Nogen fucking hader det – andre elsker det, men de fleste mener, det gør dem til bedre sygeplejersker

”Kan det virkelig passe, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger for amning bygger på en meta-analyse fra 2016? Er vi ikke blevet klogere siden?” Emma Rishøj Temlev kigger undrende på mig. Som bibliotekar trasker jeg ofte sammen med de studerende langs fysiske bogreoler og digitale hylder med tidsskrifter i jagten på svar.

”Men det er helt uoverskueligt, hvis jeg skal finde al ny viden om amning efter 2016”, konstaterer Emma. Hun er netop begyndt på sit bachelorprojekt. Sammen finder vi en anden vej at gå. Sundhedsstyrelsen har i sin tid vurderet meta-analysen fra 2016 troværdig nok som basis for en anbefaling. Vi tager afsæt her og vil finde ny forskning, der citerer den. Det kan vi i Google Scholar og databasen Scopus. Vi finder meta-analysen frem og trykker på Cited by.

Pling! 2501 nyere artikler henviser til meta-analysen. Vi læner os tilbage i et øjebliks betænkningstid. ”Lad os se hvor mange af dem, der er systematiske review”, siger Emma; ”det er jo originale studier, som er skrevet sammen – de kan give mig overblik”.

Pling! 436 systematiske review. Det er stadig mange. ”Så afgrænser vi til umbrella reviews” siger jeg og forklarer, at det er en slags oversigt over systematiske review. Pling! Seks resultater. ”Det kan jeg godt klare at kigge på” siger Emma og fortsætter; ”så svaret er, at der er masser af nyere viden, men nu skal jeg vurdere, om det er bedre viden end meta-analysen fra 2016”

Plejer er død og derfor søger de studerende efter ny viden

Efter succesen spørger jeg Emma, hvorfor hun går på opdagelse? Svaret falder prompte: ”I mine praktikker har jeg mødt sygeplejersker, som svarer, ’det plejer vi at gøre – sådan har vi altid gjort’. Hvorfor? Det er ikke godt nok! Vil du fortælle mig, hvorfor vi gør sådan og ikke sådan her?” Emmas hænder understreger pointerne, mens hun taler; ”Vi kan godt lige tænke nogle tanker i stedet for bare at gøre det, vi plejer. Det har vi pligt til som sygeplejersker. Kan det gøres hurtigere eller mindre smertefuldt? Måske er der ingen grund til at gøre det, og så kan vi jo skåne patienten for det.”

Smilerynkerne i Palle Larsens ansigt afslører, at han blev sygeplejerske længe før evidensbaseret praksis bliver normen i det danske sundhedsvæsen. I dag er han lektor på sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, men størstedelen af sin tid er han forsker i Anvendt Sundhedsforskning i UCL Odense. Også han har holdninger til det, vi plejer:

”Der er bestemt noget værdifuldt i det håndelag, sygeplejersker bygger op med mange års erfaring. Så længe det ikke bliver myter. Jeg er selv uddannet for mange år siden, og der plejede jeg at gøre noget andet end det, jeg gør i dag. Så hvis jeg hænger fast, og ikke forholder mig kritisk til det, jeg plejer at gøre, så kan det godt blive farligt,” siger Palle alvorligt.

At planlægge ruten til rette viden

Trine Lesemann Amstrup er i praktik på intensivafdelingen og går ind på en sengestue. Patienten i sengen er næsten ikke til at få øje på blandt de mange maskiner, der måler patientens blodtryk og puls, giver medicin i rette doser, hjælper med vejrtrækning og giver ernæring via en sonde. Her får Trine idéen til sit innovative bachelorprojekt gennem patientfortællinger og og statistikker om senfølger. Hun fortæller ivrigt om det lommekort, hun udvikler til sygeplejerskerne, så de husker at se og drage omsorg for det menneske, som ligger i sengen – mens de holder øje med alle maskinerne rundt om.

”Fordi jeg arbejder innovativt, er jeg enormt afhængig af mit samarbejde med sygeplejerskerne på intensivafdelingen", siger Trine. ”Samtidig vil jeg helst ikke forstyrre hverdagen alt for meget, for jeg ved, hvor travlt de har. Min oprindelige plan er at tale med sygeplejerskerne to gange, men jeg opdager, at jeg kan få svar på, hvordan sygeplejersker oplever at udøve menneskelig omsorg til intensivpatienter i den videnskabelige litteratur. I stedet for at forstyrre på afdelingen, så genbruger jeg det, der allerede er skrevet. Litteraturen kan til gengæld ikke svare på, hvordan sygeplejerskerne opfatter det lommekort, jeg udvikler – så det vil jeg gerne forstyrre dem med,” slutter Trine.

