Når ungdommen og døden mødes

Det første opkald

Jeg har aldrig rigtig forholdt mig til døden. Udover min egen. Den har jeg tænkt meget på.

Det er d. 26. april 2022, jeg har ikke spist noget i to dage. Jeg lægger mig til at sove med en forventning om ikke at vågne igen. Det accepterer jeg. Næsten forventer jeg. Da jeg slår øjnene op næste dag, går det op for mig, at jeg ikke vil leve mere. Det går op for mig, at jeg faktisk aldrig har været glad, selvom jeg har forsøgt at blive det.

Det skal bare slutte nu. Det hele.

Jeg skal bare bilde min psykiater ind, at jeg skal bede om mere medicin. Så kan jeg sluge alle pillerne, rub og stub, og få fred fra den depression, som har forfulgt mig, siden jeg var 14 år.

Hold kæft mand. Hvor dum har jeg lov at være? Selvfølgelig hoppede hun ikke på den.

Nu sidder jeg så på psyk. Jeg blev tvangsindlagt klokken 9 i morges. Egentlig et mærkeligt tidspunkt at blive indlagt på, tænker jeg for mig selv. Det plejer jo at være senere på dagen.

Min krop, som bærer tydeligt præg af en ihærdig modstridenhed mod mad, sidder afdanket og opgivende på sengen, da min telefon ringer. Det er far.

“Hej”.

“Hej”.

Der er noget galt, jeg kan høre det på hans stemme. En dyb vejrtrækning lyder i min fars ende af røret. Nu kommer det, jeg ved det bare, som et vindstød man kan se på afstand bevæge sig tættere mod én.

“Jeg har kræft”.

Jeg kan høre, at han græder. Jeg siger ikke noget. Jeg græder også bare.

“Mor og jeg kommer og henter dig, og så kører vi hjem til Næstved”.

Jeg lægger telefonen fra mig på det lille bord ved siden af sengen med skærmen opad. Min psykiater kommer ind på stuen.

“Hej Mathilde, vi skal snakke lidt sammen”.

“Jeg har lige fået at vide, at min far har fået kræft”.

I samme sekund jeg siger det, popper en notifikation op på min telefon.

It’s time to be real, står der på skærmen akkompagneret af en glad melodi.

Det siger du ikke. Hvad foregår der lige nu? Det er jo simpelthen for absurd det her. Lyden fra app-notifikationen er gennemborende og jeg mærker en voksende forargelse i mig. Tænk at universet kan være så provokerende.

Meningen i meningsløsheden

Jeg havde egentlig givet op på livet, men det føles urimeligt, at min familie både skal leve med min fars sygdom, og at jeg lægger mig til at dø henne i hjørnet.

Jeg er nødt til at tage mig selv mere alvorligt. Jeg kan ikke være bekendt at lade mig selv gå i forfald nu. Det er nu, min familie har allermest brug for mig.

Det er i virkeligheden paradoksalt, men jeg giver mit liv en chance, fordi min fars er truet.

Der er gået næsten et år, og i februars kulde og mørke bliver far endelig erklæret kræftfri. Jeg er blevet medicinfri, og har fået en lyst til livet, jeg aldrig har haft før.

Vi klarede den begge to.

Dog med en mavesæk mindre, den har min far fået opereret væk. Sådan én kan man åbenbart godt leve uden.

Der skulle åbenbart ske noget meningsløst, for at jeg kunne finde meningen med livet.

Det afgørende opkald

Jeg er på arbejde på Den Lille Gule Kaffebar. Jeg er i gang med at lave fire flat whites til en

gruppe amerikanere. Så ringer min far.

Han siger til mig, at kræften er tilbage, og at han er terminal.

Jeg laver de fire flat whites færdige. Går ud med dem. Ringer til min chef og siger at han skal komme og afløse mig – nu! Jeg kigger på den tjekliste, jeg har udskudt hele dagen, og så går jeg i gang med at lave pandekager. Der går et kvarter fra, at jeg ringer til min chef, og til at han kommer. I det kvarter laver jeg pandekager og cookiedej til i morgen. Jeg aktiverer bare mig selv. Det er jeg blevet vant til. Jeg siger ingenting, jeg gør bare. I sekundet min chef træder ind, bryder jeg sammen på det klamme køkkengulv.

Cafeen har ikke en bagudgang, og flosset går jeg forbi de amerikanere, jeg servicerede for tyve minutter siden.

