Når dyrene bestemmer dagsordenen: Hverdagen bag kulisserne i Givskud Zoo

Klokken er 06:50, og disen ligger som et blødt tæppe over det dugfriske græs i Givskud Zoo. Himlen begynder så småt at gløde i orange nuancer, og fuglene synger sagte i takt med kaffemaskinens brummen inde i frokoststuen. Her starter dagen ikke med stilhed, men med latter, drillerier og en duft af kaffe, der trækker dyrepassere til som bier til nektar.

I det hvide briefinglokale hænger Go’ Morgen P3’s blanding af nyheder og popmusik som et lydtapet over samtalerne. Væggene er dekoreret med gevirer og billeder af parkens dyr – trofæer, der fortæller historier om liv, død og daglig drift. Midt i det hele står Karsten Jensen, 51 år, med 26 års erfaring som dyrepasser – de seneste 3,5 år i Givskud Zoo. Han har en rolig autoritet, og da briefingen begynder, falder snakken til ro. Kun kaffemaskinen får lov at larme videre.

Ifølge Berlingske er antallet af besøgende i zoologiske haver, såsom Givskud Zoo, steget med 20 % fra 2015 til 2024. Selvom der kom et fald under corona, er dette blevet udlignet, og den klare fremgang ses stadig. Karsten mener, at der stadig skal være tid til at se på dyrene og deres adfærd – selv med flere gæster og dermed også flere opgaver.

Første stop er Bondegården. Nubiske geder og Ouessant-får – også kaldet croissant-får blandt dyrepasserne – stimler sammen og bræger ivrigt, da Karsten nærmer sig med den sorte spand. Han fodrer dem med rutinerede bevægelser, mens han taler lavmælt til dem. De kender ham. De ved, hvad der kommer. Karsten smiler, da et af fårene forsøger at stjæle en bid direkte fra spanden.

Videre til en grøn soldaterara med rød pande, som sidder alene på en høj gren. Den er blevet udstødt af de andre araer og bor nu i sit eget bur. Karsten rækker den nogle nødder, og den nikker svagt med hovedet. En faglig diskussion opstår blandt kollegaerne – hvad gør de med araen? De prøver at finde en løsning, men den skal højst sandsynligt videre. På radioen bliver der kaldt, at en nilghaiantilope skal aflives.

Det summer af liv.

I junglen klækkes sommerfuglene fra deres pupper, og Karsten sætter dem fri i det varme, fugtige rum. Der er noget næsten ceremonielt over det – som at slippe små farverige håb ud i verden.

Der er travlhed i pingvinkøkkenet. Dagens første måltid skal klargøres – 30 kilo fisk med B-vitamin til de 66 pingviner. Skallerne blandes, og samme blanding gøres klar til kæmpeodderne. Karsten pifter ved deres anlæg, og de ni kæmpeoddere kommer spurtende ud på deres korte ben som små pelsede raketter. De skælder ud – højlydt og insisterende. “De er sure, fordi jeg kommer for sent. Bagburet skulle gøres rent,” forklarer Karsten og griner.

En stærk dunst af halm hænger i luften i bagburet. Nyt foder afprøves – kattepiller i gule og pinke bolde med huller. Kæmpeodderne skal lege sig til maden, og de kaster sig over boldene med nysgerrighed, dog med en sund tøven.

Dansk dyrevelfærd

Brillebjørnene Nazca og Raymi har netop parret sig og er blevet separeret. “De vil helst spise hver for sig efter parringen. Nu er hvedebrødsdagene over, og Nazca er træt af Raymi igen,” siger Karsten med et glimt i øjet. Han fodrer dem med tørfoder, og de spiser med stor iver. Derefter tjekker han strømmen i hegnene – brillebjørnene er kendt for at teste grænser. Æbler fordeles i anlægget, og bjørnene trasker ud, mens Karsten gør staldene rene. 

“Dyrene er ligeglade med, hvor mange dyrepassere vi er – de vil have samme høje service,” siger han, mens han hælder leafpiller op. De ligner vaffelkiks, men er fulde af vitaminer og blade. Han mener, rengøring er sekundært – dyrene går mere op i, om der hænges pilegrene eller legetøj op.

Karsten har startet sin karriere som dyrepasser i USA. Han stopper op og reflekterer. Der er, ifølge Karsten, stor forskel på at være dyrepasser i Danmark kontra USA. I USA gør de alt for ikke at aflive og vil gå langt for at prøve at kurere – som med kæledyr herhjemme. I Danmark afliver vi oftere, hvis vi vurderer, at dyret ikke har et værdigt liv.

I en lagerhal, også kaldet slagtningen, hænger en nilghaiantilope fra loftet. Den blev aflivet tidligere på dagen – en fødsel gik galt, og det ene bagben blev brækket. Føllet døde med moderen. Rundt om står dyrepassere, dyrlæger og lærlinge, som lærer af obduktionen. “Det er barskt, men vi gør det med respekt for dyret,” siger en af lærlingene stille. Karsten nikker.

Efter pausen skal kæmpeodderne fodres igen. Karstens kollega giver dem en lårkølle fra den aflivede antilope. Han stiller sig op på en træstub og kaster køllen ud i vandet. Kæmpeodderne kaster sig over den, kæmper med næb og klør for at få den på land. Det er vildt, voldsomt og fascinerende.

Skaller gøres klar igen. Karsten har to spande fulde af fisk og en skammel under armen. Han sætter sig blandt pingvinerne, som hapser fisk fra hans hænder. Nogle napper hans fingre. “De ved godt, hvem der har maden,” siger han og smiler.

En formidler står blandt gæsterne med mikrofon. Karsten fortæller om pingvinernes liv, adfærd og behov. Barnevogne, børn og voksne står i kø for at se fodringen. Øjne lyser op, og spørgsmål flyver gennem luften. “Hvorfor har den så meget pels?” “Hvor mange fisk spiser de?” Karsten svarer tålmodigt og engageret.

Klokken er 12:15. Frokost og fejring af den nye bambusplantage, der netop er færdig. Stemningen er let, men dagens indtryk hænger i luften. Fra morgenens dis til brillebjørnenes æbler og kæmpeoddere med antilopekød – det har været en dag i dyrepasserens støvler. En dag, hvor liv og død går hånd i hånd, og hvor dyrenes trivsel er vigtigere end alt andet.