Når nogen åbner døren: Fra lyserød cardigan til gennemblødt morgenkåbe
På en søndagstur for Folkekirkens Nødhjælp møder tre veninder alt fra hjælpsomhed til hverdagskaos på den anden side af dørene.
Døren går op, næsten før Mathilde når at sætte fingeren på ringeklokken. "Jeg har ventet på jer," siger den ældre dame, med en lyserød cardigan, som om hun har stået klar helt fra morgenstunden. Lyset bag hende falder ud i gangen, varmt og gult, og i et kort øjeblik virker hele opgangen mindre kold. Hun stikker en seddel i indsamlingsbøssen og nikker, næsten højtideligt, før døren lukker igen.
Det er Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling. Over hele landet går frivillige fra dør til dør. Her på Aarhus Ø går tre veninder Mathilde, Ida Marie og Nora, op og ned ad trapperne med indsamlingsbøsser og småsnakke, der udfylder stilheden mellem dørklokkeringningerne.
De aarhusianske fredagsbarer bliver også vendt på deres indsamlingstur ”Hvis man henter armbånd om eftermiddagen behøver man ikke at stå i kø om aftenen.”
Et par timer tidligere var bordene i UngK på Nørre Allé dækket med rundstykker, ost og marmelade. De ristede kaffebønner fyldte luften i lokalet og ruterne lå spredt som en stille strategiøvelse. Villiam Luther Nielsen, dagens indsamlingsleder, sad ved bordet i indgangen, klar til at fordele ruterne.
Han læser til maskinmester, men er for tredje år indsamlingsleder til landsindsamlingen.
"Så længe folk kommer er det en succes,” siger han ”resten skal nok gå”
Ensartede opgange - mange slags mennesker
I en af opgangene lugter der af fisk, allerede før de når etagen. En tung duft af stegte filetstykker hænger i luften, og et sted bag døren syder noget på en pande.
“Han står og steger frokost,” siger Ida Marie og skubber et hår tilbage bag øret.
Mathilde ringer på.
Så går døren brat op.
En mand står foran dem helt gennemblødt. Vand drypper fra den skallede isse, løber ned over hans kinder og forsvinder i morgenkåbens fleece. Hans fødder efterlader mørke plamager på gulvtæppet lige inden for dørkarmen.
"Jeg har ikke tid lige nu. Jeg er lige i gang med alt muligt," siger han, forpustet, som om han har løbet gennem sin egen lejlighed.
Døren lukker. Stilheden bliver hængende i opgangen.
“Han steger i hvert fald ikke fisk,” siger Ida Marie, og grinene bryder frem i en fælles rytme.
De samme hvide vægge, de grå trapper, den samme elevatorlyd går igen i bygningerne på Aarhus Ø. Men menneskene bag dørene gør alligevel dagen uforudsigelig.
En ældre mand med røde seler åbner døren, allerede med pengepungen i hånden. “Jeg plejer at støtte,” siger han kort, ”men jeg har allerede støttet Kræftens bekæmpelse så ikke i dag,” inden den tunge hvide dør smækker i.
Pigerne kigger på hinanden og grinene tager over igen. ”Fedt han har taget pungen frem for at afvise”
Ved den næste dør kan pigerne høre en hund gø og en ejer der febrilsk forsøger at få den til at tie. Alle øjne er på døren. Døren forbliver dog lukket. ”Nå, måske har ordet spredt sig at vi er på rov.”
Elevatoren giver dem et kort pusterum fra bygningens endeløse trappeopgange, som nu kan mærkes i de ømme ben. De tunge ben minder dem om da de på deres fælles tur til Nepal, skulle bestige et bjerg for at nå en lille landsby. Ironisk nok burde ingen trapper i Aarhus genskabe samme bjergsti. På niende etage kan udsigten over Aarhus stadig ikke helt måle sig med Nepals bjerglandskab.
Hver dør er anderledes, men rytmen er den samme: bank, vent, smil, gå videre. For pigerne er det en enkel måde at gøre noget godt på. De har ikke mange penge som studerende, men de har tid. To timer kan de godt give til dem, der lige nu lever i katastrofer.
Da de vender tilbage, summer lokalet i UngK af stemmer og duften af pita spreder sig fra bordene med frokost.
Mathilde tømmer bøsserne, og mønterne rammer skålen med en klirrende lyd, der får alle tre til at smile. Over 2500 kroner.
Villiam løfter blikket fra skærmen og nikker. “Det er sådan her, det skal være,” siger han. “Godt klaret, tag en bid mad”
Pigerne sætter sig med deres pitaer, lader varmen brede sig i fingrene og lader fødderne hvile efter trapperne. Det kolde gråvejr udenfor, står i kontrast til de varme lokaler i UngK. En søndag, som ikke lover noget særligt, men alligevel ender med at gøre noget betydeligt.
Bare fordi nogen kom.
Og fordi nogen åbnede døren.
