Når betydningen smutter fra hende, og universet bliver uendeligt, griber Sille Milo en pensel og maler sig selv.

Vandet løber med en skinger lyd ned i karret. Rørene giver sig. Vandskorpen hæver sig langsomt og lunkent op omkring den hvide hud. Platinblond og rødlæbet stirrer en ung kvinde ud på dig fra sit turkise badeværelse. Med sorte øjne og et blik, du har svært ved at tyde.

”Jeg ved stadig ikke helt, hvem hun er,” siger 21-årige Sille Milo om sit selvportræt.

”Det er næsten lige blevet færdigt, så jeg har ikke tænkt så meget over det endnu.”

Når man ser Silles akrylmalerier, får man ellers øjeblikkeligt lyst til at stille spørgsmål. Motiverne indeholder både smerte og mørke, og de beskæftiger sig ofte med kroppen. Og så er størstedelen af dem selvportrætter. Alligevel er værkernes symbolske betydning ikke det vigtigste for Sille.

”Hele betydningen kommer meget bagefter. Så begynder jeg at tænke over, hvorfor jeg har malet det, jeg har,” siger hun.

Sille er derimod meget optaget af den tilstand, hun hensættes i, når hun blander farver og placerer penselstrøg. Hvis ingen stopper hende, kan hun sidde og male i op til 12 timer i streg.

”Jeg føler en intens ro. Er det ikke en saying ”at se maling tørre”. Betyder det at man røvkeder sig? Jeg synes, det er fucking fedt at se maling tørre. Jeg føler, at jeg kan være så ekstremt til stede i det, der sker lige nu.”

Og Sille har brug for roen. Den unge selvlærte kunstner kæmper i dag mod en spiseforstyrrelse og skal også takle de mørke og eksistentielle tanker, der stadig har et tag i hende, efter at hun som 19-årig gennemgik en depression. At det lige er selvportrættet, der optager hende, giver måske god mening.

”Da jeg var deprimeret, følte jeg ikke, at jeg havde mig selv, og det var meget ubehageligt og mærkeligt. Det er ikke noget, jeg nogensinde vil føle igen,” siger hun.

”Den eneste person, man kan være 100 % sikker på, er sig selv, så det handler om at lære sig selv at kende og reflektere over sine egne tanker. Jeg føler, at det er en god måde at gøre det på ved at male eller tegne det.”

Et ordløst sprog

Sille er ikke den eneste, der kan se værdien i at lade malingen komme før analyserne.

Kunstner Karsten Auerbach har flere års erfaring med kunst og psykisk sårbare. Han er ansat i Odense Lokalpsykiatri, hvor han afholder billedworkshops for psykiatriske patienter. Siden 2020 har hans arbejde været centralt i et større forskningsprojekt.

Når man spørger Auerbach, hvad det er, kunsten kan i en psykiatrisk sammenhæng, er svaret langt fra entydigt. Han har observeret mange forskellige positive virkninger hos de mennesker, der kommer i workshoppen, men en af de ting, han lægger kraftigt vægt på, er kreativ udfoldelse som et ordløst supplement til den ellers meget verbale behandling af patienter.

 ”De fleste psykoterapeuter har en religion, hvor man tror på, at det kan løses med samtale. Det kan løses ved, at du sætter ord på, hvad der er inden i dig. Det er ordene, der gør det; det er tanken i samtaleterapi. Det, vi prøver, er at sætte billeder på og arbejde med et ordløst sprog.”

Auerbach lægger i sit arbejde med patienterne vægt på aktiviteten frem for resultatet. Æstetikken, håndværket og oplevelsen er det primære fokus.

Ingenting

Tallerkenerne ophober sig inde på værelset. Muggen gror. Man kan ikke se det med det blotte øje, men pletterne vokser og spreder sig langsomt ud over porcelænet. De æder af madresterne og antager grågrønne nuancer og runde former. Der er mikroorganismer herinde. Sammen med Sille. Hun ligger i sengen, under dynen. Man kan høre en dæmpet gråd. Imens ligger det enorme univers derude i mørket og udvider sig.

Da Sille som 19-årig gennemgik en depression, holdt hun op med at male. Dengang boede hun alene, kom for sjældent i skole og havde svært ved at overskue at gå i bad og at gå udenfor.

”Jeg kunne overhovedet ikke finde ro… Jeg tænkte: Hvad fuck er det her? Hvorfor er vi her? Hvorfor er det, at folk gider arbejde en masse lortesteder? Og hvorfor skal man gå i skole? Hvorfor skal man fylde sit liv med ting, man ikke gider, fordi folk har bestemt, at man skal? Det var et shitsted at være, fordi der ikke var noget, der gav mening for mig.”

Sille begyndte også at udvikle skæve spisevaner. Hun mener selv, at det forskruede kropsideal altid har siddet et eller andet sted indeni, men at meningsløsheden skubbede til depressionen, der så skubbede til spiseforstyrrelsen. Det hele flød sammen og efterlod den 19-årig et mørkt og håbløst sted.

”Alle de gange jeg har ligget i min seng og grædt mine øjne ud og slet ikke har kunnet finde hoved og hale i noget som helst. Jeg har svært ved at beskrive følelsen. Det er bare forfærdeligt,” husker hun.

Silles forhold til meningsløshed er i dag stadig kompliceret. Universet eksisterer stadig. Jorden drejer stadig. Og man kan læse på nettet, at solen i dag, den 13. december 2023, vil gå ned over Aarhus kl. 15:43.

”Jeg synes, det er så skørt at tænkte på, at man er et lille bitte menneske af… hvad end vi er… i et univers, som nogen siger, er uendeligt. Fordi hvad fuck er det uendelige? Og hvad er vi egentlig, når vi ser hele verden oppefra?” siger Sille. Hendes stemme er lille. De gråblå øjne er unge og gamle på en og samme tid.

