Når kørekortet bliver et familiespørgsmål

I 2017 blev det obligatoriske lægetjek ved fornyelse af kørekort afskaffet. Et af argumenterne for afskaffelsen kom fra Ældre Sagen, som mente, at det jævnlige lægetjek var aldersdiskriminerende og en unødvendig udgift. Afskaffelsen betyder, at det i praksis i dag ofte er de pårørende, som føler sig nødsaget til at tage snakken med deres mor eller far. Der findes ingen officielle tal på, hvor mange pårørende, der bekymrer sig om deres ældre forælders kørsel.

Formålet med denne vejledning er at hjælpe dig, som måske skal til at tage denne her samtale med din mor eller far, da det for nogle familier kan være en konfliktfyldt samtale. Flere interesseorganisationer som FDM, Rådet for Sikker Trafik og Alzheimersforeningen oplever, at deres medlemmer søger mod dem for at få vejledning til at tage denne samtale. For hvordan sikrer man, at samtalen ikke ender i vrede og misforståelser? Hvordan møder man hinanden, og hvordan sørger man for, at begge parter bliver hørt og forstået i det svære valg, som det kan være at lægge bilnøglen på hylden. 

Vejledning er udviklet i samarbejde med mennesker, som selv har taget denne samtale med deres mor eller far. Samtaler som for flere var præget af vrede og uenigheder. De vil nu dele ud af deres erfaringer, så du som pårørende forhåbentlig kan lære noget af dem. I denne vejledning vil du også møde to ældre trafikanter, der fortæller, hvilken betydning bilen har for dem. Til sidst vil du få helt konkrete råd fra en psykolog og en specialist i kommunikation og trafiksikkerhed, som hjælper dig til at tage denne samtale med din mor og far, og hvad du helt konkret skal gøre for at skabe en konstruktiv samtale.

Udfaldet af samtalen behøver ikke at betyde, at din mor eller far lægger kørekortet på hylden i morgen. Mange ældre er i stand til at køre bil i mange år. I nogle tilfælde kan samtalen også føre til, at man bliver klogere på sin mor og fars perspektiv og sin egen bekymring. Målet med guiden er at skabe bedre dialog, forståelse og gensidig respekt.

En samtale som sommetider kan gå galt

Læs her tre historier fra personer, som selv har prøvet at stå midt i dilemmaet.

Thomas Dybvad

“Far, det går ikke længere. Du kan ikke køre sikkert bil mere”. 

Thomas Dybvad siger det med samme. Ikke efter lange forklaringer eller en lang indledning. Konklusionen kommer først. Beslutningen er allerede taget.

Thomas beskriver det som at fyre en medarbejder. Man har draget konklusionen. Det er først bagefter, man taler om hvorfor.

Det er ikke første gang, Thomas står i den situation. Han har prøvet det før med sin farfar. Dengang ringede han til lægen, før farfarens næste konsultation. 

“Du skal ikke give ham det kørekort næste gang, han kommer,” siger Thomas.

Det virkede. 

Derfor gør han noget lignende igen, men med sin far bliver det anderledes. Først én samtale. Så to samtaler. Tre samtaler. Mange samtaler. Hver gang ender det samme sted. Faren holder fast. Han vil have sin bil og stemningen bliver dårligere.

For Thomas handler det ikke om at tage noget fra sin far. Det handler om at passe på hinanden, men først må man forstå, hvad bilen betyder.

Ifølge Thomas, er man nødt til at sætte sig ind i deres situation og anerkende, at bilen er en del af deres voksenliv og frihed. 

Derfor stopper han med at prøve alene og får en tid hos lægen sammen med sin far. Og her siger lægen det direkte.

“Du skal ikke køre bil mere”. 

Det er dér, det stopper. Bilen bliver solgt. Processen er ovre. 