Fra mismod til meningsfulde trædesten

Johanne Sehested Bjerregaard og Kathrine Thomsen Stanek hænger lidt modløse på biblioteket. ”Vi skal bare overstå den her systematiske søgning” sukker de. Det lyder ikke rart. End ikke en bibliotekar har lyst til at kaste sig ud i en systematisk søgning, uden at pointen med den er ret tydelig. Hvad skal I kortlægge viden om? spørger jeg. Det viser sig, at Johanne og Kathrine allerede har været på en lang rejse, som starter med emnet kvinders sundhed. De finder en liste over kvindesygdomme og undrer sig over det faktum, at kvinder med endometriose er 5-7 år om at få stillet en diagnose. Det fanger vores interesse! Deres øjne lyser, mens de argumenterer for, at der mangler viden om kvindernes oplevelser, så sygeplejersker bedre kan støtte dem i den lange periode, de er i udredning for endometriose.

”Vi skal interviewe kvinderne, så hvorfor bruge tid på søgning lige nu?” sukker de igen. Jeg spørger, hvor de har været, og i deres svar ser jeg et helt landskab af sygeplejefaglige kilder: ”Sundhedsstyrelsen, Retsinformation, Danske patienter, Dansk Sygeplejeråd, Etisk Råd, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen, grupper på sociale medier. Vi har også søgt i databaserne Cinahl og PubMed” slutter de. Da jeg foreslår, at de venter med en mere systematisk søgning efter videnskabelig litteratur, til de har resultatet af deres interview, udbryder de: ”Ah, det giver mere mening! Så kan vi søge præcist ud fra det kvinderne oplever”. Deres skuldre sænker sig og jeg er faktisk også lettet.

Hvor nogen gerne udskyder den systematiske søgen efter videnskabelig litteratur, kan andre ikke vente med at komme i gang. ”I starten af uddannelsen er søgning i databaser den kedelige grundrens og afdækning før det sjove malerarbejde, som er den kritiske vurdering af den litteratur, vi finder. Nu synes vi hele processen er ret fed!” udtaler Jónvør Nysted og Freja Ankjær Jarlholm.

Vores søgning beviser, at patienter gerne vil spørges 

En oplevelse i sidste praktik bliver startskuddet til Jónvør og Frejas bachelorprojekt. En ung mand får anlagt en stomi og selvom det står i sygehusets retningslinje, at de skal, spørger afdelingens sygeplejersker ikke ind til, hvad han har brug for at vide om seksualitet i sin nye situation. ”Seksualitet skal forestås i bred forstand som intimitet og berøring – ikke kun samleje og sex”, siger de og henviser til WHO’s definition. Det bliver Jónvør som taler med den unge patient. Hun spekulerer over, hvorfor sygeplejerskerne undviger samtaler om emnet seksualitet, selvom hun tager det op til et afdelingsmøde og fortæller, at det er vigtigt for patienten.

”Vores projekt handler om at vise, at patienterne gerne vil tale om seksualitet. Og at de håber og forventer, at sygeplejersken spørger ind til det” fortæller Freja og Jónvør.

I starten vil de interviewe patienter, men så prøver de et par søgninger i databaserne Cinahl og PubMed. De ser, at der allerede er rig videnskabelig litteratur om emnet. Så søger de systematisk i to forskellige retninger for at vælge den vej, de vil få den bedste litteratur.

”Nu er vores plan at samle alle videnskabelige artikler, der svarer på vores fokuserede spørgsmål, vurdere dem kritisk og skrive en artikel med vores fund. Vi satser på at udgive artiklen”, smiler de og fortsætter; ”Vi vil også gerne over på afdelingen og fortælle om resultaterne og forhåbentligt være med til at skubbe til den nuværende praksis”.

Hvordan er det muligt at søge efter viden, der mangler?

Diana Jørgensen fortæller, at videnshuller er et billede på det, der mangler viden om. Hun og to andre studerende har valgt emnet skyggebørn. Det er raske børn med en søskende, som er alvorligt syg eller har en kronisk lidelse. Tidligt i projektet kaster Diana sig ud i at søge systematisk efter videnskabelige artikler, som skal hjælpe gruppen med at finde viden om de forskellige perspektiver, der er i spil omkring skyggebarnet. Hvad ved vi om skyggebarnets behov og ønsker? Den syge søskendes? Forældrenes? Sygeplejerskens? Samfundets perspektiver på skyggebørn? De ved at børn, der står i skyggen af en syg søskende, ofte selv får helbredsudfordringer. Så deres ambition med projektet er at finde ud af, hvordan de som sygeplejersker hjælper skyggebørn. ”Når vi ved, hvad der mangler viden om, så kan vi målrette vores projekt og vælge om det er forældre, sygeplejersker eller børnene selv, vi skal interviewe,” forklarer Diana.