”Måske er det også en af grundene til, at jeg maler mig selv, for så bliver man pludselig vigtig i en verden, der er meget, meget stor. Så er man da noget i et stort smadder af ingenting, som ingen forstår.”

De små ting

En myre kribler af sted i græsset. Sille følger den med øjnene. Bladene vifter i vinden. En solstråle reflekteres i en vandpyt. Skygger falder på jorden.

Sille fik undulaten Mio midt i sin depressive periode. Den lille fugl hjalp hende med at stå op og være noget for nogen – også selvom det bare handlede om at skifte vand og fodre med hirsekolber.

”Efter at jeg er begyndt at male og være vild med at male i detaljer, føler jeg, at jeg ser mere af de små dele af verden,” siger Sille.

”Jeg kan blive åndsvagt glad over en flot måne eller sejt mos på en sten.”

Karsten Auerbach kan genkende, hvordan kunstnerisk udfoldelse for nogen kan have den effekt, at den åbner op for sanserne. Det kan gøre skønheden synlig.

”Mange oplever i den psykiske sygdom, at deres sanseapparatet lukker ned, og at de bliver bange for at åbne op igen, fordi der kun kommer dårlige ting ind. Det, vi prøver, er at have et lille værksted, hvor vi kan åbne op, og at det så faktisk er nogle rare ting, der kommer ind,” siger han.

For Sille er det vigtigt at holde eksistensen i en størrelse, hun kan overskue. Hun ser ikke længere nyheder og følger bevidst ikke med i verdens begivenheder. Hun passer sin tamme undulat Mio, maler selvportrætter og glæder sig til at skulle starte på Byhøjskolens kunstlinje, der ligger lige ovre på den anden side af vejen. Hun beskriver det selv som sin lille boble.

”Jeg kan godt blive bange for at falde ned i mit gamle hul igen. Jeg kan egentlig godt finde ro i at være menneske og være til, når jeg holder mig på den positive side. Men der sker så meget lort ude i verden, og det foretrækker jeg ikke at vide, for jeg ved, jeg ikke kan gøre noget ved det. Det er en følelse af at blive totalt overvældet.”

Sille kom aldrig selv for alvor i berøring med psykiatrien. Hun gik til lægen, derefter til en psykiater og en uge efter var hun startet på antidepressiv medicin. Hun brød sig dog ikke om pillerne. Faktisk holdt hun helt op med at tage dem fra den ene dag til den anden, et halvt år inden hun måtte – noget der ellers stærk frarådes, da man bør udtrappe langsomt af den form for medicin.

I dag husker Sille det som om, at vejen ud af depressionen mere handlede om, at hun langsom fik tænkt sig om og begyndte at overveje nye perspektiver ved meningsløsheden.

”Jeg ville ikke være, som jeg er, hvis ikke jeg havde været nede i det hul. Jeg ville ikke se verden, som jeg gør eller tænke, som jeg gør. Jeg ville måske heller ikke have den samme lyst og trang til at male,” siger hun.

Væren

I Lokalpsykiatrien i Odense har Karsten Auerbach hængt et skilt op på døren ind til sin workshop. Her står der:

Her SKAL du ikke noget. Her må du bare gerne VÆRE.

En helt central værdi i hans arbejde er ideen om det diagnosefri rum, hvor man kan træde ud af patientrollen og ind i sig selv som bare menneske. Her må alle de eksistentielle tanker gerne være, og der skal være plads til at tænke over kærester, drømme og vejret såvel som afgrunden. Og netop kunst i forskellige former lader til at være brugbart til at skabe rum for mennesket. Ideen om det diagnosefri rum går igen i mange af de projekter om kreativitet til psykisk sårbare, der findes og udvikles i dag.

Værkstedet Frirummet ligger i Museum Ovartaci i Aarhus og er målrettet psykisk sårbare. Her arbejder Maria Rosengaard Buch. Hun er projektleder og har dagligt kontakt med værkstedets brugere.

”Det er ikke terapi, men en platform for kreativitet, nærvær og socialisering,” siger hun om aktiviteterne i Frirummet.

”Jeg møder brugerne som de fantastiske mennesker de er, fulde af potentiale og med en livshistorie som i perioder er lidt svær at dele med andre. Jeg spørger som udgangspunkt ikke om diagnoser, for det er ikke vigtig på værkstedet.”

Udstilling:

Syrlig hvidvin på tungespidsen. Et tandmærke i papkrusets kant. Der er meget lavt til loftet i det lille galleri. Lyset er skarpt, så man bedre kan studere blyantsstreger og tekstur i maling.

Sille ser glad ud. Hun har en stjerne om halsen og et stjerneformet tandsmykke, der glitrer, når hun smiler. Galleriet holder fernisering i dag, og Sille har to værker med. Når hun stiller sine værker til skue, åbner hun op for blikket udefra.

”Jeg har altid været meget konfliktsky og har haft virkelig svært ved at fortælle om mine følelser til andre. Det, at jeg maler selvportrætter, gør, at jeg kan vise mine følelser på den måde,” siger hun.

Men Sille gør mere end at vise sine følelser. Hun bekæmper sine egne negative tankemønstre.

”Når man har en spiseforstyrrelse, har man meget irrationelle tanker. Jeg blotter mig selv, fordi det er en måde at vise mig selv, at der ikke er noget farligt ved kroppen. At den ikke er noget, man skal skamme sig over,” siger hun forsigtigt.

”Selvom jeg måske ikke helt tror på det, er det en måde at vise mig selv, at det hele faktisk er okay.”