Med tærte i ovnen og samtaler i sofaen skaber Anette et frirum for unge med kræft: “Når jeg gør en forskel for dem, gør jeg en forskel for mig selv”

Det er formiddag, da Anette Borup låser døren op til Frirumm1.

Hun tænder loftslyset, og det vinduesløse lokale vågner langsomt til live. Der er altid lys tændt herinde. I hjørnet flimrer en kunstig flamme i brændeovnen, og de store planter får stedet til at se langt mere eksotisk ud, end man skulle tro muligt på en kræftafdeling på Aarhus Universitetshospital.

Hun går straks i gang med dagens vigtigste gøremål - tærte. Det er den anden onsdag i måneden, og det betyder fællesspisning.

Hun tænder ovnen, og snart begynder duften at brede sig i rummet – en varm kontrast til den sterile hospitalslugt, der slipper med ind fra gangen.

Lidt i halv tolv begynder de første unge at melde deres ankomst. Nogle kender allerede rutinen og sætter sig ved bordet, mens andre er mere tøvende.

For denne dag er der to nye ansigter i gruppen. De har for nylig fået deres kræftdiagnoser, og efter maden søger de automatisk mod en lille gruppe, hvor spørgsmålene falder hurtigt, og svarene kommer fra nogen, der ved, hvordan det føles.

Imens holder Anette øje.

Hun kan ikke svare på, hvordan det er at være ung og syg, men hun kan sørge for, at ingen bliver ladt alene. At alle har et sted, hvor de kan finde et fællesskab – uanset om de vil glemme sygdommen for en stund eller tale den helt ud.

Fra sygeplejerske til ungekoordinator

Anette Borup Simonsen har i mere end to årtier været sygeplejerske på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

I løbet af de sidste år, bed hun mærke i et uheldigt skifte: “Vi var i en situation, hvor vi lige pludselig havde ekstremt mange unge på afdelingen,” forklarer hun.

Dette resulterede i, at der kom et øget behov for at lave støtte vinklet direkte til den unge aldersgruppe. "Flertallet af patienter på afdelingen er over 65, så man kan godt føle sig alene, når man er ung."

Da hun i 2017 fik rollen som ungekoordinator, blev det derfor hendes opgave at hjælpe med at skabe det sted, de unge kunne være.

To år senere åbnede Frirumm1 i sin nuværende form, og Anette har været med hele vejen. “Med alle indsatser skal der altid gå lidt tid, før de bliver implementeret, og sådan har det også været med det her," siger hun.

I år har rummet med Anette i spidsen haft 6 års fødselsdag, og det er blevet et fristed, hvor de unge selv er med til at præge indholdet. "Nogle tager et spil frem, men mest er det simpelthen snakken, der bare går."

For hende handler arbejdet ikke kun om at organisere eller koordinere - men om at sikre, at ingen af de unge står alene midt i alt det svære.

Ingen dage ligner hinanden, når Anette er på arbejde, men tankerne, hun gør sig, er de samme. “Har alle det godt? Er der en, der gerne vil sidde selv? Er der en, der har brug for at komme med ind i snakken? Eller er der en, jeg bare lige skal snakke med selv?” opremser hun fra den sædvanlige tankestrøm.

Hun prøver hele tiden at fornemme stemningen og de unges behov. Det vigtigste er, at ingen føler sig overset. “Alle skal føle, at de har det godt, og kan være en del af det hernede.”

Et hjem i stedet for en afdeling

Inde i Frirumm1 er hospitalsgangene pakket langt væk.

Når døren lukkes, forsvinder lyden af patienter og bip fra apparaterne på gangen. Herinde beskriver de unge stedet som alt fra en ungdomsklub til en bjælkehytte i Norge - for andre føles det som et sommerhus.

Fælles for dem alle er, at det ikke minder om den kræftafdeling, de er blevet vant til.

Der er stakkevis af spil på en bænk, puslespil, der kan ligge fremme i dagevis, og bøger om det at være syg.

I hjørnet kan en projektorskærm slås ned, hvis nogen vil se film. Sofaerne indbyder til at smide sig, og på et rullebord står tomme sodavandsflasker i en kasse, der venter på at blive pantet.

Det er her, de unge mødes.

Nogle for at glemme sygdommen et øjeblik, andre for at tale åbent om den med nogen, der forstår.

“Folk er bare så gode til at dele hernede,” siger Anette. Hun læner sig frem og forklarer, hvordan de unge både deler erfaringer og de spørgsmål, man ikke kan stille andre steder.

