Mogens Ditlev og Marianne Toppenberg var ved at pakke flyttekasserne, men fællesskabet fik dem til at blive

“Jeg har ikke lyst til at flytte hen til sådan et eller andet parcelhuskvarter, hvor man ikke kender dem, som er der, og man ikke ved, hvorfor de er der.”

Mogens Ditlev siger det uden tøven. Ordene falder roligt, som en konstatering mere end en klage. For Mogens Ditlev og Marianne Toppenberg er det ikke murene, der udgør et hjem, det er menneskene omkring. 

Her i bofællesskabet Nonbo Hegn er der spor af fællesskab i alt fra paprikaudlån til fællessang før lasagne. Det er ikke altid let, når man er forskellige, men det er heller ikke meningen. Der opstår uenigheder, og fællesskabet kræver tålmodighed. For her lever man med hinanden, ikke bare ved siden af.

”Strammere og slappere”

I Nonbo Hegn har de en hvidbog. Hvidbogen beskriver rammerne for fællesskabet. Det er et regelsæt, der sikrer god ro og orden. Men reglerne kan gradbøjes, og det kan skabe anledning til konflikt:

“Nogle er slappere og nogle er strammere. Nogle synes at regler skal følges til punkt og prikke,” fortæller Mogens Ditlev

Slap-og-stram dynamikken kan gøre sig gældende for eksempel ved vedligeholdelse af den fælles carport. Den kan komme til udtryk ved aftaler om orden i værkstedet og ved en klemme på tørresnoren:

”Det er sådan noget, der sommetider kræver, at man tager en snak om, hvordan man holder orden. Der kan jo være forskellige tilgange til det,” fortæller Marianne Toppenberg.

”Vi er måske slapperne, og så var der for mange strammere. Reglerne kan vi sgu godt tage lidt let på nogle gange,” supplerer Mogens Ditlev.

Diskussioner om stort og småt brændbart var en realitet, der fik Mogens Ditlev og Marianne Toppenberg til at stille spørgsmålstegn til deres levevis:

“Der var pludseligt mange diskussioner om ting, som vi synes var småting,” forklarer Marianne Toppenberg.

For et bofællesskab er ikke det samme som en villavej i et parcelhuskvarter. I bofællesskabet skal man hele tiden forholde sig til andre mennesker.

Fra solo til solgt

Marianne Toppenbergs møde med Nonbo Hegn korrelerer med, at hun møder Mogens Ditlev:

”Jeg kom herud, fordi jeg lærte Mogens at kende. Han var blevet skilt. Jeg var blevet skilt.”

Parallelt med, at de lærte hinanden at kende, udviklede interessen for Nonbo Hegn sig:

”Mogens var i gang med at istandsætte huset herude. Jeg havde overvejet, da jeg hørte, at der kom et nyt bofællesskab herude, om det kunne være noget for mig,” fortæller Marianne Toppenberg

Mogens Ditlevs interesse stammede fra en ven, der boede i det nærliggende bofællesskab Nonbo Hede:

“Jeg kom der meget, og synes det var en fed måde at bo på. Det var også ham, der fortalte mig, at der skulle starte et bofællesskab her. Så meldte jeg mig til og var med helt fra starten af”, beretter Mogens.

I 1986, med præg fra en forsinket 68’er-ånd, med ideer om fællesskab og alternative boformer, flytter Mogens Ditlev og Marianne Toppenberg sammen ind på Nonbo Hegn. I rundkreds om fælleshus og legeplads danner de bofællesskab med 14 andre huse.

Bofællerne i Nonbo Hegn er forskellige som folk er flest. Det samme er Mogens Ditlev og Marianne Toppenberg. I relationen kan det være godt at have forskellige slags temperament.

“Hun kan godt lide at finde kompromisser, helst ikke konflikter. Hvor jeg ikke har noget imod at tage en konflikt,” fortæller Mogens om Marianne.

Men forskellighederne er ikke en hindring. De er en forudsætning for, hvordan de møder hinanden. Hvordan de søger omkring deres forskelligheder, når de møder udfordringer:

“Mogens er knap så kompromissøgende, men han finder alligevel nogle løsninger på nogle af de ting, der kan opstå i et bofællesskab. Det er jo det, vi alle gør i et bofællesskab”, fortæller Marianne om Mogens. 

Det, der binder os sammen

I Nonbo Hegn er hverdagen skabt af små handlinger, der tilsammen udgør fællesskabet. Her låser man ikke døren, når man går en tur, og det er helt normalt at låne en bil, en hånd eller et krydderi:

”Forleden kom Laila herover. Hun var ved at lave mad men manglede noget røget paprika,” fortæller Marianne Toppenberg.

Fællesskabet er afhængigt af, at man kan læne sig op ad hinanden. Det er et af forskelspunkterne for, hvordan bofællesskabet adskiller sig fra den gængse villavej:

“Der er mange småting, man hjælper hinanden med i dagligdagen, end hvad man kan hvis man bor i almindeligt hus. Selvfølgelig kan man bruge naboerne, men man render måske ikke lige rundt og låner, som vi gør her i bofællesskabet”, bemærker Marianne Toppenberg.

Men fællesskabet handler ikke kun om den praktiske hjælp. Også omsorg er en hverdagsressource i Nonbo Hegn:

”Der bliver kæret lidt mere om beboerne end på en parcelhusvej,” forklarer Mogens Ditlev.

Han understreger, at det ikke handler om kontrol, men om nærvær:

”Vi overvåger ikke hinanden, men vi tilser.”

