Når syv ud af ti siger nej: Rammer kommunen ved siden af de ensomme ældre?

Tallene stammer fra en brugertilfredshedsundersøgelse fra kommunens egen årsberetning fra 2024, hvor det fremgår at de har afsat midler til en række åbne og inviterende fællesskaber hvoraf kun 30% af de ensomme takker ja til tilbuddet om at høre om initiativerne i kommunen.

Men ifølge David Vincent Nielsen ensomhedskonsulent i Ældresagen og forperson for Folkebevægelsen mod Ensomhed, hvor Aarhus Kommune selv er medlem, er det resultat ikke dårligt sammenlignet med resten af landet.

”Den seneste sundhedsprofil viser, at det kun er 28 procent af dem, der oplever svær ensomhed, som overhovedet ønsker hjælp til at komme i gang med noget socialt. Så 30 procent er ikke et dårligt resultat”

Forklaringen er ikke at de ønsker at være ensomme, der kan være mange andre ting der spiller ind.

Ensomhed lukker sig om sig selv

Vincent Nielsen forklarer at mange ældre, der har levet med ensomhed i årevis, har svært ved at tro, at fællesskaber kan fungere for dem. De har prøvet det og følt sig uden for. De har siddet i et lokale med 15 andre og ikke kunnet følge med i samtalen, fordi hørelsen ikke slog til. De har mødt op til et arrangement og alligevel følt sig alene.

”Ensomhed hænger tit sammen med meget negative erfaringer med sociale sammenhænge. Man føler sig ikke set, ikke hørt, ikke som en del af fællesskabet. Og det gør, at man ikke uden videre siger ja til et nyt tilbud.” 

Forklarer ældrekonsulenten.

Det stiller spørgsmål ved, om kommunens tilgang er tilpasset til den viden om ensomhed.

For når Aarhus Kommune kontakter ældre og spørger, om de har lyst til at høre om fællesskabsmuligheder, og svaret er oftest nej, har de ikke nogen opfølgende indsats.

Oda skal have støvsuget, men hvad med Odas sociale liv?

En oversigt over udmøntning til indsatser mod ensomhed blandt ældre i kommunen viser at der fra 2023 og frem er afsat seks millioner kroner årligt. Pengene går til en bred vifte af tiltag: fællesskaber i folkehuse, digitale overblik over lokale tilbud, samtaleforløb og samarbejde med almen praksis. Et beløb der er blevet hævet fra 4,5 millioner i 2022 fordi der kommer flere ældre i kommunen.

Men pengene løser ikke det grundlæggende problem, mener ensomhedskonsulenten. Kommunen har allerede kontakt med mange af de mest sårbare ældre. Det kan være via hjemmeplejen, forebyggelseskonsulenter eller hjemmesygeplejersker. Problemet er bare, hvad der sker med den kontakt.

”Spørgsmålet er, om den ældres sociale liv spiller en tilstrækkelig stor rolle, eller om det mest handler om at gå ind og se: Oda skal have gjort rent, Oda skal have støttesokker på. Det er jo fint og godt, men hvem tænker over Odas sociale liv?”

Det er ikke en del af ydelseskataloget. Hjemmehjælperen er ikke uddannet til det, har ikke tid til det og har ikke et system at sende bekymringen videre i. Og så sker der ingenting.

”Der er ingen steder i landet, hvor de ældres sociale liv spiller en lige så stor rolle som deres helbredstilstand og praktiske hjælpebehov. Det er et udviklingspotentiale” siger han.

Brobygning kan være vejen

Løsningen, som han ser den, er ikke nødvendigvis flere hjemmesider eller flere tilbud. Det handler om at bygge bro mellem de mennesker, der allerede ser de ældre, og de mennesker, der ved hvordan de kan hjælpe dem, og har ressourcerne til det.

”Der er næsten ingen ældre, som slet ikke har kontakt til andre mennesker. Men dem, de har kontakt til: en hjemmehjælper, en frisør, en fodterapeut kan ikke nødvendigvis gøre noget. Hvis de til gengæld kan vejvise dem hen til os, som kan gøre noget, så laver du den der forbindelse.”

I Silkeborg kommune har man forsøgt med et nyt tiltag mod ensomhed, hvor man skaber den kontakt, som Vincent Nielsen efterspørger.

Kommunen har i samarbejde med Ældresagen og en række andre organisationer afprøvet modellen, hvor såkaldte fællesskabsguides sidder på frivilligcenteret og tager imod henvisninger fra kommunalt frontpersonale. Idéen er, at det ikke er hjemmehjælperens ansvar at løse ensomheden, men det er vedkommendes ansvar at sende signalet videre til nogen, der kan.

En kvalitativ evaluering af indsatsen i Silkeborg kommune viser at de har haft stor succes med den nye indsats, og at de indtil af 2024 har haft kontakt til over 650 personer.

I evalueringen skriver de også at flere af borgerne har udtrykt at de har fået et lille eller større håb for at livet kan blive bedre igen.

Hvem ejer så ansvaret?

Spørgsmålet om ansvar er ikke enkelt. David Vincent Nielsen mener ikke Kommunen kan løse problemet med ensomhed alene, det kræver civilsamfundet hjælp, men civilsamfundet kan heller ikke nå de mest sårbare uden kommunens overblik og systematik.

”Kommunen kan ikke løse ældre menneskers relationelle problemer. Men man kan godt gøre noget, hvis man gør det i samarbejde med andre.”

Det er måske tiltag som de fra Silkeborg kommune der kan gøre en reel forskel. Og mens kommuner og organisationer finder ud af, hvem der tager det første skridt, sidder Oda stadig derhjemme og venter på, at nogen banker på.

Fakta: Aarhus Kommune har afsat seks millioner kroner til indsatser mod ensomhed blandt ældre i 2024. Ifølge kommunens årsberetning oplever 54 procent af de adspurgte ældre at føle sig ensomme. Kun 30 procent af dem siger ja til at blive kontaktet om fællesskabstilbud. Ensomhed koster det danske samfund anslået otte milliarder kroner om året.