“Når jeg ser tilbage på det øjeblik, vidste jeg godt at jeg ikke var alene”: Ann opdagede først sin graviditet i niende måned

I dag ved Ann Aabenhus Storm udmærket hvad det betød, da hun en sensommeraften på stranden i Thyborøn pludselig kunne mærke, at hun ikke var alene. Da hun tidligere på året genbesøgte dette helt særlige sted, med sin nu fireårige søn, Emil, var det med stor gensynsglæde. Med vippende fødder sad de på toppen af bunkeren, og kiggede ud over havets vuggen. Denne gang var solen ikke ved at gå ned over havets stille bølger, men det var ikke det eneste der var anderledes. Sidst Ann sad her, var hun nemlig helt uvidende om, at hun fem dage senere ville føde sin søn. Hun mærkede en følelse af ikke at være alene den aften, men først senere gav det mening hvorfor. 

En overraskende nyhed. 

Det var sensommer 2020. Den 35-årige Ann Aabenhus Storm havde netop forladt Thyborøn, hvor hun havde været på tur med arbejdet, og vendt hjem til Aarhus. 

Efter en weekend med mave- og rygsmerter blev der, ved et lettere forvirrende besøg hos Anns egen læge, fundet en klump i venstre side af hendes mave. Hverken læger eller Ann selv havde tidligere haft mistanke om graviditet, og Anns tanker blev straks ledt hen på kræft. Selv på dette tidspunkt havde hun ingen anelse om det liv, der var vokset inde i hendes mave. 

Den 25. august mødte hun op på Skejby Sygehus. Mens Anns mor fik besked på at vente i bilen, på grund af corona-regler, henvendte Ann sig i akutafsnittet. Hun var i store smerter. Hun græd og græd, og kunne næsten ikke gå. 

Hun fik bedt om hjælp, og snart blev der målt blodtryk og taget urinprøver. Ann var bange. Efter en halv times tid, kom en læge ind og overrakte hende en positiv graviditetstest. I det øjeblik stod det klart for hende, at hun skulle være mor – og ikke nok med det, så var hun ni måneder henne, og i aktiv fødsel. 

100 kvinder årligt 

Der findes ikke noget fast begreb for det, som Ann oplevede. Fænomenet, som på engelsk kaldes ‘Cryptic Pregnancy’, kan på dansk løseligt oversættes til uerkendt graviditet.

I 2021 vurderede sundhedsstyrelsen at 100 kvinder årligt føder på landets hospitaler, uden at være blevet undersøgt af læger eller jordemødre under graviditeten. I samme år lå det samlede antal fødsler i Danmark på 62.880. Sammenholdes de to tal, viser de, at uvidende graviditeter udgør 0,16% af det samlede antal fødsler i Danmark. 

Ditte Trolle, læge og specialist i kvindesygdomme, vurderer at den sjældne forekomst af uvidende graviditeter hænger sammen med den begrænsede offentlige information og den manglende faste definition af fænomenet: 

“Det er et udtryk for, at det er så sjældent et fænomen, at man næsten aldrig har grund til at bruge det”.

Ann oplever det dog anderledes. Hun har savnet information og mulighed for at spejle sig i lignende historier. Indtil en veninde for nyligt videresendte en artikel om en kvinde som havde været igennem samme graviditetsforløb som Ann, havde hun ikke haft mulighed for at læse nærgående om det. Det var også her at hun blev præsenteret for begreberne kryptisk og uvidende graviditet for første gang. 

I følge Ann optræder de uerkendte graviditeter ofte som chokerende, sensationsprægede vandrehistorier. Hun efterlyser, at man, som forælder der befinder sig i denne situation, kan finde mere vidensbaseret information på emnet.

Derudover påpeger Ditte Trolle et psykisk aspekt, der kan påvirke gravide kvinder:

“Det er sådan, at når man er gravid og man ved det, så er ens fokus på den graviditet hele tiden, mere eller mindre. Så hvis man slet ikke har det i tankerne, at man kan være gravid, så mærker man måske ikke de der almindelige graviditetssymptomer.” 

