For de fleste danskere er det nationale kriseberedskab et spørgsmål om praktik. “Forberedt på krisen” betyder, at man har vand nok til tre dage. Mad til tre døgn. Hygiejneartikler. Medicin. Men for nogen, er det ikke nok at have dåsemad og ni liter vand stående på en hylde i kælderen, for prøv at forestille dig følgende: 

Du er ude af stand til at bevæge dine ben. Begge er lammede. Din ene arm har bevægelse, den anden minimalt. Du er afhængig af en el-kørestol for at komme rundt, men strømmen er gået, og et usynligt ur er begyndt sin nedtælling. Når den når nul, er din el-kørestol afladt, og før strømmen kommer tilbage, kan du ikke komme nogen vegne. 

Sådan ser fremtiden ud for Tut Ma. Tut er lammet som følge af polio, og er i dag afhængig af sin el-kørestol. Når el-kørestolen løber tør for strøm, har Tut i dag en manuel kørestol, hun kan anvende, men kommer krisen, er det ikke sikkert, at den mulighed er der: 

“Visitationen har informeret mig om, at jeg ikke skal regne med, at jeg får lov til at beholde min manuelle kørestol,” fortæller Tut Ma. 

Og ifølge Tut er der derfor en uoverensstemmelse i kommunens behandling af Tuts sag og Beredskabsstyrelsens krav om, at Tut skal være forberedt på krisen: 

“Når man får at vide, at man skal være beredt; at der kan komme en krisesituation, hvor man skal kunne undvære strøm i tre døgn. Hvad så? Når der ikke er strøm og min el-kørestol løber tør. Så vil de tage min manuelle. Det giver jo ikke mening.”

Hjælp på lånt tid

Mens myndighederne opfordrer os til at kunne klare os selv i 72 timer i tilfælde af en national krise, undermineres muligheden for dette for en gruppe af samfundets borgere. 

For en række principafgørelse på socialområdet dikterer i dag, at hvis et hjælpemiddel ikke i væsentlig grad afhjælper eller letter den daglige tilværelse i hjemmet, er man ikke betinget støtte. 

Hvis den manuelle kørestol kun vurderes at blive brugt lejlighedsvis, kan kommunen inddrage den. I praksis betyder det, at den manuelle kørestol; ens sikkerhedsnet, risikerer at blive inddraget, fordi den kun bruges ‘lejlighedsvist’. Men krisen melder ikke sin ankomst i forvejen, så hvordan er man forbereder man sig på en situation, hvor ens handlemuligheder afhænger af et hjælpemiddel, man ikke længere må have? 

Beredskab for de få

En undersøgelse fra Dansk Handicaporganisationer fra oktober 2025 tegner et tydeligt billede; 68% af de adspurgte har mistillid til, at myndighederne tager højde for deres handicap i beredskabsplanerne. Samtidig vurderer tre ud af fire, at det kan blive alvorligt, meget alvorligt eller direkte livstruende, hvis deres behov ikke indtænkes i en krisesituation. 

Samtidigt offentliggjorde Styrelsen for Samfundssikkerhed den 24. oktober anbefalinger til, hvordan kommuner og regioner laver beredskabsplanlægning for sårbare borgere. Her defineres sårbare borgere som personer, der modtager kritisk hjælp for at kunne klare hverdagen, herunder: 

“Borgere i eget hjem med eldrevet livsvigtigt eller kritisk medicinsk udstyr.” 

Men netop de borgere risikerer at få frataget de hjælpemidler, der i en krise er afgørende for deres overlevelse. For selvom det i anbefalingerne lyder, at: 

“Det anbefales, at kommuner og regioner planlægger med en målsætning om opretholdelse af kritiske funktioner i op til tre døgn.” 

Ændrer det ikke på de regler, som kommunerne anvender i det daglige. For i praksis kan en borger godt blive kategoriseret som sårbar i beredskabssammenhæng, men samtidig få frataget det hjælpemiddel, der i en krisesituation er nødvendig for at kunne handle selv. 

Det gælder netop de manuelle kørestole, som vurderes ud fra brugen i hverdagen. Hvis de kun anvendes lejlighedsvis, kan de falde uden for bevillingsgrundlaget. Men en krisesituation tager ikke højde for ‘lejlighedsvis’, selvom det netop er dét, der kan være forskellen på mobilitet og immobilitet. 

Hvem har råd til at være klar?

For Tut Ma handler det ikke om at forberede sig på en potentiel krise. Hvis hun får taget sin manuelle kørestol, står hun over for et valg: enten acceptere at være hjælpeløs i en krisesituation, eller selv finansiere det sikkerhedsnet, som hun oplever kommunen, river væk under hende. 

Tut overvejer derfor at gå i banken. At optage et lån for at kunne købe sin egen manuelle kørestol. At sætte sig i gæld for at kunne klare en krise, hun ikke selv har skabt, men som hun forventes at være forberedt på. Og for Tut Ma virker hele sagen usammenhængende: 

“Det er så absurd. Der er nogen, der kan komme, når det passer dem, og tage et vigtigt hjælpemiddel fra mig.” 

Og spørgsmålet er derfor, hvem er det, der i sidste ende bærer ansvaret. 

Vi har kontaktet Aarhus Kommune. De har ikke ønsket at stille op til interview, men er vendt tilbage med et skriftligt svar. 

I forhold til, om en manuel kørestol i følgende situation kan anses som et kritisk hjælpemiddel, svarer de: 

“Nej - der kan jf. afgørelse fra Ankestyrelsen ikke gøres krav om en manuel kørestol i de tilfælde, hvor el-kørestol ikke kan benyttes. Der laves konkret vurdering af, om allerede udleverede manuelle kørestole kan beholdes.” 

I relation til, om en borger, der risikerer at være sengeliggende uden strøm, vil falde ind under kategorien “sårbare borgere med behov for kritisk hjælp”? Svarer de: 

“Det vil afhænge af en konkret individuel vurdering. Ved særlige behov vil vi stille en midlertidig manuel kørestol til rådighed.”