Masoud vil hellere blive skudt på af Taliban, end at bombe på scenen

“Det her skal bare overstås”, tænker han. Sådan har indstillingen været siden, han kom tilbage fra sine tre ugers orlov. Forholdene er kun blevet værre. 

Patruljerne er stadig hjemsøgt af vejsidebomber, og enhver form for medfølelse for civilbefolkningen er for længst forsvundet. De kan bare skyde ham, for så ville det hele være overstået. Han er ikke stolt af det, men i øjeblikket tænker han sådan.

Hjemme i Danmark havde han været i en depressiv tilstand. Det eneste han ønskede, var at komme tilbage og gøre tiden færdig, for han havde svært ved at finde meningen med deres tilstedeværelse i landet.

Det har slet ikke været som første udsendelse. Det var en succesoplevelse. Efter Saddam Husseins fald havde de været med til at skabe rammerne om det første demokratiske valg i Irak i 50 år. Dengang gjorde man reelt en forskel.

Der skete et skift under hans tredje udsendelse i Irak. Nærmest på én dag. De gik fra at køre patruljer med seks mand uden hjelme, til at skulle være 100 mand, kampvogne og helikoptere hver gang, de skulle forlade basen.

Deres ophold i Irak blev meningsløs og fremmed for ham. De utilregnelige vejsidebomber gjorde det ikke nemmere. Fjenden var uhyggeligt usynlig.

“Jeg skulle ikke tilbage til det lort – det var slut”, fortæller Masoud. Der var ikke mere for ham i Irak. Det gav ikke mening længere.

Gummi Tarzan 

Masoud Vahedi var ikke militærnægtertypen, da han som ung opdagede værnepligten i Danmark, men han var heller ikke begejstret over idéen. Hvordan kunne det være, at han skulle tage del i noget, han som barn selv var flygtet fra? 

Masoud er født i Teheran i Iran. Han flygtede syv år gammel med sin familie til Danmark, fordi urolighederne i deres hjemland var for farligt til, at de kunne blive boende.

Da det blev hans tur til at trække et nummer, og tallet var lavt, besluttede han sig for, at han måtte gå planken ud – derfor aftjente han sin værnepligt i kamptropperne. Der var chancen størst for at opleve det mest ekstreme. 

Den nye verden, Masoud blev en del af, var langt fra den verden han indtil nu, havde levet i. Han var lidt af en Gummi tarzan. Størstedelen af vennerne var kvinder, og kræfterne rakte ikke længere end til en enkelt armbøjning.

Han kunne ikke lide at være i værnepligten. Men en dag fik han et valg om at blive udsendt til Irak for Danmark. Her var hans mulighed for at opleve, hvordan krig virkelig så ud. Muligheden for at stå midt i et af verdens brændpunkter. En mulighed, som han ikke kunne takke nej til.

Meningsløs krig 

Efter angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 i New York og Washington D.C. blussede forholdet mellem USA og Mellemøsten op. 

Og i foråret 2003 trådte en amerikansk koalition ind i Irak med formål om at invadere landet. Danmark sluttede sig i samarbejde med USA til krigen med kampstyrker, der skulle skabe sikkerhed og være med til at opbygge en demokratisk stat i Irak. Frem til 2011 har Danmark haft udsendte i Irak.

For Danmark handlede deltagelsen i krigen om at værne om forholdet til vores allierede – især forholdet til USA. For Masoud handlede det om at sætte sig selv i en situation, der kunne skabe perspektiv. At han kunne gå en vej i livet, der så anderledes ud and alle andres. 

Hvis flertallet går i én retning, så sætter Masoud hælene i jorden, vender 180 grader og går i sin egen retning. Masoud skulle ikke rejse Sydøstasien rundt. Masoud skulle i krig. Han skulle mærke, hvordan det føles at stole blindt på sin kammerat ved siden, mens kuglerne fløj om ørene på dem.

I takt med årene gik og hans udsendelser blev til tre ture i Irak, blev omstændighederne i Irak noget helt andet. Fra en forholdsvis fredelig første udsendelse, blev de to næste til en frygt, der voksede i maven på ham. Den krig, der engang havde føltes som et kald, blev langsomt meningsløs. Den tredje udsendelse blev hans sidste i Irak. Ikke fordi han ikke kunne mere, men fordi han indså, at det ikke længere gjorde nogen forskel. 

Mening med galskaben 

Efter tre år hjemme i Danmark opstod igen en mulighed for at tage ud. Taliban, en afghansk terrorbevægelse, var skudt frem i Afghanistan igen, og Danmark skulle sende et hold, der kunne være med ved frontlinjen. 

Et hold der kunne tage del i den reelle kampudførelse. Det som Masoud havde ledt efter tidligere. Nu stod muligheden foran ham, og selvfølgelig skulle hans navn være på et af sæderne i flyet til Afghanistan, da man i 2008 tog til Helmand-provinsen for at slå Taliban tilbage:

“Det er det man vil – er man kampsoldat, så er det det man vil. Det er ægte krig. I Irak kørte man bare rundt og blev bombet ud af det blå. Her rykkede man rent faktisk frem, smed Taliban ad helvede til og etablerede nye frontlinjer. Der var mening med galskaben.” 