Krig og kærlighed på biblioteket

”Processen med at søge litteratur er … jeg fucking hader den!” udbryder Ida Frydendahl Ladekjær. Hun lytter tålmodigt til min samtale med Diana, fordi hun med egne ord ”kunne risikere at lære noget”. Diana nikker; ”jeg er faktisk enig i, at det er svært og udfordrende, men det er også virkelig spændende! At finde de rigtige ord for skyggebørn på engelsk, tankerne om vi har fået det hele med og ikke udelukket noget, vi kan bruge” siger hun tankefuldt, mens hun kigger på Ida, der ikke lader sig overbevise.

Som bibliotekar oplever jeg tit et festfyrværkeri af følelser hos studerende, men Palle Larsen tager det ikke lige så muntert: ”Hvad træffer de så deres beslutninger på baggrund af?” siger han og fortsætter; ”studerende, som siger det der, peger ofte på Sundhedsstyrelsens Nationale Kliniske Retningslinjer og Anbefalinger. Så joker jeg lidt med det og fortæller at nogle af dem, har jeg jo skrevet … så tror de virkelig på dem? For mig handler det om at opdrage de studerende til at søge og vurdere det, de finder, kritisk”.

Søgning og kritisk vurdering ligger Palles hjerte nært, men det er ikke kun derfor, han holder de studerende til ilden. Studieordning for Sygeplejerskeuddannelsen har på  1.-3. semester et færdighedsmål som handler om søgning. På 4.-7. semester handler et  færdighedsmål om at vurdere og inddrage forskningsviden. På 7. semester er der et kompetencemål om at holde sig fagligt ajour.

Gør det dem til bedre sygeplejersker?

”Ja, det gør det i høj grad” siger Palle og forklarer også hvorfor: ”De er selvreflekterende og kritiske sygeplejersker, fordi de er underlagt både Sundhedsloven og den evidensbaserede praksis, som fordrer, at de står på deres forsknings- og erfaringsviden og spørger patienterne: ’Hvad er jeres præferencer? Hvad tænker I?’ Sygeplejersken skal informere patienten om virkning, bivirkning og så lade patienten selv træffe beslutning om behandling, men det skal ske på et informeret grundlag”, siger han og kommer dertil, hvor jeg som bibliotekar spidser ører: ”Hvis sygeplejersker ikke er i stand til at søge den rigtige viden frem, så kan jeg godt blive i tvivl om, hvad det bliver for et grundlag, de informerer patienten på.”

Hvad siger de studerende mon selv? Med tanke på de følelser af mismod, forvirring og had, som de studerende giver udtryk for, her i starten af bachelorprojektet, er jeg spændt på, om de svarer med det korte eller lange lys tændt. Jeg bliver overrasket.
De studerende, som har delt deres søgehistorier, svarer JA, det gør os til bedre sygeplejersker, fordi:

• ”Vi er blevet mere kildekritiske i løbet af uddannelsen og det bliver vi ved med at være. Det handler om patientsikkerhed – derfor er det supervigtigt, vi ved, hvor vores viden kommer fra, og at det ikke bare er noget, vi lige har slået op på Google. ChatGPT og CoPilot svarer ofte med påstande, og vi aner ikke, hvor de kommer fra." Freja og Jónvør.
• ”Det er videnspotentialet! Uanset om jeg er på studiet eller i gang med min karriere. Ting udvikler sig hele tiden – vi kan hele tiden blive klogere. Hvad virker og hvad virker ikke? Hvordan opleves det og hvad er egentlig patientens præferencer?” Trine­

De studerende sætter nu slutspurten ind på at blive sygeplejersker og skal have arbejdsro til at komme til vejs ende. Palle får en sidste kommentar, der viser hvor langt han som sygeplejerske og vi som videnssamfund har rejst. For 42 år siden var det ham, der stod ved en korsvej som nyuddannet sygeplejerske:

”Da jeg var ung og uddannede mig til sygeplejerske, så læste jeg en lærebog, og så var det bare fuldstændig rigtigt, det der stod i den lærebog. Det satte jeg egentlig ikke spørgsmålstegn ved – og det gjorde andre heller ikke”.