Mød bedemanden der går i fitness klokken fire om natten og elsker Justin Bieber

Malthe vil gerne begraves i en AGF-kiste. Ja, du hørte rigtigt - blå og hvid med klublogoet og deres motto klistret på kistesiden. Iført fitnesstøj og med en russisk roman under armen.

Og med et skilt, hvor der står ”held og lykke”.

Til arkæologerne, altså, hvis de mange år ud i fremtiden støder på resterne af ham med spidsen af deres skovl. For held får de brug for, hvis de skal gennemskue, hvem det egentlig er, de har gravet sig frem til.

AGF-kisten står dog tom for nu. Malthe har i sinde at være bag rattet i den alvorlige ligvogn i mange år endnu, for han er fjerde led i familiens bedemandsforretning, hvor døden har været en naturlig del af hverdagen siden han som 16-årig så et dødt menneske for første gang.

Og mens andre på hans alder stadig overvejer, om cykelhjelmen virkelig er nødvendig, har Malthe stået ansigt til ansigt med døden flere gange end han kan tælle.

Når pårørende er brudt ud i dans til Kandis under en mindehøjtidelighed, eller når en afdød er blevet båret ud til en druksang, har han set fordomsfrit til fra kirkehjørnet. Han har endda set en spise sin egen sok og øjenbrynspiercet et lig.

Mennesket er ligesom et æble, når det dør,” siger han. ”De rådner bare ligesom alt andet.

Han husker billederne af en kvinde i trediverne, fra da hun stadig var rask, hvor yndig hun havde set ud. Hvordan hun næsten ikke var til at kende, da han hentede hende, reduceret til et afmagret skelet, huden strammet over knoglerne.

Han har planlagt begravelser for mordofre og personer, der har taget deres eget liv. Og i kapellets kølerum står der mellem de identiske kister en papkasse på størrelse med en stor skotøjsæske. Sådan nogle har han også været med til at begrave.

Så jobbet som bedemand er altså ikke en dans på roser. Især ikke når man ser udødelig ud.

For det er svært at arbejde med døden, når man ligner en, der har tænkt sig at springe den over. Og det gør han - pårørende tror ofte, han er barnebarn til den afdøde. Andre forveksler ham for en kirketjener.

Men det er ikke kun den unge alder, der får folk til at løfte et øjenbryn. Skjorten, der strammer på overarmene, som har han trænet for at kunne løfte kisterne alene, hjælper ikke på troværdigheden. Alligevel er han hver morgen klokken 4:20 på vej i fitnesscenteret, hvor han med Justin Bieber i ørerne bænkpresser de tidlige morgentimer væk.

Derfor skulle leen også erstattes med en bøtte skyr, hvis det stod til ham, for i ligvognens handskerum ligger der plastikskeer, som han bruger til at spise sit daglige kilo naturel skyr med i middagspausen. Og det skal være naturelvarianten. For den indeholder flest proteiner.


Og hvis man spørger ham, var han nok blevet personlig træner, hvis ikke han var blevet bedemand. Det var nemlig langt fra forudbestemt at den lille dreng, der blev født med et alvorligt hørehandicap, skulle ende i et for stramt jakkesæt og tale med mennesker om arveregler og urnevalg.


For med handicappet fulgte betydelige sprogudfordringer, så når han skulle have med ord at gøre, var det gennem bøger. Det er næsten for nemt, men faktisk var hans første ord bog.

Jeg tog en bog op, sagde ”bog”, og så sagde jeg ikke et eneste ord igen i to år.

I mellemtiden lærte han gennem sin mor, hvordan ord kan være et redskab til at hjælpe andre mennesker. Hun var præst, og han husker, hvordan hun gik rundt og råbte sine prædikener ud i det store præstehus. Hvordan en narkoman en dag bankede på døren for at tale med hende.


Og bogglæden hang ved. Så meget, at han endte med at læse filosofi på universitetet.

Men som man kan forestille sig at det har kildet i Jesus’ fingre under genopstandelsen, kunne Malthe ikke løbe fra sine bedemandsgener.

Jeg længtes efter at gøre en forskel - både for dem, der skal herfra, og dem, der står tilbage.

Og det er i ventetiden udenfor kirken, mens orglet bruser ud gennem mursprækkerne at den rolle udfolder sig tydeligst.

Lænet op ad ligvognen, som en trofast hund ved dens ejer, opsøger en nysgerrig kirkenabo ham. Et halvrejst flag kan få selv den mest gangbesværede pensionist til at sætte kaffen fra sig og finde detektivjakken frem. Der går dog kun et splitsekund før manden overrasker sig selv, og med rystende hænder får fremstammet, at han for nyligt mistede sin kone. Tårerne triller ned ad mandens kinder, men Malthe gør intet for at mildne sorgen. Der skal være plads til at være i smerten på kirkegården.

De snakker om indre dæmoner og skyld på kirkens parkeringsplads. Kirkeklokkerne ringer, de giver hinanden hånden og manden tøffer væk.

”Folk ser en bedemand og får straks lyst til at snakke om døden,” siger Malthe og vender sig om for at tage imod familien, der kommer til syne i kirkedøren.

Selvom det for nogen er naturligt at snakke om døden, erfarede han tidligt at kremering og kistepynt er ikke de mest effektive icebreakere. Og at jobtitlen heller ikke ligefrem fungerer som scorereplik.

Det eneste du kan være sikker på i livet er, at du skal dø og betale skat. Alligevel distancerer vi os fra døden. Vi er bange for den.

Men døden skræmmer ham ikke, også selvom han hverken er religiøs eller tror på efterlivet.

Han minder os i stedet om, hvordan mødet med døden kan rumme meget mere, end vi forestiller os, og at vi med god samvittighed kan begrave bedemanden, som vi kendte ham før i tiden – for han bor ikke længere gemt i støvede salmebøger og lavmælte, alvorlige, hvidhårede mænd. Han kan også have Århus tatoveret hen over fodknoerne, blive rørt af Henrik Pontoppidan og drømme om at skrive en bog.