Mirakler, brusebade og en Gud, der er større end ALT

Hvem tænker du på, når du tænker på din bedste ven? For 22-årige Clara er svaret Jesus. Og hun er ikke alene. Flere unge søger i disse år mod kirken – ikke af pligt eller tradition, men fordi de oplever at få en relation. En relation til Jesus.

Efter at have talt med fem unge fra Citykirken i Aarhus står én ting klart: For dem er Jesus ikke en fjern figur fra Bibelen, men en fast del af hverdagen. Lige så selvfølgeligt som at børste tænder eller gå på toilettet. De taler med ham, deler deres tvivl med ham, og kalder ham for en ven.

I denne artikel fortæller Clara, Mark, Fiona, Mads og Hannah om, hvad kristendommen betyder for dem – og hvordan det er at leve et ungdomsliv, hvor troen fylder lige så meget som studie, venner og fremtidsdrømme.

Hvis du endnu ikke har læst de tidligere afsnit i vores serie “Generation Jesus?”, så kan det anbefales at starte med artiklen “Er det her Generation Jesus?”, der sætter lidt flere ord på tendensen, og giver en god baggrundsviden til emnet. 

Men lad os vende tilbage til Clara

Clara havde ikke skænket Jesus mange tanker før 2023.

Kristendommen var noget med gaver, konfirmationer og helligdage. Ikke noget, hun gik og tænkte over i hverdagen.

Indtil den dag troen kaldte på Clara. Næsten som når en profet bliver kaldet af Gud.

“En dag, hvor jeg sad hjemme på mit værelse, fik jeg mega meget lyst til at åbne den Bibel, jeg fik, da jeg blev konfirmeret. Jeg prøvede at ignorere det, for jeg var sådan: Hvem læser overhovedet i Bibelen? Det er der jo ikke nogen, der gør.”

Alligevel rejser hun sig. Finder Bibelen frem. Åbner den. Og begynder at læse skabelsesberetningen.

Det, der skete bagefter, beskriver Clara som et vendepunkt.

“Jeg læste, og jeg troede på det. Det var en syg oplevelse. Og så tog det bare fart derfra. Jeg oplevede nogle møder med Gud, hvor jeg var sådan: Du er faktisk sand.”

For Clara føltes det som om, noget klikkede på plads. At det guddommelige aspekt var det, hun havde manglet.

Og det er her, hun begynder at snakke om mirakler. 

“Jeg havde bragende angst. Men så var der nogen, der fortalte mig, at Gud kan fjerne sådan noget. 

“Jeg troede ikke rigtigt på det i starten. Men så havde jeg bare et tidspunkt, hvor det gik op for mig, at min angst ikke var fra Gud. At han er større end den. Og siden har jeg ikke haft angst”

Det betyder dog ikke, at hun aldrig bliver urolig.

“Jeg kan stadig blive ængstelig. Der ligger jo et alarmberedskab i os alle sammen. Et alarmberedskab jeg faktisk tror, Gud lægger i os. Men jeg har ikke følt angst siden. Nu går jeg bare ud i Guds rustning, og så kan jeg fighte verden.”

I kristendommen taler man om Guds ord som åndens sværd. Et billede, Clara tager helt bogstaveligt. For Bibelen er ikke længere bare en bog, hun har stående.

“Der er nogle perioder, hvor jeg synes, det er svært at samle min Bibel op, men i udgangspunktet, så er det noget, jeg bruger i min hverdag.”

For Clara er det afgørende, at troen og relationen til Jesus er et aktivt tilvalg.

“Jeg går meget op i, at jeg har min frie vilje, for det nytter ikke, hvis ikke jeg har lyst. Men troen giver mig også noget igen. Når jeg mærker Guds nærvær, så er det bare en følelse, jeg har lyst til at sidde i for evigt.”

Sidst Clara oplevede den følelse, var da hun i sidste uge bad en bøn, inden hun skulle til gudstjeneste.

“Jeg kunne ikke lade være med at smile og grine og fik en masse billeder af, hvad der skulle ske her i den her kirke, men også rundt omkring i Danmark. Det føltes overvældende, men rart - som en Herrens glæde. Og jeg kunne ikke lade være med at smile.”

Mark taler dagligt med Gud.

27-årige Mark ved godt, at det kan lyde mærkeligt, men han tror på, at Gud er en levende Gud, som både lytter og svarer.