Friskere end nogensinde 

I månederne op til fødslen havde Ann følt sig frisk. Hun arbejdede fuldtid som pædagog på et bosted for udviklingshæmmede og tilbragte dagene, som normalt, med venner, familie og kæresten Jakob. Hun følte sig 'i hopla', havde ingen smerter, ingen morgenkvalme og selvfølgelig ingen stress og bekymringer for barnet i hendes mave. På den sidste udflugt med arbejdet inden fødslen, havde Ann hoppet rundt i vestkystens klitter, trampet op og ned ad lange trapper og hoppet ud og ind af handicapbussen. Alt sammen uden problemer.

Ann og hendes kæreste havde på tidspunktet dannet par i ni år, og havde ingen planer om børn i fremtiden. Kæresten ville ikke have børn, og Ann havde, på trods af en livslang drøm om at blive mor, affundet sig med bare at være til stede for venner og families børn. Dette ændrede sig dog fra den ene dag til den anden. Nu skulle hun pludselig føde. 

Ann i syvende måned af hendes graviditet

Emil kommer til verden 

På Skejby blev Ann fulgt ned på fødestuen af en portør, som spurgte om han måtte ønske hende tillykke. “Med hvad?”, svarede hun. “Jamen er du ikke gravid?” - “jeg ved det ikke, men det siger de jo!”, svarede Ann, rådvildt. 

Hun fik elektroder på kroppen. Blev målt og vejet, og mens hun lå der på hospitalssengen, fik hun at vide, at hun desværre ikke kunne få et ultralydsbillede med hjem. 

Ann undrede sig. Hvorfor kunne hun ikke det? Hun frygtede med det samme om der var noget galt med barnet. Kunne det være handicappet? Hun havde jo ikke været til alle de scanninger, som hendes gravide veninder havde talt så meget om. Hun havde levet sit liv som normalt, og drukket en øl eller et glas vin en gang imellem. 

Hun gik ikke i byen og sådan noget, men alligevel frygtede hun for barnets sundhed. Hun bekymrede sig meget for hareskår og tænkte: hvis barnet bliver født med det, så kan jeg jo ikke amme. Hun havde set et eller andet program fra USA om det, og af en eller anden grund havde den frygt sat sig i hende. 

Anns tankestrøm blev afbrudt af sygeplejersken: 

“Det er fordi du er ni måneder henne. Du er højgravid, og så laver vi ikke ultralydsbilleder.” 

Ann kunne slet ikke begribe det. Hendes hoved fyldtes med en følelse af lettelse: Var det virkelig bare det? Ni måneders graviditet, bare sådan overstået på den måde?

Jacob dukkede hurtigt op på hospitalet. Selvom han var chokeret, var han allerede indstillet på, at han pludseligt skulle være far. Det gav hende ro. 

På fødestuen lå Ann hen over en slags sækkestol. Hun holdt sig oppe på knæ og albuer under det meste af fødslen. Hun turde ikke at lægge vægt på maven. En bekymring der kom af at hun, i modsætning til de fleste gravide, ikke havde den mindste idé om, hvad man må og ikke må under en fødsel. 

Hun var blå og gul på knæ og skinneben, og havde haft vestorm i syv timer. Jordemoderen gik hende på nerverne, med spørgsmål om forventninger til smertedækning. Ann rystede på hovedet. Hun havde jo slet ikke nået at gøre sig de her tanker. Heldigvis kom en anden jordemoder ind og tog over. Hun var rolig, men bestemt, og fik Ann igennem resten af fødslen. 

Ann og Jakobs søn, Emil, blev født fuldstændig som han skulle være. Og kærligheden var der med det samme – en stor, øjeblikkelig kærlighed. 

Hjemkomsten 

Ikke længe efter fødslen var overstået, ventede der den nye mor endnu flere bekymringer. Hvad med hjemmet? Det var jo slet ikke klar til en baby, da Ann sidst forlod det. 

