Når ingen tilbud passer: Udsatte borgere ender i krydsfeltet mellem herberg og psykiatri

En borger på Herbergscentret Sundholm lider af alvorlige psykiske problemer og tror, at han har en chip i hjernen. Hans råben og skrigen forstyrrer de andre beboere på gangen. En medarbejder kontaktede psykiatrien, men de afviste at gribe ind og meddelte, at de ikke kunne hjælpe.

Ifølge socialrådgiver Laura Larsen, der arbejder på Herbergscentret Sundholm, er situationen langt fra enestående. Hun fortæller om et forløb, hvor en borger selv opsøgte hjælp til rusmiddelbehandling, men blev vurderet for psykisk syg til tilbuddet. Borgeren blev derefter indlagt i psykiatrien, hvor hans tilstand i stedet blev vurderet som et rusmiddelproblem, og han blev udskrevet igen.

Borgeren stod tilbage uden et tilbud, der kunne rumme hans behov.

“Hvor skal en borger sendes hen, når vedkommende er for syg til et lavtærskeltilbud, men samtidig ikke passer ind i de behandlingsrammer, systemerne opererer med?,” spørger Laura Larsen.

Systemer, der ikke taler sammen 

Historier som denne er et kendt problem blandt medarbejdere på herberger. Borgere med både psykisk sygdom og misbrug, såkaldte dobbeltdiagnoser, passer ofte ikke ind i de eksisterende systemer, som er opdelt i klare målgrupper og ansvarsområder. 

Herberger er ikke behandlingssteder, men lavtærskeltilbud, der skal skabe tryghed og stabilitet for mennesker i udsatte livssituationer. Når psykiatrien afviser borgerne, ender medarbejderne med at håndtere problemstillinger, de ikke er uddannet til.

Ifølge ledelsen på Herbergscentret Sundholm er borgernes problemstillinger blevet mere komplekse.

“Vi ser flere borgere med både alvorlige psykiske lidelser og massivt stofbrug,” siger Jonas Markus Lindstad, leder på Herbergscenter Sundholm.

Konsekvensen er, at borgere risikerer at gå uden den behandling, de har brug for.

“Jeg er ikke uddannet til at behandle mennesker med psykoser,” siger Laura Larsen. 

Akutte situationer uden backup

Laura Larsen oplever ofte akutte situationer, hvor der mangler kontakt til psykiatrien. Borgere kan være påvirket af kokain i flere dage uden søvn. Kombineret med vrangforestillinger i et hektisk miljø kan situationerne blive ekstremt udfordrende.

Mange borgere bliver på herbergerne, mens medarbejderne forsøger at finde en løsning. Lykkes det ikke, risikerer borgerne at ende på gaden igen, en fare for både dem selv og andre, siger hun. 

Laura Larsen anerkender, at psykiatrien er under massivt pres, og at man skal være "virkelig, virkelig dårlig" for at komme i betragtning til en plads.

Rustes bedre eller flere ressourcer?

Ifølge Birthe Povlsen fra Social- og Boligstyrelsen er løsningen på de voksende udfordringer på herbergerne ikke at placere psykiatrisk personale. Herbergerne er ikke behandlingstilbud, understreger hun, og en sådan løsning risikerer at udviske grænserne mellem social- og psykiatriområdet. I stedet bør medarbejderne styrkes gennem målrettet uddannelse og kurser i psykiske lidelser som skizofreni, så de får større forståelse for borgernes adfærd og behov. 

“Jo bedre rustet du er, jo stærkere er du,” siger hun og tilføjer, at psykiatrien bør tage ansvar for at klæde medarbejdere på til mødet med borgere med diagnoser. Hun understreger dog også, at "Medarbejderne ikke må blive mini-psykiatere."

Mens Birthe Povlsen fokuserer på kompetenceudvikling som en lokal løsning, peger arbejdsmiljøekspert, fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Iben Louise Karlsen på, at løsningerne også kræver handling på tværs af systemerne.

“Hvis det ikke prioriteres på flere niveauer, ender ansvaret urimeligt hos den enkelte medarbejder,” siger Iben Louise Karlsen. 

Hun understreger, at løsningerne ikke kan findes på det enkelte herberg, det er ikke nok. 

“Der er behov for politisk handling, bedre normeringer, flere uddannede medarbejdere og et tættere samarbejde mellem socialområdet og psykiatrien,” lyder vurderingen.