“Gud er mit udgangspunkt for alt. Mit udgangspunkt for, hvordan jeg lever mit liv, og de valg jeg tager. Og så oplever jeg bare at få virkelig meget trøst og vejledning fra ham. Jeg har virkelig oplevet, at der er sket nogle ting, som jeg ikke kan forklare med andet, end at der må være noget større.” 

For Mark er Gud ikke en fjern størrelse, men en aktiv del af hverdagen. Han tror på, at Gud vil være en del af vores liv og vores hverdag – det handler bare om at få øje på det og invitere ham ind.

“Jeg føler, at Gud er mega tilgængelig. Og min tro har stor indflydelse på, hvad jeg vil med mit liv og på hele mit menneskesyn.”

Men for Mark handler troen ikke kun om tanker og overbevisninger – den bliver virkelig, når den viser sig i hverdagen.

“Når jeg sætter tid af til at bede, oplever jeg nogle gange, at Gud siger noget til mig. At jeg skal skrive til en person eller hjælpe på en bestemt måde.”

Han fortæller om situationer, hvor han har sendt beskeder til gamle bekendte – og om gange, hvor han selv har modtaget beskeder, der føltes næsten for præcise til at være tilfældige.

“Jeg har oplevet at få beskeder fra folk, jeg ikke har talt med i årevis, hvor der står: “Hej, jeg oplevede virkelig, at Gud sagde, at jeg skulle skrive det her til dig.” Efterfølgende har jeg stået og er brudt grædende sammen – sådan: wow, hvor kom det her fra?” 

I de øjeblikke bliver troen konkret for Mark. En fysisk manifestation af en uhåndgribelig Gud. Et bevis, han ikke helt kan forklare – men heller ikke kan ignorere.

Da Fiona ramte bunden, rakte Gud hende hånden.

Trods sine 21 år har Fiona allerede følelsen af at have levet flere liv.

Fiona er ikke vokset op i en troende familie, men for halvandet år siden følte hun, at der kun var én vej tilbage. 

“Jeg var i en periode i mit liv, hvor jeg var ude i et meget usundt festmiljø, som gjorde, at jeg fik det sindssygt dårligt mentalt. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke kunne se, hvad jeg ellers skulle gøre end at give troen en chance.”

“Jeg bad en form for desperationsbøn. Og jeg følte svaret så tydeligt, at jeg var sådan: Okay, jeg er ikke i tvivl om, at Gud findes. Og at det er den kristne Gud – ikke Allah eller Buddha.”

Fiona fortæller, at hun længe havde søgt hjælp andre steder. Hun havde talt med psykologer for at få svar, men de gav hende ikke det, hun havde brug for. Så Fiona nåede et punkt, hvor intet længere hjalp.

Men en bustur ændrede det hele. 

“Jeg sad i en bus på vej hjem fra en morgenfest, blæst på stoffer og alkohol. Jeg sad bare og græd, fordi jeg ikke kunne komme ud af det her, som jeg virkelig gerne ville ud af.”

Hun fortæller, hvordan hun kiggede mod solopgangen.

“Der var noget symbolsk i, at solen står op hver evig eneste dag. Også selvom den måske er gemt bag skyer. Det gav mig en eller anden form for håb i den her håbløshed.”

Og det ledte Fiona mod Gud.

“Jeg var bare sådan: Gud, hvis du findes, så har jeg brug for, at du viser mig, at du findes. Jeg giver dig syv dage.”

To dage senere møder hun Lea, der læser teologi. Og Lea blev som en engel sendt fra himlen.

“Jeg fik kuldegysninger over hele kroppen, da jeg så hende. Jeg var bare sådan: Okay, dig skal jeg snakke med.”

“Hun gav mig et bibel-breakdown. Og det overbeviste mig om, at Gud findes. For det var jo det, jeg havde bedt om. Det var det, jeg sad og sagde i bussen.”

For Fiona har hendes nyfundne vej til tro givet hende et fundament og et håb for, at der selv i de mørkeste tider er noget, der lyser op. 

I dag kommer hun fast i Citykirken i Aarhus. Og søndagen er blevet et holdepunkt. Et sted, hun føler sig hjemme.

“Jeg kalder det kirkefamilie, fordi det er sådan, det føles. Alle ved, hvad jeg har været igennem. Folk har set den udvikling, jeg har været igennem, siden jeg kom til tro for halvandet år siden. Og det føles så intimt – som noget, kun en familie får lov til at være vidne til.”

Som teenager valgte stoppede 27-årige Mads med at komme i kirke. 