Heldigvis havde hun et stærkt netværk af venner og familie klar, og ved hjemkomsten stod rækkehuset klar til den lille nye familie. Veninderne havde skaffet autostol og Anns bror og svigerinde havde pakket både drenge- og pigetøj – de vidste jo ikke, hvilket køn babyen havde. Anns mor havde også været i fuld gang. Der var gjort rent og pyntet op, og da familien kom hjem, stod storken allerede klar uden for huset til at byde lille Emil velkommen. 

Ann var overvældet: 

“Det var et hus, der var klar til et barn. Jeg følte i flere måneder, at jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle sige tak nok.” 

Hun forlod huset som hendes, og kun hendes. Nu var der pludselig vugge, krybbe, et lille barn og en hel familie der stod klar til at tage imod. Det var surrealistisk, men fantastisk dejligt, syntes Ann. Hun havde drømt om, at kæresten ville flytte ind hos hende, og hun havde været ked af, at han ikke ville have børn. Pludselig var det som om, at alle hendes drømme var gået i opfyldelse.

Men det bekymrede hende alligevel, at Jakob jo ikke havde valgt det her:

“Han sagde, at han elskede mig og Emil, og at det var det han ville. Men man kan godt blive ramt lidt af det der, om han nu har givet afkald på for meget.” 

På grund af den usædvanlige situation, stod mange ting hen i det uvisse for de nye forældre. 

"Baby har sin egen kurve” 

Når hun i dag taler med veninderne om deres graviditeter, er hun næsten taknemmelig for, at hun ikke har været igennem alt den stress og bekymring, som de fortæller om. Hun husker tilbage på sin graviditet som en harmonisk periode, hvor hun var rask og glad. Selvom hun aldrig ville sætte sit barns helbred over styr ved at underkende graviditetssymptomer, er hun i dag glad for at hendes graviditet forløb som den gjorde. Hendes uvidenhed om graviditeten betød, at hun undgik en hel del af de, til tider, irrationelle bekymringer, som hun kan høre at hendes gravide veninder har. Hun forsøger at berolige dem, når de bekymrer sig for børnene i deres maver. Hun har stor tiltro til kvindekroppen: 

“Jeg har været med mine veninder til skanning, hvor de spørger, om baby mon ligger lidt under kurven for vægt og sådan noget. Og så siger jeg jo bare: 'Det skal nok gå. Baby har sin egen kurve.”” 

Selvom Ann fødte en sund og rask dreng, er det ikke risikofrit at gå uvidende igennem en graviditet. For når kvinder først sent i graviditeten opdager at de er gravide, er de ikke blevet fulgt løbende af læger og jordemødre, som kan screene for sygdomme og mutationer hos barnet. Heller ikke livsstilsfaktorer og medicinske problemer hos mor, som er opstået i forbindelse med graviditeten. 

Familien i dag

Når Ann igen sidder på bunkeren i Thyborøn, og tænker tilbage på dengang hvor hun, på trods af ingen graviditetssymptomer, pludseligt kunne mærke at hun ikke var alene, have rammes hun af en følelse af glæde og taknemmelighed for det liv, hun lever i dag. Tilbage i 2020 gav det ikke mening for Ann hvorfor hun tænkte sådan i netop det øjeblik, men når hun kigger på Emil i dag, ved hun at det var på grund af ham. 

I dag er kæresten og Ann er ikke længere sammen, men de er stadigvæk fælles om sønnen, og drikker gerne en øl når han er puttet. Deres kærlighed til Emil har været konstant, og ikke påvirket af hans pludselige ankomst. 

Ann tillægger dét, at hun har haft et stærkt netværk, en enormt stor betydning for, at hun er kommet godt igennem forløbet: “Uden dem ville det have set helt anderledes ud”, understreger hun. Hun tænker ofte over, hvordan det mon var forløbet, hvis hun ikke havde haft det.

Hun er stolt over den måde hun overkom den pludselige ændring i hendes liv, og hvordan hun, både i krop og sjæl, accepterede og tilpassede sig det at skulle være mor, fra den ene dag til den anden.