Misbrugerens nyfødte barn havde abstinenser - socialrådgiver blev bremset i straksfjernelse. Paradokset i velfærdsstaten udtaler forsker

De var kommet hjem fra fødselsgangen, mor og datter. Nyfødt datter, nybagt mor, men også misbruger. Fordi hun var misbruger, havde hun en socialrådgiver tilknyttet sig.

Nu skulle socialrådgiveren på besøg for at se, om spædbarnet havde det godt.

Det havde spædbarnet ikke. Barnet sitrede, rystede af abstinenser og mangel på mad.

Socialrådgiveren gik med det samme i gang med at indstille til en straksfjernelse, men blev stoppet af sin egen leder, fordi straksfjernelser er ekstremt dyre, omstændige og bøvlede.

"Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker tilbage på dette interview," siger Lis Mai Petersen om interviewet, der er mere end 10 år gammelt. 

Og netop fagprofessionelles vilkår og betingelser for deres arbejde er omdrejningspunktet i begrebet forvaltet empati.

Forvaltet empati - et dobbeltsidet begreb

Forvaltet empati har flere betydninger. På den ene side dækker det over den omfordeling af ressourcer, der sker i vores samfund, fortæller Lis Mai Petersen og uddyber:

"Staten varetager den menneskelighed og empati, vi naturligt udviser i mindre fællesskaber."

For at løse denne opgave har systemet ansat fagpersoner, der som vores forlængede arm yder empati, forståelse og hjælp i hverdagen. Fra sygeplejersken, socialrådgiveren til pædagogen i børnehaven. Vi kalder dem ofte for "varme hænder".

Men der er et indbygget paradoks. Ressourcer skal styres, de skal forvaltes. Også de varme hænder.

Velfærdsstatens forvaltning af de varme hænder

Fagpersoner, "de varme hænder", uddannes til at hjælpe den enkelte borger. De skal have viden og erfaring til at foretage faglige skøn og beslutninger.

Men på samme tid kontrolleres fagpersonens faglige handlerum. Man laver f.eks. visitationer, opstiller procedurer og processer med det formål at ensrette beslutninger.

Og derved mindskes muligheden for, at fagpersonen kan udvise empati og medmenneskelighed over for den enkelte borger.

Og det er et stort krydspres at være i.

Krydspres og rollekonflikt

Krydspresset opstår, når flere diskurser mødes og trækker i den enkelte fagperson.

Lovgivning, faglig dømmekraft, rammer og regler fra egen organisation er alt sammen noget, som fagpersonen skal forholde sig til. Det er det, de er uddannet til.

Men handlerummet for at udøve faglige skøn bliver også mindre og mindre, og det er et paradoks. Lis Mai Petersen siger:

"Det faglige skøn bliver løbende mindre og mindre, og det synes jeg er et vældigt paradoks, fordi vi som samfund netop uddanner dem til at kunne være faglige og være fagprofessionelle."

Dygtige fagpersoner forstår paradokset

De fagpersoner, der lykkes i jobbet, er dem, der "kan systemet", samtidig med at de "kan mennesket", fortæller Lis Mai Petersen.

De forstår systemets mekanismer og forstår lederens prioriteringer, f.eks. at budgettet skal overholdes.

De finder vej i systemet. De ved, at ting tager tid, og de bruger dette aktivt, og de forstår at "tale" sproget og sætte de nødvendige processer i gang.

Samtidig med at de bevarer kontakten, empatien og medmenneskeligheden i mødet med borgeren.

Ifølge Lis Mai Petersen kræver forvaltet empati, at vi bevarer fokus på begge "grene" af paradokset. At forvalte vores allesammens empati og menneskelighed, samtidig med at vi har tillid til den enkelte fagpersons faglige skøn og giver dem plads til at udøve dette.