Eller han stoppede i hvert fald med at følges med sine forældre til kirke om søndagen, fordi han hellere ville se fodboldkamp eller spille videospil. 

Troen kom altså i anden- eller tredje række, selvom Mads ikke helt kunne give slip på det kristne fællesskab. Et fællesskab, der i sidste ende endte med at lede ham tilbage til kirken. 

“Jeg har på en eller anden måde fundet det, man kan kalde et andet hjem med nogle gode mennesker. Der er virkelig et godt fællesskab særligt blandt de unge, men også på tværs af generationer.”

I dag fylder troen alle steder i Mads’ hverdag – i bussen, når han laver mad, eller når han står under bruseren. 

Og hvor de fleste andre ville fyre op for Gilli, Lamin eller Annika, er det noget helt andet, der strømmer ud af Mads’ højttalere, når han gør sig klar til en shower-sing-a-long.

“Jeg hører virkelig meget lovsang. Jeg hører nærmest ikke andet faktisk. Jeg synes, det er rart at høre andre sætte ord på deres tro omkring Gud, og at der er et budskab i sangen, der er godt. Og handler om Jesus. Det gør det bare så meget bedre end andre sange, der omhandler alt muligt andet.”

For Mads er det vigtigt, hvilke ting han giver en plads i sit liv. For han vil gerne ære Gud med sit liv.

I sit forsøg på at se, hvad verden havde at tilbyde, fik Mads en følelse af at leve et dobbeltliv. Et liv, hvor han følte en distance mellem hvem han gerne ville være, og den han var. Og ikke mindst en distance til Gud.

Derfor blev kirken igen en prioritet for ham.

“Det er på en måde blevet en form for hobby at komme til aktiviteterne i kirken. Når vi er samlet som troende mennesker, tror jeg, at Gud er lige ved os og banker på. Og så handler det om, at vi vælger at åbne op og lytte – både som gruppe og som individer.”

Selvom Mads lige skulle ud at smage på verden, opdagede han altså, hvor meget relationen til Gud og det kristne fællesskab alligevel var en grundsten i hans liv.

For 24-årige Hannah betyder hendes tro ALT.

Men sådan har det ikke altid været. Det var først senere i livet, at troen blev hendes egen.

Efter gymnasiet tog hun på bibelskole. Ikke for at få flere svar, men for at finde ud af hvad hun egentlig troede på.

“Jeg kendte historien og havde lært sangene, men jeg tænkte: Hvem er du egentlig, Gud? Det er der, jeg sådan lidt får mit gennembrud i min tro. Og så vil jeg jo sige, at jeg elsker Gud nu - og elsker Jesus.”

I dag beskriver Hannah Gud som sit fundament – og som det vigtigste i sit liv. 

“Jeg vil jo sige, at jeg elsker Gud mere, end jeg elsker min mand og min familie.” 

Det er en sætning, hun selv griner lidt af, idet hun siger den højt. Og det virker som store ord, men for Hannah er Gud også stor. 

Hannah opfatter Gud som nærværende. Ikke som noget, hun skal træde ind foran, men som noget, der allerede er der.

“Jeg øver mig i at bruge Gud i alting. I små situationer. Når jeg er sammen med mine veninder, eller når jeg mangler tålmodighed i mit arbejde. Hvis Gud bor i mig, så er han der jo hele tiden.”

Til daglig navigerer hun i modebranchen, hvor ambitioner, æstetik og succes fylder meget. 

For nylig arbejdede hun for en stor dansk designer ved et show, som hun på forhånd havde forestillet sig ville være noget af det vildeste, hun kunne opleve.

Men oplevelsen gjorde hende ikke så euforisk, som hun havde forventet. Tværtimod.

“Da jeg kom hjem, tænkte jeg bare: Det var nul værd. I mine øjne var det jo det fedeste, jeg overhovedet kunne få lov at opleve – og alligevel var det ikke nok.”

I stedet blev det en påmindelse.

“Jeg kom hjem og var sådan: Gud, du er bare det største.”

Hannah tror, at hun vil blive ved med at jagte de ting, hun drømmer om. Det fede arbejde, det fede tøj, karrieren. Så oplevelsen har ikke ændret hendes interesser eller ambitioner.

“Jeg er den samme Hannah. Jeg elsker stadig mode og har de samme drømme.”

Forskellen er perspektivet.

“Men jeg fandt ud af, at drømme ikke er alt. At der altid er noget, som er større. Om jeg så skulle vaske gulv resten af mit liv, men har Gud, så har jeg alt, jeg har brug for.”