Musikkollektiv til åbningsceremoni: Musikken spiller og pulsen stiger i Den Nye By på Mejlgade

“I’m a big juicy watermelon! ONE, TWO, THREE, FOUR, FIVE, SIX, SEVEN, EIGHT, NINE, TEN - YES!” råber de i kor. 

Seksten personer står i rundkreds på en parkeringsplads. Ada Çakmakli står iblandt dem i sin grøn-og-grå-stribede striktrøje. Hendes energi er på vej op. Gruppen gør sig klar sammen, kampråb. Om lidt skal de ind i en baggård i Mejlgade. Publikum og instrumenter venter.

De skal optræde med et en time langt improviseret musikalsk åbningsritual for den kunst-, musik- og demokratifestival som fredag og lørdag løber af stablen i de gamle bygninger midt i Latinerkvarteret. Festivalen hedder Den Nye By, og den tager udgangspunkt i spørgsmålet: “Hvilken by vil borgerne have, at Aarhus skal være?” Musikerne på parkeringspladsen er en del af pladeselskab og musikkollektiv ‘A Movement Shaped Like A Heart’, og de forbereder sig på at komme med deres bidrag.

Rammer og samarbejde

Lange stykker rødt stof hænger fra jernrør over den lukkede gård. Det når hele vejen ned til brosten og fliser. Det blafrer i vinden, der suser gennem tunnelen mellem baggård og den større gård tættere på gaden. Publikum skiftevis dækkes og kommer til syne bag det tynde, røde stof. Musikerne bevæger sig i pulserende bevægelser mellem hinanden. De vokaliserer med “Aaahhh” “Uuuuh” “Iiiih” lyde. Finder hinanden i små toner. Går ind og ud, tæt på og så længere væk. De bevæger sig fra den ydre gård og ind igennem tunnelen. Publikum følger forsigtigt efter. De skal ende i baggården. Her står to kontrabasser, en saxofon, en trompet, en trombone, tre elektriske guitarer, en cello, tre mikrofoner og tre trommesæt og venter. På fliserne ligger hvide stykker A4-papir sirligt holdt nede af småsten, så vinden ikke får fat i dem. Det er rammen for stykket. Three chords, three words, three groups, three rythms står der på papirerne med fed, grå permanentmarker. Det er hvad, de har at gå efter. 

Ada er 20 år gammel. Hun er på tredje semester i sin bachelor på Det Jyske Musikkonservatorium, og i dag er hun en del af det ensemble, som åbner lørdagens festivalprogram.

“Vi arbejder sammen om musikken. Gode mennesker og venner. Det hele er improviseret, så vi skal finde ud af det undervejs. Vi har bare fået nogle rammer, som vi arbejder ud fra,” fortæller hun og tilføjer “Det føles fucking nice.” 

City soft as a body 

Ada har fundet vej til sin mikrofon. Gruppen står klar i en rundkreds med instrumenter i hænderne. Der er stille og forventningen om noget hænger i luften over publikum, der sidder spredt i gården. Nogle på de kolde fliser, nogle stående, andre siddende på ståltrappen op ad bagvæggen. Her vokser grønne planter mod beton, kæmper sig op mod lyset, dækker graffitiklædte murer og rustne gelændere. Der dufter af cigaretrøg og solen har fundet vej mellem bygningerne. Den rammer det røde stof som en forlængelse af sig selv. “Ahhhhh” synger Ada i mikrofonen. Og hun bliver svaret af forsigtige lyde fra trommer og blæsere.

Stykket er delt i tre. Rytmen skifter, intensiteten stiger og falder. Klagesang. Lyde. Melodi. Publikum vugger med i bløde bevægelser. “Uhhhh” synger Ada og “Ahhh” svarer de to andre sangerinder. Hele tiden i en puls med resten af gruppen. De kalder og svarer. Bliver kaldt og får svar. Nu stiger intensiteten for alvor. Adas sang lyder nærmest som gråd. Alle instrumenter i gang. De klager. “AAAH,” græder Ada. Hun kaster sig fremad i rytmiske bevægelser. Hendes store, krøllede, kastanjebrune hår flyver gennem luften. Et stærkt vindpust får det røde stof til at blafre intenst. Hun falder på knæ. Alt vibrerer. Trommer, guitarer, blæsere og vokaler. “City soft as a body” siger Ada i mikrofonen. Sangerinderne siger det i kor “City soft as a body”. Hun tvinger ordene frem. Gentager dem i mikrofonen. Ordene forvrænges og lyder elektronisk. “City soft as a body.” 

Forbindelse 

Det bliver stille igen. Saxofonisten i den røde Malk de Koijn t-shirt smiler til trommeslageren. Ada sidder stadig på knæ på jorden. Hun føler, at hun befinder sig i et frit rum. Her dømmes man ikke, og man dømmer ingen. Musikerne lægger instrumenterne fra sig. Ada rejser sig. “Ah” “Ih” “Uh.” Mere lyde end toner, små, korte. De skal finde hinanden igen. De bevæger sig igen væk fra instrumenterne og ind mod hinanden. Nogle finder hinanden med hænderne. Forbindes. De bevæger sig ind og ud. Pulserer igen. Mødes til sidst i en klump i midten. Arm i arm. Hoved mod skulder. Kram.

Publikum klapper. Kollektivet har givet deres bidrag til Den Nye By.