Og netop den proces er vigtig for Thomas at understrege. Det er ikke en enten-eller-samtale. Det er ikke én snak, der løser det hele. Det er en proces, der tog tid, og som der skal være plads til, for bilens værdi skal anerkendes. Den er lig med frihed.

Sidsel Barasinski 

Kørekortet ligger bag køleskabet. Igen. Sidsel Barasinski har gemt sin fars kørekort for fjerde gang.

Det hele startede en tilfældig eftermiddag, hvor hun stod helt alene på parkeringspladsen ude foran sit gymnasie. Han havde hentet hende mange gange her, og han kendte både turen og parkeringspladsen. Faren drejede ind på parkeringspladsen og kørte forbi Sidsel uden at ænse hende. Sidsel satte i løb efter bilen og fik fat i ham på parkeringspladsen. De kørte ned mod byen og ankom til et lyskryds. Faren kørte bilen hen mod krydset og drejede over i svingbanen til højre. Sidsel kiggede op på lyskrydset og så den røde runde cirkel. Faren satte farten op og drejede til højre, direkte ind foran modkørende biler, som havde grønt lys.

Sidsel greb fat i det håndtag over passagersædets vindue, som hun havde omdøbt til ‘Oh-shit-håndtaget’. Hun kunne ikke holde vreden inde og udbrød, Far, der er altså rødt her. 

Faren trak på skuldrene af hendes udbrud og sagde, det går da nok. Han var overbevist om, at lyskrydset havde været grønt.

Da de kom hjem, forsøgte Sidsel at fortælle sin far, at det var vigtigt, at man kiggede sig for. Det var svært for hende at holde vreden inde. Hendes far var uenig med hendes anklager og synes ikke, at der var noget i vejen med hans køreevner. Som datter uden bilerfaring, havde hendes vurdering af hans kørsel ingen betydning.

Denne episode, denne vrede og denne snak blev én ud af mange. Selvom Sidsel fremover ofte oplevede, at andre bilister dyttede af hendes far, og hun blev nødt til at gribe fat i ‘Oh-shit-håndtaget’, så forblev diskussionen den samme.

Hendes far fik senere konstateret Alzheimers. Efter diagnosen fik han et lægeligt kørselsforbud hos lægen. Denne information forblev kun i lægejournalen. Så det afholdt ikke Sidsel far fra at forsøge at købe en ny bil eller leje andre biler. Selvom Sidsel havde gemt hans kørekort bag køleskabet, kunne han tage ned til Borgerservice og få lavet et nyt kørekort.

Sidsel og hendes mor gemte deres nøglebundter, hver gang de kom hjem i frygt for, at faren skulle tage dem. Sidsel havde svært ved at finde ud af, hvad hun skulle gøre, og hver gang hun spurgte sin far, om han havde kørt, satte det gang i en stor diskussion. Hun kunne ikke længere se nogen anden udvej. Hun blev nødt til at politianmelde sin egen far. 

Janne Svenningsen

Janne Svenningsens far sidder med panden presset mod apparatet hos øjenlægen. Hagen hviler i holderen. Han kigger frem, mens lægen justerer og måler. Janne står lidt bagved stolen, mens hendes far er placeret i stolen, visker hun til øjenlægen:

“Jeg tror ikke, han skal køre bil længere.”

Om det var hendes hemmelige besked til lægen eller lægens faglige vurdering, som afgjorde, at Jannes far fik beskeden om, at han ikke længere burde køre bil, er lige meget for hende. Det er resultatet, som betyder noget. 

Janne havde selv forsøgt at tage snakken med sin far flere gange, men det var først, da øjenlægen kom med beskeden, at hendes far lyttede. 

Janne havde i længere tid lagt mærke til små tegn, der gjorde hende utryg. Hendes far havde svært ved at finde koblingspunktet, som til sidst blev slidt op igen og igen. Hørelsen var også blevet dårligere, hvilket gjorde det svært for ham at orientere sig i trafikken. På samme tid begyndte han at få problemer med synet. 