Jeg står nede i metroen. Jeg skal bare hen til min søster.

Jeg græder. Højlydt.

Jeg står lige ved dørene og står herremeget i vejen. Det er først, da nogen går ind i mig, at jeg tænker på at flytte mig.

Jeg går op på min søsters kollegieværelse.

I døren omfavner vi hinanden. Vores kroppe bliver støttepæle for den anden.

Hun er fuldkommen ødelagt, og det er jeg også.

“Jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have det”, gentager hun grådkvalt.

Jeg har et behov for at passe på hende, selvom hun nok mest passer på mig.

Vi taler om, at der er så mange mennesker, der har forfærdelige fædre, men det har vi aldrig haft. Det er så uretfærdigt. Hvorfor skal det lige være ham? Det er uretfærdigt, for det er ikke nogens skyld. Hvorfor kan man ikke bare pege på nogen og sige, det er din skyld, og jeg hader dig?

Vi får at vide, at han kan have mellem to til tredive år tilbage.

Hvad skal jeg bruge det estimat til?

Nu er der vildt mange ting, jeg ikke kan. Jeg vil gerne på højskole. Jeg vil egentlig også gerne ud at rejse. Men nu kan jeg ikke forpligte mig til noget. Hvad hvis han dør, mens jeg er væk? Samtidig er der noget i mig, der ikke tror på, at han snart dør. Han ligner ikke én, der er ved at dø. Så der er vel stadig håb? Måske kan han nå at være med til mit bryllup eller møde mine børn?

Der er gået lidt over et år. Det er hverdag, og jeg glemmer ofte, at han er syg. Det er dejligt, at vores liv kan handle om andre ting. Jeg overvejer at søge ind på statskundskab. Men kan jeg overhovedet finde ud af det?

“Selvfølgelig kan du det!”

“Det siger du altid, far”

Og som altid ender han med at have ret.

Dødsfald i december

D. 29. november 2024 stopper lægerne min fars behandling. Der er ikke mere, de kan gøre. December måned er rent kaos, men ikke som du tænker det. Det er ikke gaveræs og sprød flæskesvær. Det er de utallige køreture til hospitalet, og min fars timeglas der render ud.

Kræften har spredt sig til lungerne, og samtidig har en lungebetændelse ramt. Han tager ikke lungebetændelsen seriøst, og forstår ikke hvorfor han har det så dårligt. “Din idiot” tænker jeg. Du har lungekræft og lungebetændelse, selvfølgelig har du det skidt.

Han ryger ind og ud af hospitalet. Han skal have antibiotika på hospitalet fire gange om dagen, men han vil hellere hjem.

Han overtaler sygehuset til at udskrive ham, og får mig og mor til at køre ham frem og tilbage mellem Næstved og Slagelse. Typisk min far. Men i det mindste er han stadig sig selv.

Lillejuleaften bliver han indlagt. Hvad vi senere skal finde ud af bliver sidste gang.

Min søster kommer ind med juleanden. Hun forsøger ihærdigt at få far til at tvinge en bid ned. Hun smiler. Hendes desperate forsøg på at bevare en snert af julehygge lykkedes. Samtidig render sygeplejerskerne rundt med julekugler som øreringe, og det eneste jeg tænker er “tag dem ud. Det er jo ikke hyggeligt det her”. Vi sidder og kigger ud ad vinduet. Vi ser ind i stuerne på den anden side af gaden, hvor familier danser om juletræet. Et irriterende spejl til vores sølle forsøg på at holde jul.

Jeg ser min søster og mor langsomt forsvinde mere og mere. Mor taber sig ti kilo i december. Både min søster og jeg taber os. Vi kan ikke blive ved med det her. Jeg har aldrig været så udmattet i mit liv. Det er blevet d. 28. december, og lægerne fortæller, at de i fjorten dage prøver med en anden behandling. “Right” tænker jeg bare. Jeg tror ikke på, at han lever så længe.

Dagen efter dør min far.

Et forfærdeligt tidspunkt at have ret.

Hans krop ligger, som den lå. Stadig med min mors trøje på og med en lilla blomst i hænderne.

“Det ligner, at han trækker vejret”. 

Jeg lægger mit hoved mod hans bryst. Men hører ingen lyd. Han føles så mærkelig hård men stadig varm.

Efter bisættelsen

Mine forældres hjem er blevet forvandlet til en blomsterbutik. Eller min mors hjem er det jo nu. Jeg fanger mig selv i øjeblikke hvor benægtelsen overtager. Han træder vel ind ad døren lige om lidt. Sådan føles det i hvert fald.

