Moniqas veninder forsvandt. Derfor falder teenagepiger fra i idrætten 

Moniqa har fået fri fra Ørestad Gymnasium, hvor hun netop lige er startet. Det er eftermiddag, og sommeren synger på sidste vers. Klassekammeraterne skal hjem og lave lektier, men Moniqa Sankel svinger sportstasken om på ryggen, og cykler hen til taekwondoklubben, hvor hun har trænet, siden hun var 10 år gammel. 

Men så snart hun træder ind ad døren, er hallen halvtom. Kun et par ældre fyre står og sparker til en pude. Igen i dag er hun den eneste pige, der er mødt op.

“Mine veninder på holdet begyndte at forsvinde. Pludselig var der kun teenagedrenge og mænd, der var dobbelt så gamle som mig tilbage. Der var ingen, jeg gad at snakke med, og jeg savnede pigerne”, fortæller Moniqa. 

Kort tid efter, som 15-årig, stopper hun selv. 

For høje krav

En ny rapport fra Idrættens analyseinstitut om danskernes motions- og sportsvaner viser, at piger falder markant fra i 13-15-årsalderen i sporten, og udviklingen går den forkerte vej. 

Malte Nejst Larsen, forsker i sport, sundhed og biomekanik ved SDU, peger på forskellige årsager det stigende frafald.

“Et ensidet fokus på præstation og resultater, gør at idrætsklubberne har svært ved at fastholde de unge piger”, fortæller han. 

Kravene bliver højere, træningen bliver hårdere, og pludselig er alle de piger, som var der for fællesskabet forsvundet - og der er mangel på motionshold, som ellers kunne være et alternativ til elitesporten. 

Frafaldet rammer trivslen 

Malte Nejst Larsen finder udviklingen alarmerende, ikke blot for idrætten - men også for pigernes trivsel. 

“Vi ser stærke sammenhænge, mellem at gå til idræt og have en god trivsel. Det tyder på risiko for værre trivsel hos de unge piger, når de falder fra idrætten, som ellers gav dem sunde sociale relationer”, fortæller Nejst Larsen. 

Han peger også på de biologiske konsekvenser. Når vi dyrker sport, frigiver kroppen endorfiner, naturlige lykkehormoner, der styrker psyken. 

“Det, der er specielt godt ved disse slags endorfiner er, at de er forbundet med stolthed og glæde, modsat de endorfiner, der bliver udløst ved f.eks. at spise kage eller scrolle på sin telefon”, forklarer han. 

Også i rapporten ses det, at netop piger i 13-15 årsalderen har en lavere trivsel, end andre unge. Her svarer kun 5 procent, at deres livstilfredshed er en 10’er, som er det højeste. 

Moniqa mærkede også en forandring, da hun stoppede, og fortæller, at hun havde en følelse af, at noget manglede. 

Kan vi vende udviklingen? 

Tilbage står spørgsmålet om, hvad der skal til, hvis flere piger som Moniqa skal kunne beholde glæden ved sporten, og dermed undgå den mistrivsel, der tyder på, at følge med frafaldet.

Forskeren peger på flere mulige løsninger. 

Træneruddannelsen bør styrkes med fokus på pædagogik og social inklusion. Derudover viser hans forskning også, at autonomi kunne være en del af løsningen. Det vil sige mere selvbestemmelse.

Moniqa er i dag 18 år. Taekwondo er lagt på hylden, og hun går i stedet til fitness.

“Hvis de andre piger ikke var stoppet, ville jeg helt sikkert være blevet. Jeg var der allermest for fællesskabet”, fortæller hun.