Han var selv klar over nogle af sine begrænsninger. Han stoppede med at køre til Aalborg, fordi trafikken blev for uoverskuelig. Han undgik også at køre i mørke. I han egne øjne var det et bevis på, at han selv kunne vurdere, hvornår det var forsvarligt at sætte sig bag rattet. 

For hendes far var bilen mere end transport. Den var hans selvstændighed og rum for det sociale liv. Han kørte bekendte til læge, frisør og behandlinger og sluttede ofte turene af med kaffe eller frokost. Så det at miste bilen var også at miste en rolle i lokalsamfundet.

Det var svært for Janne at trænge igennem, da hun som datter ikke var en autoritet for sin far. Derfor blev øjenlægens ord afgørende. Hun så ham i øjnene og sagde klart, at hans syn ikke længere var godt nok til at køre bil. Han blev ikke vred. Han accepterede det. 

For Janne var det en lettelse. Ikke fordi det var nemt, men fordi ansvaret ikke længere hvilede på hende alene. Hun vidste, at hun havde gjort det, hun kunne, for at passe på både sin far og alle andre på vejene. 

Hvilken opgave har lægen, Politiet og du, som pårørende? 

Efter reglerne i 2017 blev ændret, blev aldersloftet på kørekortet også fjernet. Det betyder, at der i dag ikke længere er et krav om en lægeattest i forbindelse med fornyelse af ældres kørekort. Det er de enkelte kommuners borgerserviceansatte, som fornyer borgernes kørekort 15 år ad gangen. Der kan dog være undtagelser, hvis din forælder har sygdomme eller får medicin, som påvirker køreevnen.

Vurderingen af dit familiemedlems køreevne er nu hovedsageligt op til den enkelte selv, dig og lægen. Lægerne kan holde øje med om helbredet for din forælder ændrer sig.

Lægen kan foretage en helbredsundersøgelse, hvor man undersøger for mental svigt, hukommelse, rum- og retningssans, og vurderer hvorvidt din forælder kan orientere sig i tid og sted. Hvis din mor eller far har mindre skavanker, kan det i nogle tilfælde afhjælpes med hjælpemidler som høreapparat, nye briller eller anden behandling. Hvis lægen vurderer, at din forælder ikke kan køre bil sikkert længere, kan lægen give et lægeligt kørselsforbud. Det kan både være midlertidigt eller permanent. Forbuddet noteres i lægens journal, men skal kun indberettes til Politiet og sundhedsmyndighederne, hvis lægen forventer, at det bliver overtrådt.

Pårørende kan tage dialogen, følge med i adfærden og opfordre til, at lægen inddrages. Du kan som pårørende godt kontakte lægen og dele dine observationer om din forælders kørsel. Lægen må ikke nødvendigvis give dig oplysninger om forløbet, men må gerne tage imod oplysninger fra dig og bruge dem i sin vurdering. Lægen kan dog ikke garantere, at din mor eller far ikke får kendskab til, at bekymringen kommer fra dig. 

Som pårørende kan stå med en bekymring og et ønske om at reagere. Hvis du som pårørende ser tegn på skrammer på bilen, garagedøren, eller hvis du oplever, at dit familiemedlem begynder at have sværere ved at finde rundt i deres eget nabolag, kan det være tegn på, at dit familiemedlems evner som bilist er nedsat. Det er godt at være opmærksom.

Som pårørende har du ikke ret til at inddrage din mors eller fars kørekort. Det kan kun Politiet og Færdselsstyrelsen gøre. Hvis der er alvorlig bekymring for trafiksikkerheden, er det i sidste ende myndighederne, der kan og skal gribe ind. 

Denne vejledning sætter fokus på, hvordan du kan tage en samtale med din mor og far og udtrykke din bekymring på den bedst mulige måde.

Hvordan tog andre pårørende samtalen i deres familier? 

