Medmenneskelighed som den stærkeste medicin

De små skuldre skælver i en stille gråd. Oliver putter sig ind i sin storesøsters favn. Han siger ikke noget. Han beder ikke om hjælp. Han græder bare. Han er tre år gammel og er lige blevet skubbet ud af sin mors seng. Skreget af og afvist. Hans 20-årige storesøster er heldigvis hjemme på besøg i aften. Oliver putter sig ind til hende og får her i favnen den tryghed, der erstatter hans mors.

”Det var den aften min tillid til min mor knækkede, ” fortæller storesøster Tina.

Efterårssolen farver stuen i en gylden nuance. Den rammer den lille diskokugle, der hænger og dingler i hjørnet af det store dannebrogsvindue. Den reflekterer en masse små lysglimt, der danser hen over væggen og hilser på Olivers blik, så han bliver nødt til at blinke.

”Oliver og jeg har altid haft et ekstremt særligt bånd – lige fra han blev født. Han var søsters dreng. Så hver gang jeg var hjemme, var Oliver kun kærlig og sød. Han var mit hjertebarn,” fortæller Tina Geest, der i dag er 43 år, mens Oliver Geest er 26.

Oliver tager en tår af sin kaffe, før han stiller den mørkeblå kop på stuebordet. Hans barndom var alt andet end en disko-dans på roser.

”Den person, der har betydet mest for mig, er min søster. Hun har på mange måder været en bonusforælder for mig. Hun har været mit frirum, når jeg følte, at mit forhold til min mor var kaotisk,” siger Oliver. 

Tina sidder henslængt i sofaen med fødderne oppe - halvt gemt under sig. På hendes T-shirt står 'Freedom Now' med store sorte blokbogstaver.

”Jeg har mange gange forsøgt at forklare Oliver, at jeg ikke er hans mor - og aldrig bliver det. Jeg er hans storesøster - men storesøster med stort S,” siger Tina. Oliver nikker langsomt. Der er en ro mellem dem. En fælles forståelse, som ikke kræver forklaring. I samtalen låser deres grønne øjne intenst med hinanden. De har deres eget hjerterum, hvor de taler frit og ærligt sammen.

“Jeg er så fucking, voldsomt stolt af dig,” siger Tina - nu med lukkede øjne mens hun ryster på hovedet, som om ordene næsten bliver for store. Hun lægger tryk på hver stavelse. Oliver smiler og kigger ned i kaffen. Hans fingre folder sig om kruset.

Hjælp dem der hænger i med neglene

Ligesom Olivers søster trådte til, da han var barn, forsøger han i dag selv at give den tryghed videre, han fik fra hende. Det gør han i organisationen Headspace, ligesom han arbejder målrettet mod at komme ind på psykologistudiet, for at hjælpe andre.

”Headspace er et sted, hvor intet er for stort eller for småt, og hvor man skal kunne komme til så nemt som muligt,” fortæller 30-årige daglig ansvarlig ungerådgiver i Headspace, Mathias Ryssel Rasmussen. Han startede selv som frivillig og har været en del af Headspace siden 2017.

”Headspace er båret af frivillige, så man oplever et medmenneskeligt møde med frivillige fremfor fagprofessionelle,” fortæller Mathias. En tilgang der ifølge en ny rapport skaber international opmærksomhed.

Den australske organisation Orygen, som er specialiseret i indsatser for unge med følelsesmæssige udfordringer, fremhæver således den danske Headspace-model som et gennembrud i arbejdet med unges mentale sundhed. Her peges der på, at frivillige kan hjælpe unge effektivt og skabe resultater, som ellers ville kræve langt flere ressourcer i det offentlige system.

Netop med inspiration fra et australsk ungetilbud, stiftede Det Sociale Netværk på tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens initiativ den danske version af Headspace i 2013. Et tilbud, der nu findes i 36 danske byer.