For hende er det netop den dynamik, der giver rummet liv. “Det er jo helt sindssygt, hvordan man hjælper hinanden. Det er jo virkelig det, der også bærer de her arrangementer,” fortæller hun.

Hun smiler, når hun beskriver stemningen, der opstår, når unge, som ellers står midt i et hårdt forløb, finder støtte i hinanden. “Man bliver så glad i låget over den måde, man kan hjælpe hinanden.”

Når afmagten melder sig

At arbejde så tæt med unge kræftpatienter betyder også at være tæt på sygdommen hver eneste dag. Anette lægger ikke skjul på, at det kan være hårdt.

Men hun vælger selv, hvordan hun møder det. “Jeg griber dagen, som den kommer, og der er da også nogle sager, der er nogle tunge. Men uanset hvor hårdt et forløb er, tror jeg på, man kan gøre en forskel."

Som person stråler Anette af positivitet.

Hun formår at møde mennesker med en varme og imødekommenhed , der gør det let at tale med hende.

Hun insisterer på at se muligheder frem for begrænsninger og tror på, at selv små ting kan gøre en stor forskel i de unges hverdag.

Derfor er det sjældent, hun lader de mørke sider fylde – men engang imellem er det svært at skubbe følelsen af afmagt helt væk.

Jeg kan ikke gøre noget ved vores lovgivning, jeg kan ikke sørge for, at alle har penge, og jeg vil da også gerne have, at alle bliver helbredt - men det kan jeg ikke. Det kan da godt give frustrationer. Men der er også noget, jeg kan gøre. Så fokuserer jeg på det i stedet.

Den eneste af sin slags

Anette er officielt ansat til 37 timer om ugen, men da hun fortæller det, trækker hun på smilebåndet. De skiftende arbejdstimer kan gøre det svært at holde helt styr på - og hun kan ikke komme uden om, at der i ny og næ bliver svaret på arbejdsrelaterede beskeder i hendes fritid.

Der er absolut ingen tvivl i hendes stemme, når hun fortæller, at hun elsker sit arbejde: "Når jeg gør en forskel for dem, gør jeg en forskel for mig selv. Det er jo lige præcis det, der driver det hele."

Netop den store gejst hun har i forbindelse med sit arbejde, planter også en frygt i hende. “Man kan også godt brænde ud ved at være passioneret. Men der er man nødt til hele tiden at mærke efter.”

En del af presset handler om, at hun står meget alene med sit ansvar.

Hun kan dele op- og nedture med sine kolleger på afdelingen, og hun får al den supervision, hun har brug for.

Men stillinger som hendes er sjældne.

På Aarhus Universitetshospital er der faktisk kun hende.

Paradokset er derfor tydeligt: Hun har skabt et sted, hvor unge med kræft kan tale med andre, der deler deres erfaringer. Men selv står hun ofte alene med sine byrder.

Derfor er det en lettelse, når hun en gang imellem mødes med de andre ungekoordinatorer fra landets største hospitaler.

En respektfuld generation

De unge sætter sine spor i hende.

Anette beskriver dem som en generation, der rummer både respekt og omsorg. Hun oplever, at de altid tager hensyn til hinanden – uanset om det er nødvendigt eller ej. “Jeg har aldrig mødt så respektfuld en generation. De tager hensyn til hinanden, og den rummelighed kan vi lære noget af,” siger hun.

Hun smiler, da hun fortæller, at når arbejdstelefonen sniger sig ned i hendes hænder uden for arbejdstid, er det da også de unge, der minder hende om at holde fri.

For hende er det et bevis på, at relationen går begge veje. “Det er jo de unge, der fodrer os fuldstændig. Det er dem, der viser os, hvordan vi skal gøre tingene.”

Et mirakel og et minde for livet

En dag åbner Anette sin arbejdstelefon for at tjekke, om der er kommet nye beskeder. Blandt mødeforespørgsler og praktiske henvendelser ligger der en, der får hende til at stoppe op.

En tidligere patient har skrevet.

Han skriver, at han på trods af sin kræftsyge ungdom er blevet far til tvillinger. I beskeden er der vedhæftet et billede af tyggegummi-tatoveringen foreviget med blæk.

Anette smiler, da hun ser billedet. For hende er det en påmindelse om, hvorfor hun bliver ved.

Jeg synes virkelig, jeg gør en forskel for andre, og det er en fed måde at leve på. Jeg gør det for en ret lille gruppe, der tit bliver overset. Og det er jo lige præcis, de tilbagemeldinger jeg får, som bekræfter mig i, at - Yes, det virker det her!