Her kan du læse om andres oplevelser og erfaringer med at tage snakken med deres forælder.

Hvad var svært ved at sige til sine forældre, at de ikke længere skulle køre bil? 

“Det er enormt grænseoverskridende at tage friheden fra ens mor. Det var en slags umyndiggørelse.” - Lene

“Det er svært, at man pludseligt skal stå som voksen overfor ens forælder.” - Irene Husted 

“Min far havde demens, der var blevet slem. Derfor blev han aggressiv, hvis man påtalte noget omkring hans kørsel.” - Mette

“Man ved, det er et konfliktfyldt emne, og de vil se det som, at man begrænser deres frihed. Vi er deres børn - så det er ikke vores opgave at være forældre for dem.” - Thomas

“Det er en samtale, man ved, at de tager som personlig kritik.” - Anonym 

“At man som deres barn skal bestemme, så rollerne bliver byttet om.” - Anette

Det svært at fortælle en mand, som mener, at det at køre bil er en essentiel del af hans livskvalitet, selvværd og stolthed. - Stig 

Hvordan tog du hul på samtalen? (Kan du huske din første sætning?) 

“Min far tilbød at køre mig et sted hen, og der sagde jeg, at jeg ikke turde køre med ham længere.” - Anonym

“Det går ikke længere, at du kører bil, det er for usikkert og til alt for stor risiko for dig og andre.” - Thomas

“Efter min far havde været med i en ulykke spurgte jeg, om det ikke ville være en ide ikke at købe en ny bil, fordi vi nok skulle hjælpe med at handle ind og køre ham, når han skulle noget.” - Ninna 

“Jeg løj og sagde, at bilen ikke kunne starte mere.” - Sanne

“Jeg sagde det lige ud. Jeg har lagt mærke til, at kørslen er blevet lidt usikker, og at vi alle kommer dertil en dag.” - Anonym

“Jeg sagde “ved du hvad far, vi har snakket om det med at køre nok må være slut nu. Vi er bange for der sker dig noget, men også med mor, hvis hun er med i bilen. Vi ved også, at du aldrig ville komme over, hvis du kom til at køre ind i en anden person.” - Anette

“Jeg sagde, at det ville være forfærdeligt hvis han kørte nogen ned. Tænk, hvis det var hans barnebarn.” - Stig 

Hvad ville du fortælle en anden pårørende, som skal tage snakken for første gang? 

“At gøre det selv, det ikke er rart. Det er vi nødt til, for deres skyld og andre. De kunne komme til at skade.” - Anonym

“Man skal sige det nænsomt og lade personen tænke over det. Så kan man vende tilbage til snakken, når forælderen har sundet sig.” - Sanne 

“Hold fast i dit mål og husk at være kærlig.” - Thomas

“Det er ikke en skam at skulle bestemme lidt over sine forældre” - Irene 

“Husk at give forældrene lov til at blive kede af det og vis dem, at det er man også selv. Gør det klart for dem, at det ikke er rart at skulle være den, der bestemmer.” - Anette

“Husk på, hvordan man selv ville have det. Sid sammen med dine søskende. Støt hinanden og vis, at I er enige.” - Anette 

“Hav god tid, en god stemning, vær flere med i snakken, kom med eksempler og giv dem alternativer til transport.” - Mette 

Set fra førersædet: De ældres bilkørsel 

Ældre er dem, der er involveret i langt de færreste uheld og laver langt de færreste lovovertrædelser ifølge Danmarks Statistik. Ældre Sagen mener, at der ikke et fast tidspunkt på, hvornår man bør stoppe med at køre bil. Det afgørende er, om kørslen fortsat foregår sikkert. Organisationen peger på en række tegn, som du og din forælder med fordel kan være opmærksomme på, både for deres egen og andres sikkerhed. Disse tegn kan du få din forælder til at forholde sig til.

