Myten om den politisk neutrale fodbold

Da præsidenten for det internationale fodboldforbund (FIFA) Gianni Infantino i starten af december overrakte en nyoprettet fredspris til den amerikanske præsident Donald Trump under lodtrækningen til VM 2026, vakte det opsigt langt ud over fodboldverdenen. Kritikerne stod i kø og uddelingen pustede nyt liv i spørgsmålet om, hvorvidt verdens største idrætsorganisation endnu engang havde overskredet sit eget etiske kodeks for politisk neutralitet.

Episoden står imidlertid ikke alene. Tværtimod indskriver den sig i et længere historisk mønster, hvor FIFA gentagne gange er blevet kritiseret for politisk involvering, tætte relationer til magthavere og sager om korruption.

“Desværre passer tildelingen af den her pris godt ind i en historisk sammenhæng. Og måske bedre, end folk i dag tror og synes,” siger Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal, ekspert på dansk og europæisk politik og forfatter til bogen ’Fodbold er politik: 100 års samspil mellem politik og fodbold’.

Selv om en officiel fredspris er et nyt greb fra FIFA’s side, mener han ikke, at det repræsenterer et egentligt brud med organisationens historie.

“At uddele en fredspris er selvfølgelig et nybrud i form, men det indskriver sig i en lang historie om at blande politiske hensyn ind i fodbolden,” lyder vurderingen.

Politik fra første fløjt

For Johan Moesgaard Andersen er udgangspunktet klart. Forestillingen om en politisk neutral fodbold er i bedste fald en illusion.

“Jeg kan ikke se, at fodbolden eller FIFA for den sags skyld nogensinde har været fri fra politik,” siger han.

Allerede i de tidlige VM-slutrunder blev fodbolden brugt aktivt i politiske projekter. VM i Italien i 1934 blev afholdt under Benito Mussolinis fascistiske styre, hvor turneringen fungerede som propaganda for regimet. I 1978 blev VM spillet i Argentina midt under et brutalt militærdiktatur, mens FIFA lod turneringen gennemføre uden indgreb.

“Vi har en tendens til at romantisere fortiden og forestille os, at der fandtes en upolitisk fodbold, som senere blev inficeret af politik. Min påstand er, at samspillet altid har været der,” siger Johan Moesgaard Andersen.

Magt og penge i kulissen

Ifølge eksperten har FIFA historisk aldrig blot været en passiv aktør. Tværtimod peger han på, at organisationens øverste ledelse i årtier har været tæt forbundet med magt og økonomiske interesser.

Og den aktive rolle er blevet endnu tydeligere i de senere årtier. FIFA’s to seneste præsidenter, João Havelange og Sepp Blatter, blev begge dømt for korruption og anklaget for at have modtaget bestikkelse.

Johan Moesggard Andersen mener, at deres ledelse gjorde FIFA til en central medspiller i det, der i dag betegnes som sportswashing, hvor autoritære stater bruger store sportsbegivenheder til at opnå international legitimitet.

VM som geopolitisk redskab

Det mønster blev tydeligt i nyere tid ved VM i Rusland i 2018. Slutrunden blev, ifølge Johan Moesgaard Andersen, brugt af Vladimir Putin til at styrke Ruslands internationale image, mens FIFA fastholdt et officielt apolitisk standpunkt.

Samtidig modtog den nuværende FIFA-præsident Gianni Infantino selv en fortjenstmedalje af den russiske præsident efter slutrunden - en gestus der igen rejste spørgsmål om organisationens forhold til politisk magt.

“FIFA er en politisk aktør, og det har det altid været. Det bliver bare mere tydeligt år for år,” siger Johan Moesgaard Andersen.

Ytringsfrihed på FIFA’s præmisser

Hvis VM i Rusland udløste debat, blev VM i Qatar i 2022 et globalt opgør med FIFA’s måde at håndtere politik og menneskerettigheder på. Optakten til slutrunden var præget af anklager om bestikkelse i tildelingsprocessen, massive krænkelser af migrantarbejderes rettigheder og FIFA’s sanktioner mod OneLove-initiativet, der promoverer LGBTQ+-rettigheder.

Særligt beslutningen om at sanktionere spillere og forbund, der ønskede at bære OneLove-armbindet, herunder blandt andet det danske landshold og DBU, blev mødt med massiv kritik. Samtidig undlod organisationen at rette tilsvarende kritik mod værtslandet Qatar.

Her blev FIFA kritiseret for at regulere spillernes ytringer, mens værtslandets politiske forhold blev skærmet mod kritik.

Et spejl af verden

For Johan Moesgaard Andersen skal FIFA’s udvikling ses i sammenhæng med de globale magtforskydninger.

“Vi står i en verden med store brudflader – Rusland, Mellemøsten, geopolitik. Alle de mekanismer og penge, der er i fodbolden bliver et spejl af det omkringliggende samfund,” forklarer han.

Det betyder dog ikke, at udviklingen er uundgåelig. Tværtimod peger han på, at politiske værktøjer allerede har vist sig effektive i forsøget på at begrænse magtkoncentrationen i fodbolden.

Som eksempler nævner han 50+1-reglerne i blandt andet Tyskland og Sverige, der forhindrer stater og enkeltinvestorer i at blive majoritetsejere i klubber, samt Financial Fair Play-reglerne, der via EU-retten har til formål at begrænse klubbers mulighed for at bruge flere penge, end de selv tjener, og dermed modvirke, at statslig eller privat kapital får uforholdsmæssig stor indflydelse på fodbolden.

“Jeg tror ikke, at demokratiske magthavere skal være bange for at bruge politiske værktøjer til at tøjle fodboldens udvikling, også selvom det kan lyde selvmodsigende at bringe mere politik ind i fodbolden,” siger han.

Politik forklædt som fodbold

Set i det lys fremstår tildelingen af fredsprisen til Donald Trump mindre som en enlig kontrovers og mere som endnu et eksempel på et gennemgående mønster. FIFA har gennem sin historie befundet sig i tætte relationer til politisk magt, økonomiske interesser og autoritære regimer, og organisationens ledelse har igen og igen truffet beslutninger med klare politiske implikationer.

Spørgsmålet er derfor ikke, om FIFA bør holde sig ude af politik, men hvordan organisationens magt udøves, reguleres og udfordres. Med voksende økonomiske interesser og global indflydelse bliver FIFA ikke blot et spejl af verden omkring sig, men også en aktør med ansvar for, hvordan fodbolden bruges – og misbruges – på den internationale scene.