Når alarmen lyder, glemmer vi skiltene

Forestil dig, at alarmen går på arbejde. Midt i dine daglige rutiner bliver du afbrudt. Kaos opstår. Du burde finde den nærmeste nødudgang, men i stedet sker der noget andet. Du kigger rundt, og ser på de andre. Hvad gør de? Nogle trækker på skuldrene. Er det overhovedet alvor?

Hverdagen fylder mest 

Vi er til dagligt omgivet af sikkerhedsskilte, der netop er designet til at guide os i nødsituationer. De viser vej til nødudgange og flugtveje og skal være lette at aflæse, også under pres. Alligevel er det langt fra sikkert, at vi bruger dem, når det gælder. 

Ifølge Nina Blom Andersen, forskningsleder ved Institut for Forvaltning og Administration på Københavns Professionshøjskole og ph.d. i beredskabskommunikation, skyldes det, at vi ofte er mere optagede af vores daglige gøremål, så skiltene går i baggrunden. 

“Man skal tænke, at folk er i gang med deres rutiner. De er optaget af noget, og derfor er man nødt til at prioritere i de indtryk, man får,” siger hun. 

Når skiltene ikke bruges aktivt til daglig, bliver de hurtigt en del af kulissen. Vi ved, de er der, men vi registrerer dem ikke nødvendigvis, før situationen kræver det. Og selv dér er det ikke sikkert, at de fanger vores opmærksomhed. 

En social forhandling opstår 

Knap halvdelen af danskerne finder det nødvendigt selv at gøre noget i en krise. 

Det viser rapporten Danskernes Risikoopfattelse 2022, hvor 46 procent af de adspurgte danskere svarer, at de ‘i nogen grad’ eller ‘i meget høj grad’ selv bør handle ved en større ulykke, som for eksempel en brand, storme eller oversvømmelser fra skybrud eller stormflod. 44 procent siger det samme om større kriser, som for eksempel udbrud af smitsomme og svært helbredeligt sygdomme blandt mange danskere eller sikkerhedspolitiske kriser. 

Viljen er der altså. Men hvad sker der, når alarmen rent faktisk går? 

I stedet for at følge piktogrammerne begynder vi at forhandle med hinanden. 

"Folk kigger på hinanden og er sådan lidt: 'Nå, skal vi gå, eller skal vi ikke gå? Skal vi løbe? Skal vi tage den ene trappe eller den anden?' Det er i meget høj grad en social forhandling at finde frem til, hvordan man skal reagere," forklarer Nina Blom Andersen. 

Autopiloten tager over

Det er ikke tilfældigt, at vi ofte tilsidesætter logikken og ikke orienterer os mod sikkerhedsskiltene, når vi har allermest brug for dem. I stressede situationer, som for eksempel ved en evakuering, reagerer vi ofte hurtigt og automatisk frem for velovervejet. 

Denne adfærd kan forklares gennem den såkaldte Dual Process Theory, udviklet af psykologerne Daniel Kahneman og Amos Tversky. Teorien beskriver, at vores handlinger styres af to forskellige mentale systemer, alt efter hvilken situation vi befinder os i.

System 1 er hurtigt, intuitivt og ubevidst.
Her handler vi uden dybere refleksion
og uden kapaciteten til at lære
eller bearbejde nye informationer.

Illustration lavet i Canva: Clara Kjellerup Seigneuret

System 2 er derimod langsomt, analytisk og mere bevidst.
Det kræver mental energi, for eksempel når vi skal
tage komplekse beslutninger eller sætte os ind i nyt stof.

Illustration lavet i Canva: Clara Kjellerup Seigneuret

System 1 kan beskrives som vores mentale autopilot, hvor vi ikke anstrenger os for at træffe beslutninger.

Ifølge Michaela Pihl Olsen, Place Director i Urgent Agency og master i wayfinding, er det netop dette system, der aktiveres, når vi befinder os i en presset eller stressfyldt situation. 

“Når vi er i system 1, kan vi kun modtage én besked ad gangen, og så skal det bare være intuitivt, nemt og bekvemt,” siger hun. 

Symboler kræver indlæring 

De fleste af os kender det grønne skilt med den lille figur, der løber ud gennem en hvid dør, som indikerer, at her ligger en nødudgang. Exitskiltet er mere eller mindre ens over hele verden og fungerer som et universelt symbol, hvis betydning vi bliver undervist i gentagne gange gennem livet. 

Skiltet er et såkaldt piktogram, et visuelt kommunikationsredskab, der er effektivt, fordi vi lærer at afkode det ved at møde det igen og igen. Men piktogrammer er ikke én entydig kategori. Faktisk findes der to forskellige typer, som begge bruges til at formidle budskaber på blandt andet sikkerhedsskilte.

Den ene type er de repræsentative piktogrammer.
De afbilder direkte det, de skal illustrere, og kan som regel forstås
med det samme. Et eksempel er ’rygning forbudt’-skiltet, hvor en
overstreget cigaret tydeligt signalerer den handling, der ikke er tilladt.


Illustration lavet i Canva: Clara Kjellerup Seigneuret

Den anden type er de symbolske piktogrammer.
Her er sammenhængen mellem symbol og handling ikke nødvendigvis
indlysende ved første øjekast. I stedet lærer vi at koble symbolet til handling.


Illustration lavet i Canva: Clara Kjellerup Seigneuret

De grønne sikkerhedsskilte hører til den sidste kategori og består altså af symbolske piktogrammer. Det kan blive en udfordring, når vi befinder os i system 1, som aktiveres i stressede situationer. 

“Vi har ikke kapacitet til at lære noget nyt i den situation, så hvis det ikke er indlært, så kan man ikke lære det her,” siger Michaela Pihl Olsen. 

Nødvendigt med mere end skilte

Selv om bygninger er fyldt med sikkerhedsskilte, er det altså ikke nødvendigvis nok til at sikre korrekt adfærd i en krise. Flokmentalitet, stress og automatiske reaktioner kan hurtigt overskygge de ellers tydelige instruktioner. 

I en tid med øget fokus på kriser og beredskab, stiller det krav til vores ageren og behovet for at være forberedt på en eventuel krisesituation steget. Information alene er ikke nok.

Ifølge Nina Blom Andersen kræver det en bredere indsats at ændre vores adfærd, og lære os, hvordan vi skal reagere i en krisesituation. 

“Der er nødt til at være et kontinuerligt fokus og en opmærksomhed, bredt fra en lang række kilder. Ellers er det rigtig svært at opretholde engagementet og forståelsen, fordi hverdagen er den, der fylder mest for langt de fleste af os,” siger hun.