Ældre Sagen fremhæver blandt andet, at utryghed bag rattet kan være et tidligt advarselssignal. Hvis man føler sig nervøs, stresset eller urolig i trafikken, især i situationer man tidligere har håndteret uden problemer, kan det være tegn på, at køreevnen har ændret sig. Det kan også være, hvis man har svært ved at finde rundt i kendte områder eller bliver usikker på, hvilken vognbane man skal ligge i. 

Ifølge Ældre Sagen kan udfordringer med at aflæse trafiklys, vejskilte og vejmarkeringer ligeledes være et tegn på, at ens overblik i trafikken er svækket. Det samme gælder, hvis reaktionsevnen er nedsat, og det tager længere tid at reagere i pludselige eller uventede situationer.

Hvis du eller din forælder genkender flere af disse tegn, anbefaler Ældre Sagen, at man overvejer et bilistkursus eller kontakter lægen. 

Pernille Ehlers, chefkonsulent for Rådet for Sikker Trafik. “Det handler om, at man skal kunne køre bil så lang tid som muligt, så sikkert som muligt. Vi skal ikke bare stoppe alle fra at køre bil.“ 

Hvad siger de ældre selv? 

Ejvind Clemmensen, 78 år.

Ejvind Clemmensen kører fortsat bil. For ham betyder bilen, at han har frihed til at kunne handle ind, varetage sit frivillige job og besøge sin datter. Hvis han i morgen fik at vide, at han ikke længere ville kunne køre bil, ville det betyde, at hans livskvalitet vil forringes. For ham betyder det at have en bil, at man har en frihed til at komme ud og gøre ting, og han ønsker ikke, at ældre sidder derhjemme i sin stol og rådner op.

For Ejvind handler denne samtale om, at man som far eller mor anerkender, at relationen har skiftet, som Ejvind selv fortæller, så bestemte han over sin datter i mange år, og nu er det blevet hans datters tur til at bestemme over ham. Han fortæller, at han håber, at hans datter vil komme til ham og fortælle, hvis hun er blevet nervøs for hans kørsel.

Hvis Ejvind skulle give et råd til dig, som skal til at tage denne snak med din mor eller far, så tror han, at det kunne hjælpe, hvis man kommer med nogle konkrete eksempler og episoder på dårlig kørsel og med forslag til et alternativt transportmiddel. 

Knud Erik Rasmussen, 83 år. 

For Knud Erik Rasmussen er bilen ikke bare et transportmiddel. For ham er den helt afgørende i hverdagen. Han bor et sted, hvor den offentlige transport er mangelfuld, og uden bil ville han hverken kunne handle ind eller passe sine forskellige gøremål. Derfor ville det være et stort indgreb i hans liv, hvis kørekortet pludselig blev taget fra ham. 

Netop derfor kan snakken om at stoppe med at køre bil føles som en umyndiggørelse, og Knud Erik afviser heller ikke, at der kan komme et tidspunkt, hvor han ikke længere bør sidde bag rattet. Derfor har han på forhånd bedt sin familie om at holde øje med hans reaktionsevne, daglige opførsel, måde at køre bil på og sige det direkte, hvis Knud Erik ikke selv kan se det. Han foretrækker ærlighed frem for omsvøb, også selvom samtalen er svær. Men så længe han er frisk, rørlig og ikke har en nedsat førlighed, mener han ikke, at man bør lægge kørekortet fra sig.

Alligevel mener Knud Erik, at ansvaret ikke udelukkende bør ligge hos familien. En faglig vurdering fra en læge eller myndighed kan tage noget af presset og gøre beslutningen lettere at acceptere. 

Hvad anbefaler eksperterne? 

Hvordan kan man som pårørende sætte sig i sine forældres sted? Det har psykolog Rikke Vester Roursgaard et bud på. 

“Anerkendelse. Det er den bedste tilgang,” siger Rikke Vester Roursgaard. 

