”Nu skal vi saftsuseme holde ved hinanden” udbryder ”oprustningsstatsministeren”

”Fredag aften var jeg trist” siger Mette Frederiksen med en alvorstung mine, og skuler ud over de hundredehalvtreds fremmødte, som lægger deres ansigter i alvorlige folder. Grunden til Statsministerens tristesse og de alvorlige ansigter var den parlamentariske nedsmeltning, som fredag aften havde udspillet sig for rullende kamera, mellem Trump, Vance og Zelenskyj i Det Hvide Hus. Forvirringen ovenpå pressemødet blev erstattet af en knugende nervøsitet for Ukraines fremtid, såvel som Europas.

Travlhed

Statsministeren var ikke den eneste, som følte en spirende nervøsitet for Europas fremtid. Den fornyeligt pensionerede, Henning Sjørup, som var i gang med at skænke sig en kop kaffe ved et bord fyldt med sodavand, vin og termokander, havde også overværet nedsmeltningen i det ovale kontor, og understregede ”at vi har travlt, og efter i fredags, så har vi endnu mere travlt” med henblik på den monumentale oprustning, som Europa står overfor.

Usikkerhed og trygge rammer

Arrangementet er fuldstændig udsolgt, og en halv time inden start begynder folk at søge mod Jyllands-Postens nye domicil, som troner op mellem store byggeprojekter, der er i gang på Sydhavnen i Aarhus. Hovedkvarteret for den feterede avis er omkranset af et kunstværk bestående af 550 keramiske fliser på metalsøjler i forskellige højder – en form for skulpturel terrorsikring. Ude foran bygningen står to politibetjente udstationeret, og efter en tur i svingdøren bliver man mødt af to sikkerhedsvagter med håndholdte metaldetektorer. Efter sikkerhedstjekket strømmer gæsterne ind i Aurora-salen.

Seks rækker med polstrede stole udgør siddepladserne for aftenens samtale, og stolene bliver gradvist optaget af gråhårede mænd og kvinder. Snakken går lystigt mellem de fremmødte, der strømmer loungemusik ud af højtalerne, mens folk drikker vin i forskellige farver. En kvinde udbryder spørgende: ”Hvad er det dog for noget musik?!” til sin mand, som ryster på hovedet. En ældre herre bliver mødt med brede smil, krammere og håndtryk af sine kammerater, som har holdt et sæde ledigt til ham.

Musikken fader ud, smalltalken indstilles og vinglassene placeres på gulvet, da Mette Frederiksen trådte ind i salen til lyden af klapsalver. Efter applausen var stimlet af, begyndte samtalen mellem chefredaktør Marchen Neel Gjertsen og Statsministeren. Humøret var rigtigt nok i bund efter fredagens skrækseance, men Frederiksen ”fik sit gode humør tilbage” efter mødet i London, hvor toplederne fra EU, NATO og Canada forsøgte at fremmane en vej igennem det nye politiske landskab, hvor Statsministeren fastslog ”at Europa skal komme styrket ud” på den anden side. En sætning, som får salen til at nikke anerkendende.

Oprustningsstatsminister

Mette Frederiksen giver sig selv titlen oprustningsstatsminister og gentager mantraet ”køb, køb, køb” for at understrege, at det er tid til at erhverve mere militært isenkram for at forsvare Europa. Statsministeren ”har aldrig været så glad for regeringen, som hun er lige nu”, på trods af at ”Lars Løkke og jeg har brugt et helt liv på at bekæmpe hinanden”. Salen klukker af grin. Regeringens interne politiske stridigheder er altså lagt på hylden, og den trykkede stemning i rummet, er for en kort stund forduftet.

Henning i østblokken

Henning Sjørup nikker også anerkendende, da Frederiksen siger, at ”den kolde krig var en bedre tid end nu”. Efter murens fald flyttede han med familien til Polen, hvor han skulle etablere et fiberkabel fra byen Szczecin ved Østersøens sydkyst og hele vejen til Tjekkiet, så kommunikationen igen kunne flyde frit i østblokken. Henning oplevede, hvordan lange brødkøer, på få år, ændrede sig til supermarkeder med fyldte kølediske. Efterfølgende var Henning også involveret i at forbinde Baltikum, Skandinavien og Tyskland med undersøiske kabler, som bidrog til, at de gamle satellitstater fik et tættere forhold til deres europæiske naboer. Statsministeren fremhæver, at sabotage, med iturevne gas- og kommunikationskabler, er en af grundene til, at vi ikke længere lever ” (…) i fredstid” – et statement, som Henning desværre er enig i.

Krigstrommer og roser

Mens Mette Frederiksen udbryder, at vi, i en tid fyldt med splittende misinformationen, ”saftsuseme skal holde ved hinanden, som land og som kontinent”, sniger en ildevarslende, monoton dunkelyd sig igennem murene på Jyllands-Postens hovedkvarter og ind i salen. Det lyder, som om, at bygningen er blevet omringet af soldater, som nu står og tramper i takt. Årsagen til de buldrende dunkelyd skulle dog findes hos en piloteringsmaskine, som var begyndt at banke pæle i jorden.

Under spørgerunden rejser en ældre herre sig, iklædt habitjakke, briller med skildpaddestel og rødligt skotskternet uldhalstørklæde, og siger følgende: ”Jeg er normalt ikke enig med dig politisk, men jeg må rose dig for at tage situationen alvorligt.” Herefter søger han et svar på, hvad man helt konkret vil foretage sig for at komme i mål med oprustningen. Efter samtalens afslutning, bliver to kvinder i køen til toilettet enige om, at arrangementet havde været spændende og Mette havde klaret det godt, hvortil en herre tilføjer, at han heller ikke er enig med hendes politik, men at hun havde virket menneskelig og nede på jorden. Alle nikker istemmende.