Virkeligheden virker uvirkelig.

Min far er død.

Noget jeg er nødt til at tvinge min hjerne til at tro på.

Jeg har ufrivilligt fået døden indenfor døren. Jeg ved jo godt, at døden er en del af livet. Men jeg troede ikke, at den skulle være en del af min ungdom og fremover følge mig i livet. Alle mennesker jeg møder fra nu af, møder kun den version af mig, der har en far, der er død.

Hver dag bliver vi overrendt af buketter, der bærer beskeder af omsorg og kondolencer. Duften er overvældende. Det er som at træde ind i en konstant påmindelse om, at min far nu er et afsavn for alle dem, hvis liv han har berørt.

I takt med at blomsterne visner, vokser frygten for, at min far bliver glemt.

Dør vi i virkeligheden to gange? Først fysisk og dernæst når vi ikke længere lever videre i andre.

Tanken skræmmer mig.

Men endnu mere skræmmer det mig, om folk mon også glemmer at sorgen stadig eksisterer i mig. Og at den nok altid vil gøre det.

Det er nu 1,5 måned siden, at den sidste buket blev smidt ud.

Jeg har en følelse af konstant at være forpustet. Verden går videre, og jeg kæmper for at følge med. Det er den arv, jeg har fået fra min far.

“Selvfølgelig kan du det”

Hans ord er den benzin, der driver mig til at fortsætte, selvom det er hårdt.

Jeg tænker tit på, når andre kigger på mig, om de mon kan se, at jeg bærer rundt på en kæmpe sorg. Min tilstedeværelse på studiet er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er ked af det. For det er jeg. Hvorfor spørger de egentlig ikke, om jeg er okay?

Jeg har ikke lyst til at tage andre mennesker til fange i mine følelser, men jeg ville ønske, at folk rent faktisk turde at spørge. Jeg ville ønske, at folk de husker, når de ser på mit ansigt, at det ikke altid kan oversættes til, hvad der foregår inde i mig.

At skulle gøre alting for første gang igen

Jeg tænker nogle gange på det selvmordstruede menneske, jeg plejede at være. Hvor naivt et forhold jeg havde til døden. Jeg har utrolig meget kærlighed til det menneske, men jeg kan ikke længere genkende det eller dets tanker. Det er gået op for mig, hvad døden faktisk betyder. Den betyder jo allermest for dem, der lever videre. Jeg bliver provokeret over, at jeg var villig til at dø og efterlade min familie. For nu er jeg den, der er efterladt. Jeg skal sameksistere med savnet til min far. Jeg skal leve med tragediens elendighed og de tilhørende minder.

Det føles som om, de hjemsøger mig. De klare detaljer kommer angribende tilbage. Lugten af hospitalet sniger sig ind på mig. Lyset fra min fars hospitalsstue skærer pludseligt i øjnene. Jeg graver den værktøjskasse frem, som jeg tidligere har brugt i mit liv. Poesien. Hvis jeg skriver det ned, så opsluges jeg ikke af det. Så er det opbevaret et trygt sted. Et sted hvor jeg styrer, hvornår døren skal åbnes, og minderne skal føles. Det behøver ikke konstant at leve lige for øjnene af mig. Jeg er nødt til at spare noget tankekraft til det liv, som fortsætter. Mit eget.

Mit eget liv som jeg nu skal genfinde og lære at leve på ny. Jeg skal lære at være ung. Det er første gang, siden jeg var 20 år gammel, at hverken jeg eller nogen omkring mig har døden åndende i nakken. Jeg skal lære at slippe det alarmberedskab, som har indgroet sig i mig.

Jeg tænker meget på sommeren. Måske jeg skal tage ud og rejse eller på festival? Så længe jeg kan huske, har jeg hele tiden været lidt på vej hjem. Det kan være, at jeg nu kan tage afsted uden en bagkant og uden bekymring.

Der er gået op for mig hvor robust, jeg egentlig er. Jeg har levet med en falsk fortælling om mig selv; at jeg er svag.

Jeg har opdaget min egen styrke.

Jeg snakkede for nylig med min gode ven om, alt det der er sket.

“Måske er det bare character building.”

“Nej, det er bare livet, der lugter.”

Det har han nok ret i. Og man kan sjældent gøre andet end at acceptere det. Det har jeg trods alt affundet mig med.