For selvom pårørende og forældre kigger på den samme virkelighed, oplever de den ikke nødvendigvis ens. 

Kørekortet er for mange ældre forbundet med frihed, selvbestemmelse og identitet. Det er en måde at leve livet, som de har haft i årtier. Når den frihed bliver udfordret, kan det opleves som et massivt indgreb, også selvom intentionen er omsorg og sikkerhed. Her opstår mange konflikter, forklarer Rikke Vester Roursgaard. Ikke fordi nogen vil hinanden ondt, men fordi parterne forstår situationen helt forskelligt. 

“Jo mere vi som pårørende kan udholde og sætte os ind i ‘okay, du forstår det sådan’, jo nemmere kan vi undgå at optrappe konflikten,” siger Rikke Vester Roursgaard. 

For der må gerne være plads til, at relationen bliver anspændt i en periode, også selvom det kan være hårdt. Det er ikke et tegn på, at samtalen er forkert, men fordi den handler om noget meget vigtigt, understreger hun.

Hvordan undgår man at konfliktoptrappe? Jette Ravn, specialist i trafiksikkerhed og kommunikation, og psykolog Rikke Vester Roursgaard peger på det samme. Jo mere konkret, jo bedre, fortæller de begge. 

Ifølge Jette Ravn er det en udfordring, hvis samtalen bliver for abstrakt eller moraliserende. I stedet kan man tage udgangspunkt i konkrete observationer. 

“Man skal tage fat i konkrete oplevelser fra trafikken. Kør eventuelt en tur sammen med din forælder og læg mærke til, om den pågældende er usikker i sin kørsel. Det kan for eksempel være, at han eller hun har en for langsom reaktionstid, kører over for rødt, stopper for grønt lys eller mister orienteringen,” siger hun. 

Det handler ikke om at vinde en diskussion, men om at gøre bekymringen forståelig. Det hjælper at kunne pege på noget konkret frem for generelle udsagn, som “du er ikke sikker længere”. 

Samtidig er det vigtigt at acceptere, at man ikke nødvendigvis bliver enige. 

“Hvis målet er, at vi skal forstå hinanden fuldt ud, er det ikke sikkert, at det er muligt. Men vi kan tale for roen og forsøge at forstå den andens perspektiv,” siger Rikke Vester Roursgaard.

Formuleringer som “det må du da kunne forstå” og “kan du ikke selv se det” bør undgås advarer hun, for det er ikke sikkert, at den ældre kan se det, netop fordi de oplever situationen gennem en helt anden virkelighed.

Hvad er de vigtigste forudsætninger for en god samtale? Ifølge Jette Ravn starter en god samtale med at planlægge den, før den bliver taget. 

“Forbered det godt. Tal med andre pårørende om, hvad der skal siges og så gør det. Det rigtige tidspunkt kommer aldrig, så derfor er det bedre at tage snakken, når muligheden opstår”, siger Jette Ravn. 

Hun understreger, at samtalen sjældent kan klares på én gang. Ofte skal den tages flere gange og i små bidder. At trække tiden ud i håbet om, at det rette øjeblik opstår, kan i stedet gøre situationen mere fastlåst, eller at man får taget snakken for sent.

Et vigtigt greb inden samtale kan være at overveje internt i familien: 

• Hvem taler bedst med forælderen? 

• Hvem er mest fortrolig med forælderen? 

• Skal man være én eller to til samtalen? 

“Hvis man er nervøs for, at det bliver konfliktfyldt, kan det være en god idé at være to,” siger Jette Ravn. 

Ifølge Jette Ravn er den største udfordring de situationer, hvor den ældre bilist har en kognitiv sygdom som for eksempel demens.

Mennesker med en demenssygdom mangler ofte indsigt i deres egen sygdom. Derfor kan det være svært eller nærmest umuligt for den ældre bilist selv at erkende, de skal indstille bilkørslen. Ældre bilister med hukommelsesproblemer kan også glemme, at de ikke må køre. Det kan derfor skabe flere konflikter, hvis den ældre bilist stadig har en bil stående i garagen og kørekortet liggende i pungen. 