Nyrup havde selv en datter, der havde det svært med sit mentale helbred, og som i 1993 som 24-årig endte med at tage sit eget liv. ”Man skal jo helst kunne fange mennesker lang tid før, de er så langt ude som Poul Nyrups datter var, - men vi skal også kunne hjælpe mennesker, som er helt derude - og som hænger i med neglene,” siger Mathias.

Hovedet oven vande

Oliver har ventet længe - og venter fortsat på en udredning.

”Jeg har en henvisning liggende på sundhed.dk og er i systemet for at finde en psykiater med henblik på at blive udredt. Jeg har haft et par henvisninger før, men har været udfordret i forhold til at komme i kontakt med de rigtige steder på grund af den lange ventetid,” siger Oliver.

Ventetiden til en psykiater er længst i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, hvor man i gennemsnit venter på svar i 20 til 24 uger, viser tal fra sundhedsstyrelsen. Den ventetid overskrider den lovbestemte tidsramme på 30 dage.

“Det er utroligt vigtigt med steder som Headspace, hvor man bare kan komme og tale. Det kan hjælpe folk med at holde hovedet oven vande, indtil systemet kan tage over,” siger Oliver. 

Mathias fremhæver, at man i Headspace ”kan komme til uden ventetid. Man kan komme lige fra gaden uden at have bestilt en tid, og det kan man i hele landet.”

Oliver sidder ikke på hænderne, mens han venter på sin udredning. Han går lange ture og bruger musik til at få luftet sindet. 

“Jeg har gået meget til sang, og det har hjulpet mig med at regulere mine følelser. Jeg har oplevet, at det har kunne vende en lortedag til en god dag. Musik giver mig ro og fred,” fortæller han.

Oliver nyder musikken i sin egen trygge kapsel under et headset.

“En sang, jeg har lyttet meget til for nylig, hedder “You Were Around” af iWord. Den handler om at elske nogen, man ikke længere kan have tæt på, fordi det gør for ondt. Den rammer mig virkelig.” 

Oliver tog for noget tid siden en beslutning om, at han ikke ønskede en relation til sin mor.

”Det har som sådan ikke noget at gøre med, hvordan jeg følte, min barndom var, men mere dét, at jeg ikke synes, hun den dag i dag, kan være et menneske, som gør noget positivt i mit liv.”

Siden da har Oliver dog alligevel skabt en lille åbning for at genoptage kontakten til sin mor. For nyligt drak han og hans mor en kop kaffe sammen i solen på en café i byen.

”Man er nødt til at have lyst til at ændre sig for sig selv. Blive et godt menneske for sig selv. Og det er hun på vej til at blive nu - det kan jeg mærke,” siger han.

Værdig til verden 

”Oliver har ikke brug for nogen i dag. Det havde han som barn, men der var ingen, følte han. Nu klarer han sig selv – dengang kunne han ikke, han var jo et barn,” siger Tina.

”Jeg har haft mange udfordringer med følelsesregulering, og jeg står her som voksen og skal finde ud af, hvordan jeg indgår i relationer - uden at have lært det. Jeg har ingen redskaber til, hvordan man er i sunde relationer," siger han.

Psykolog Maryam Testmann, med speciale i børn og voksentraumer, kan forklare mekanismerne bag Olivers udfordringer.

”Selvværdet mangler næring og vokser sig ikke stort og stærkt, når man føler, at man mangler tryghed og kærlighed i barndommen. Man føler sig ikke værdig til at blive elsket, og man føler sig ikke værdig til at få kærlighed eller venskaber,” forklarer Maryam.

“Hele forståelsen af, om man er værdig nok til at være i verden, bliver virkelig påvirket, hvis man ikke føler, man har fået kærlighed fra en primær omsorgsperson som barn. I voksenlivet kan det i værste fald føre til selvmordstanker, netop fordi man ikke føler, man er noget værd,” siger hun. 

Oliver elsker at lære nyt om "følelsesregulering og relationer.” Han oplever det som en konstant søgen efter at forstå sig selv, men også at forstå andre mennesker bedre. 