Uro i maven 

En sky af støv løfter sig fra jorden, da de tunge militærstøvler rammer bjergsiden. Det er ikke mere end et par uger siden, at han sad i flyveren mod Kabul. Hele flyveturen derned havde luften i kabinen været sur. Ængsteligheden over, hvad der ville møde de mange soldater, kom frem i form af urolig mave. Den samme stank havde hængt over ham på køreturen op mod deres afsætningssted.

Selvom han havde været lige ved at skide sig selv i bukserne af frygt tidligere, og han ikke havde lukket et øje natten før, så betød det ingenting, da en mand sætter i bevægelse på den modsatrettede bakketop. Skuddene begynder at suse om ørene, men Masoud har kun ét mål. 

Han skal holde sin orientering lige frem for sig, også må han stole på, at hans kammerat ved siden rammer Talibankrigerne, der skyder mod dem. Skuddene ophører.

Der er ro, indtil der igen kommer en bevægelse fra én af siderne. Så lyder skuddene. To mænd i Masouds deling blev ramt og såret, men som soldat vil man hellere dø, end at miste en af sine soldaterkammerater.

Nøgenpatrulje 

Under udsendelsen var der i virkeligheden kun omkring fem timers reel kamp. Resten af tiden gik med at vente – og med at finde på noget at lave. Kedsomheden blev deres største fjende, og den bekæmpede de med vanvittige påfund.

Masoud og hans kammerater kunne finde på at smide en håndgranat i en brønd, lige ved siden af nogen, der sov, eller tage på nøgenpatrulje midt i ørkenen, kun iført støvler, hjelm og våben. Briterne havde deres egen leg: 

At løbe nøgne ud til en ammunitionskasse og rykke den lidt tættere på frontlinjen. Vinderen var den, der turde gå længst. For hver gang skulle det være lidt vildere, lidt dummere. De var trods alt bare uuddannede 20-årige, der var blevet sendt i krig – uden helt at vide, hvad de ellers skulle stille op med tiden. 

I krig prøver man at rykke grænser – både med nøgenløb og practical jokes, men også ved at skyde og bombe. Det er den samme følelse som Masoud søger, når han i dag vil skubbe til grænserne med sin komik. Du ser ham oftere lave jokes om Hitler og ‘homoer’ end om parforhold og madpakker. 

”Jeg vil gerne have folk til at lade være med at tage alting så alvorligt. De skal kigge ud over afsatsen til det farlige og se, at det ikke er så slemt. Det kan være svært at grine af alvorlige sager. Men svært er for det meste godt. En konflikt handler om, hvordan man håndterer den.” 

Bomber på scenen 

Han mener, at man bliver mere vant til ekstremer, når man har oplevet noget svært. Derfor er det nogle gange nemmere for Masoud at lave comedy til folk med traumer eller udsatte grupper – for eksempel hjemløse. 

Dermed ikke sagt, at det altid er nemt. Det er den værste følelse at stå på en scene, når det går dårligt – når man ”bomber” på scenen, som han selv udtrykker det. Man føler sig nøgen. Ikke som dengang, han var nøgen i ørkenen, uden andre mennesker i miles omkreds, men nøgen på en helt anden måde. 

Her er det ikke huden, der er blottet, men alt det indeni – nervøsiteten, selvtilliden, de små håb om at blive forstået. Publikum ser lige igennem én. Hvert ord, hver pause, hver mislykket punchline føles som et ekko af stilhed, der bliver hængende i rummet. Og i modsætning til ørkenen, hvor tavsheden var rolig og fredfyldt, er denne stilhed tung og ubarmhjertig. 

Det lyder vildt, men Masoud vil faktisk hellere skydes på af Taliban eller bombes af irakerne som barn i Iran end at føle sådan. Når det til gengæld går godt, er det den bedste følelse nogensinde.

Tilbage til sandet 

Masoud vender i 2011 tilbage til Helmand-provinsen. Ikke som soldat, ikke med våben i hænderne, men med latter i bagagen og et smil, der rummer både håb og erfaring. 

Han er, ligesom mange andre komikere før ham, blevet sendt afsted som en del af et kulturelt initiativ, der har til formål at styrke moralen blandt de udstationerede soldater. 

Med sin mikrofon som eneste våben og sine jokes som ammunition, træder han ind i en verden, han kender alt for godt - men denne gang fra en helt anden vinkel. 

Hans fødder plantes endnu engang i det tørre, støvede sand, som han husker fra tidligere missioner. Men noget er anderledes. 

Militærstøvlerne, der engang var hans trofaste følgesvend, er blevet hjemme. I stedet glitrer et par blanke laksko i solen - et symbol på, at hans rolle er skiftet fra kamp til kunstner, fra kriger til komiker. 

 Ironisk nok står han nu på den scene, han som soldat aldrig selv havde lyst til at opsøge. 

”Jeg gad sgu ikke det der comedy dengang,” siger Masoud i dag, ”men man blev jo tvunget af de overordnede.” 

Dengang var standup blot et afbræk, et påtvunget pusterum i en hverdag præget af patruljer og paranoia. 

Nu er det ham, der leverer afbrækket - foran et publikum, der måske har det præcis som han selv havde det dengang.