Derfor peger Jette Ravn på konkrete tiltag, som kan blive nødvendige som: 

• At tage kørekortet med og aflevere det hos lægen eller Politiet 

• At gemme bilnøglerne 

• At sælge bilen 

• At få bilen flyttet et andet sted hen, for eksempel til et barnebarn, som kan køre ture for den ældre pårørende 

Hun anerkender, at greb som nøglegemmeri kan skabe konflikt, men at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt af hensyn til sikkerheden. 

Hvem kan man så involvere ud over familien? 

Begge eksperter peger på, at den pårørende ikke skal stå alene.

“Man skal ikke være bange for at række ud til sundhedspersonale,” siger Jette Ravn. 

Det kan for eksempel være den praktiserende læge eller en demenskoordinator. 

At inddrage en autoritet udefra kan være hjælpsomt, både for at aflaste familien og for at gøre budskabet tydeligere. Især i familier, hvor relationerne er tætte, kan det være en fordel, at det ikke kun er de nærmeste, der siger det højt. 

Ifølge psykolog Rikke Vester Roursgaard er det afgørende at forstå, at anerkendelse ikke er det samme som enighed. Man kan sige: 

“Det giver rigtig god mening, at du har det sådan, men vi bliver nødt til at reagere.” 

For mange ældre handler modstanden ikke om trods, men om frygten for at miste frihed, identitet og kontrol over eget liv. Når pårørende kan rumme den følelse, også selvom de ikke deler den, mindskes risikoen for, at samtalen udvikler sig til en kamp. 

10 konkrete råd, som kan gøre samtalen mindre konfliktfyldt.

Rådene er blevet til gennem en samling og en journalistisk udvælgelse af råd fra både erfaringspersoner, eksperter og interesseorganisationer. Udfaldet af samtalen behøver ikke at betyde, at din forælder lægger kørekortet på hylden i morgen. I nogle tilfælde kan samtalen også føre til, at man bliver klogere på sin forælders perspektiv og sin egen bekymring. Målet med guiden er at skabe bedre dialog, forståelse og gensidig respekt. 

Før snakken

Tag samtalen i god tid, før din forælder bliver meget usikker i trafikken. 

Kør en tur sammen, og observer kørslen. Er der tegn på usikkerhed, manglende overblik eller fejl i trafikken? 

Forbered dig på samtalen. Kom med konkrete eksempler på situationer, hvor kørslen har været potentiel farlig. Fx: “Mor, i går kørte du ud ved hajtænderne uden at kigge til højre. Lagde du selv mærke til det?” 

Vær forberedt på, at samtalen skal tages flere gange – ofte i små bidder. Alliér dig med andre for eksempel søskende. 

Under samtalerne 

Sæt dig i din forælders sted. Tal omsorgsfuldt, men tydeligt og fast. 

Anerkend bilens betydning for din forælder. “Jeg ved, at bilen betyder meget for dig og giver dig frihed.”

Overvej at inddrage en autoritet udefra for eksempel en læge eller demenskoordinator, især hvis din forælder er syg. Det kan gøre budskabet tydeligere og aflaste dig. 

Efter samtalerne 

Aflever kørekortet sammen med din forælder hos Politiet. Overvej en afskedstur for eksempel på en tom parkeringsplads eller i et sommerhusområde, inden I afleverer.

Hjælp med alternativer til bilen så de kan handle ind og komme til aktiviteter. Find kørselsordninger, offentlig transport eller kommunale tilbud. Undersøg for eksempel gå-med-ven-ordninger hos de lokale afdelinger af Ældre Sagen.

Del din bekymring med en autoritet, som din forælder har tillid til, hvis der stadig er modstand.