Når poesien bryder mørket på Løve’s café

”Hvis du ikke døde af forgiftning, ville du dø af kedsomhed uden din mobiltelefon,” bliver der sagt fra scenen. Men sådan er det ikke i aften. Når man træder ind på Løves café, er det som at træde ind i en hule, hvor lyset er dæmpet, og hvor snakken summer i ørene. De antikke møbler knager, bøgerne hvisker og øllene bruser. Døren holdes åben et øjeblik for at dæmpe den tykke luft. ”Bøgerne bliver panisk angst for at blive taget af en tyfon”, siger en af deltagerne, så den lukkes igen.

Symboler bliver sandhed

Et sted hvor tankerne slippes fri. Et sted hvor der er plads til vrede, glæde, tristhed. Et sted hvor symboler bliver sandhed. Sådan et sted er Løve’s Bog - og Vincafé, som en gang hver anden uge forvandles til en poesiklub. Hvis de var skildpadder, ville de gemme sig bag deres skjold, men i dag må de nøjes med bogreolerne som gemmested. Poeterne stiller sig skiftevis bag mikrofonen og blotter sig med deres ord, som får sjæl og sandhed. ”Hvis det ikke bliver sagt, bliver det usandt,” lyder det fra scenen.

En ældre mand åbner poesiballet og starter med at reklamere lidt for sin for nyligt udkomne digtsamling, som handler om kvinder. Han fortæller, at man kan købe den i baren til 35 kroner. “Når tiden er inde, er vejen din”, siger han ind i mikrofonen, mens tonerne fra musikken stadig kan anes gennem højttalerne.

En modkultur

Når Løve’s café ligger hus til for poeterne, er det landets længste fungerende poetforening “Poetklub Aarhus”, som står i spidsen. Foreningen har eksisteret siden 2002, og startede som et interessefællesskab blandt andet med formål om at skabe noget modkultur. “Jeg synes rent ud sagt, at samfundet er ved at blive rigtig forfærdeligt”, siger Tomas Dalgaard, som er medlem af Poetklub Aarhus og fungerer som aftenens vært. Han synes, det er rart at være medlem af en klub, hvor man kan dele de svære tanker. De sidste 15 år har de afholdt arrangementer på Løve’s café to gange om måneden. Medlemmerne af Poetklub Aarhus er enten unge eller ældre mennesker. Midtergruppen er forsvundet, hvilket ifølge Tomas Dalgaard er på grund af arbejde og karriere. Fælles for den polariserede aldersgruppe er dog, at de deler interessen for poesi.

Med sorg i øjnene

Den næste, som i aften åbner sit skjold og lader sårbare tanker blive hørt, er Martine Brumsbjerg. Hun har ingen faglig baggrund, men har tidligere lavet journalistisk arbejde blandt andet ved at være klummeskribent. Interessen for poesi stammer fra hendes barndom, hvor hendes far har undervist hende.

 “Når sommeren er til ende og feriedage brugt og vibespirer og lærkesang forstummet. Når markerne er høstet. Da kan jeg begynde at skrive om dig. Skrive om det du så ivrigt forsøgte at lære mig.”

Hun taler ind i mikrofonen med armene tæt ind til kroppen, som om hendes indvolde ville falde ud, hvis ikke hun holdt godt fast om maven. Men det eneste der kommer ud, er sorgen, der løber ud af øjnene på hende.

”Er det der din kærlighed til mig ligger begravet? Er det i de bekymringer, du altid har haft på vores vegne?”

Man suges ind i Martines verden, og det bliver tydeligt, at det ikke altid har været et nemt sted at være. Hun fortæller efterfølgende, at inspirationen stammer fra hendes eget liv, og hvad der rører sig i verden.

“Tak for i aften. Næste gang er den 8. oktober.” Publikum klapper, og døren åbnes igen.” Af blæst er vi kommet, af blæst skal vi blive og af blæst skal vi genopstå.”