Omsorgen viser sig i hverdagen, når bofællerne lægger vejen forbi hos Lars i nummer 10, som efterhånden er blevet en ældre herre. Det er ikke usædvanligt, at bofællesskabets beboere kigger forbi med lidt frugt eller en portion aftensmad – ikke af pligt, men som en af de små handlinger, der er fællesskabet:

” Vi lægger mærke til, hvis nogen har brug for lidt ekstra,” forklarer Mogens Ditlev.

Men et fællesskab kræver vedligeholdelse. I Nonbo Hegn er det ikke nok at dele vejen, man deler også ansvaret, og det kræver samtaler, kompromisser og en vilje til at forstå hinanden. Kerneværdien er det gode naboskab, men det kan være svært at sammensætte et fælles værdisæt, når der er tale om et fællesskab opgjort af vidt forskellige mennesker:

”Vi har gennem årene diskuteret værdigrundlaget. Man tænker ’hvad er værdierne egentlig? Hvad er det, der binder os sammen?’ og det kan man godt tro, at man er enige om, men der kan alligevel være nogle forskelligheder,” fortæller Marianne Toppenberg.

Et konkret værdisæt for Nonbo Hegn er dog forsøgt formuleret. Et værdisæt der tager højde for, at det nogle dage kan gå op og ned:

“Det er et fællesskab præget af tryghed, godt naboskab og tolerance. Det er en tolerance overfor forskelligheder. At vi accepterer forskelligheder,” forklarer Mogens Ditlev.

At acceptere forskelligheder kan betyde, at man trods uenighed må søge en fælles løsning. Til enhver tid betyder det, at man kan blive nødt til at snakke om tingene. Derfor afholder de værdidage – en dag trukket ud af kalenderen, hvor de sætter sig sammen og snakker om fællesskabet.

Ved sidste værdidag blev der indført nyt system til fællesspisning. Bordene har fået numre, og bofællerne trækker nu et nummer, der afgør, hvor de skal sidde. Numrene blev indført for at bryde de vante mønstre og styrke fællesskabet på tværs af bofællerne, forklarer Marianne Toppenberg:

”Der var nogen, der syntes, at vi sad meget og spiste med de samme mennesker. Det var blevet lidt for klikeagtigt.”

Bump på vejen

Signe, Solveig og Laila er på dagens madhold, og resultatet af deres arbejde spreder sig. En velkommende duft af lasagne. To fade med kyllingelasagne og en vegetarversion med svampe står klar på bordet. Folk er ved at finde deres pladser – ikke ved de sædvanlige borde men ved dem som nummertrækningen har tildelt dem.

”Skal vi lave et ungdomsbord?” lyder det fra en af bofællerne, og efter en diskussion af for hvis skyld, der skal være et ungdomsbord, bliver bord et nedlagt. Der er nu et ungdomsbord.

Klink. Klink. Der bliver slået på glasset. Dagens madhold bliver præsenteret sammen med dagens menu. Efter lasagne er der gulerodskage og portvin til dessert.

”Hvis I ikke tror at ostecremen er rørt ordentligt ud, så er det meningen. Det er hytteost i,” tilføjer Solveig til menuen. Det er hende, der har stået for desserten, og det afspejler sig tydeligt i hendes håndflader, der matcher gulerodskagen. Begge er de gule af gurkemeje.

Nogle gange er der kun frugt til dessert. I dag er der både kage og en skarp. Men inden hovedretten kan finde sin vej til tallerknerne, er der en fællessang til forret. Nummer 172 fra DGI’s sangbog, sunget for af Signe, fylder rummet med toner og tradition.

Fællesspisningen glider ind i sin vante rytme. Som lasagnen indtages, starter sporadiske samtaler ved bordene. Til lyden af klirrende bestik fortæller Irene og Mikkel, at de har været til Jan Hellesøe-shoxw. Maden roses, og Signe beretter, at hendes arm er øm efter at have rørt i gryden med bechamelsovs til tre lasagner.

”Nu skal vi til det kedelige”. Mogens Ditlevs stemme bryder igennem småsnakken. Det kedelige er en diskussion af vejbump. Dem, der har ændret form efter et fjernvarmeprojekt og ny asfalt.

Men det kedelige har også plads ved aftensmaden. For det er ikke kun maden, der deles. Der er også samtalerne, holdninger og bump på vejen: Syv bofæller synes, at de er fine. Fem synes, de er for flade. Det er også en del af fællesskabet.

Et fællesskab, der ifølge Social og Bolig Styrelsen har en dokumenteret positiv effekt på livskvaliteten. Det stærke naboskab og den daglige kontakt kan bidrage til at forebygge ensomhed. Og her, midt i lasagne, sang og snak om asfalt, bliver det tydeligt, hvordan fællesskabet har bevæget sig fra idé til praksis.

En vedholdende insisteren på fællesskabet

Der er stadig dage, hvor Marianne Toppenberg og Mogens Ditlev overvejer, om de skulle have valgt noget andet. Et sted med færre møder, færre kompromisser, færre diskussioner om tørresnore og vejbump.

Men selvom forskellighederne føltes som afstand, har de hver gang valgt at blive. Ikke kun for husets skyld, men for det, der ligger imellem husene. For de små handlinger, der gør hverdagen lettere. Som når man låser døren op for hinanden eller slet ikke låser den, når man går en tur. Det er der, det hele giver mening igen.

“Jeg sidder og tænker på alternativet. At bo i et parcelhus, hvor man har en eller to naboer. Man kender dem ikke rigtigt og man ved ikke, hvorfor de bor der,” reflekterer Mogens Ditlev

Her ved man det godt. Man ved, hvem der bor her. Man ved, hvorfor de er her. Og det er derfor, Mogens Ditlev og Marianne Toppenberg stadig bliver.