Maryam peger på, at denne drivkraft udspringer af, at man “ved at hjælpe andre, der har oplevet noget lignende, kan bearbejde sine egne oplevelser.”

Fra lyserød fe til psykolog

Tina har et indtryk af, at Oliver altid har været stærk – selv som lille dreng:

”Jeg kan huske, da Oliver var fire-fem år, passede jeg ham sammen med en veninde. Vi skulle ud at købe fastelavnstøj - og selvfølgelig havde mor givet mig ansvaret for det. Rimelig dumt at give 19-20-årige mig ansvaret for det”, klemmer Tina ud med et grin. ”Men Oliver stod fast: Han ville kun være én ting – en lille lyserød fe. Og han stod ved det! Kan du huske det?” spørger hun Oliver.

”Allerede som femårig turde du stå ved, hvem du var,” påpeger den stolte storesøster.

Hun vil ikke tage æren for Olivers selvstændighed. Hun mener, at Oliver er sin egen. Det er Oliver ikke helt enig i. Han husker tilbage på noget, hans søster sagde til ham, da han kun var 11-12 år gammel. En sætning som han har gentaget foran spejlet mange gange siden. Et mantra. 

"Hvis ikke du har lyst til at være som mor - så gør ALT for, at du ikke bliver som mor,” gengiver Oliver. Tina tager en dyb vejrtrækning.

”I dag har jeg lært, at jeg er et empatisk menneske. Mange af de ting, jeg så som svagheder, har jeg vendt til styrker. Jeg er god til at møde mennesker, være omsorgsfuld og rådgive dem – men nu uden at det sker på bekostning af mig selv,” fortæller Oliver.

Tina er enig.

”Hans rejse gennem det hele – fra lille dreng til voksen – har været vild. Nu står han der, kæmper, og vil være psykolog,” siger hun.

Oliver nikker.

“Jeg har kun én drøm: at blive psykolog. Det er det eneste, jeg virkelig vil,” siger han.

Livet er værd at leve

“Jeg håber virkelig, du bliver ved med at være, som du er. Du er en ener. Du er min ener.” 

Sidste sætning bliver sagt med en nænsom hengivenhed, som nærmest kun en mor kan sige det. En blidhed som momentvis dukker op hos søsteren Tina, der ellers støder alle ord ud og er klar i spyttet.

“Du er fucking sej. Virkelig!” siger hun… Tina hvisker efterfølgende ordene, ”drop the mic” og smider en imaginær mikrofon på gulvet, mens hendes mund laver en pop-lyd. Og så er vi tilbage i samme jargon med grin og et lille grynt. 

Meget fra barndommen fylder stadig i Olivers sind, mens andet er fortrængt. Parkeret og gemt væk i tætsluttende små kasser bagerst i hukommelsen. Én af disse kasser blev åbnet på klem for Oliver - efter nogle sekunders eftertænksomhed.

”Jeg kan huske, at min mor har fortalt mig, at jeg en dag skulle være kommet ind i stuen i mit barndomshjem og sagt, at ”nu vil jeg ikke leve længere." Jeg var 10 år gammel.”

Oliver husker ikke selv episoden, men det gjorde et stort indtryk på ham, da han fik det fortalt. Han føler, det kaster et lys over hans liv i dag og understreger, hvor langt han egentligt er kommet.

I søgen efter fortrængte erindringer, kommer Oliver i tanke om nogle øvelser, han har lavet hos sin psykolog, hvor han har skullet forholde sig til sit indre barn. 

“Jeg tror stadig, den dreng bor i mig.”

“Jeg vil sige til ham, at alting nok skal blive bedre. At livet er værd at leve. At der er en mening med det hele - også selvom man ikke kan se den lige nu.”

”Dengang havde jeg ikke lyst til at leve mere. I dag er det det eneste, jeg har lyst til.” 

Oliver kysser sin søster på kinden, siger farvel, og med cykelhjelm og solbriller springer han på cyklen. Forude venter samtaler med mennesker ligesom ham selv. Han svæver ud langs boulevarden, mens efterårssolen rammer ham i ryggen.