”Nu skal vi synge!” - Det handler om stemningen - ikke stemmen

”Nu skal vi synge!”. Med en kop kaffe i den ene hånd og et glas vand i den anden, tager Jakob Grundkær, der til daglig er musiklærer på Århus efterskole, plads bag det sorte flygel. Hans stemme skyder gennem rummet som et skud fra en startpistol. ”Hold da op”, kvitterer han med et grin, før roen lige så stille sænker sig i salen, og sangbøgerne åbnes. 

De første toner fylder rummet, og ”Septembers himmel er så blå”, bliver understøttet af lyset fra de korsformede vinduer, der, fra begge ender af kirken, sender den tidlige efterårsdags sidste solstråler ind i kirkerummet.

Hjælp fra koret

Bag de rødstensmurede vægge i Møllevangskirken er bænkene i aften fyldt godt op, når der igen spilles op til fællessang. Sangaftenen er blevet lidt af en tradition i forbindelse med den årlige Kirke- og Kulturfestival, og i år er ingen undtagelse. ”Det plejer at være superpopulært”, fortæller Mira Siegel, der både er vært for aftenens arrangement, og leder af folkekoret, som i aften har taget plads nede blandt gæsterne. 

For selvom fremmødet i Møllevangskirken i aften er stort, viser undersøgelsen "Så syng da, danmark" fra Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet, at lidt mere end hver fjerde dansker synes, at det nemt bliver pinligt, når man synger sammen. 

Så skulle der sidde en enkelt eller to og være nervøse for at synge med eller at synge for højt, så sørger folkekoret for, at man i hvert fald ikke sidder med følelsen af, at man synger meget højere end sidemakkeren.

Behøver ik lyde som Whitney Houston 

For nogle er fællessangen allerede en velkendt rytme.
”Vi synger i kor sammen til dagligt”, fortæller 78-årige Grethe, og 79-årige Tove. Men selvom de to erfarende damer har helt styr på tonerne, er de dog ikke kun kommet for at træne stemmerne.
“Man bliver i så godt humør!”, tilføjer de entusiastisk, inden de tager plads på forreste række.

Om du har en stemme som Whitney Houston - eller nærmere lyder som en 3. klasse på blokfløjte - er nemlig ikke det afgørende, og på trods af at flere af aftenens deltagere har muligheden for at slukke for de øvrige røster via deres høreapparat, så smelter de mange forskellige stemmer imidlertid så naturligt sammen, at det vist næppe bliver nødvendigt.

”Fællessang er noget vi giver til hinanden” 

”Jeg har det lidt ligesom ude på efterskolen. Jeg får lyst til at bede jer om at rykke lidt sammen”, lyder det fra Jakob.

Og selvom aldersgennemsnittet på aftenens publikum er en smule højere, end han er vant til på efterskolen, forsøger han alligevel at få folk til at rykke lidt sammen. ”For fællessang er noget vi giver til hinanden” tilføjer han energisk.

”Var det 157 eller 167?”, spørger en herre på tredje række. ”167”, lyder svaret prompte både fra højre og venstre.
En dame på bagerste række læner sig frem, og en ung kvinde gentager det næste sangnummer for hende. Det gør hun et par gange.

Som et andet bankospil 

”Få et glas vin, men ikke to. Vi skal ikke have nogen linedansere”, lyder det oppe fra flygelet. Højskolesangbøgerne byttes for en kort stund ud med småsnak og lidt til at smøre stemmerne. På bordet i våbenhuset står en knaldrød Magretheskål. ”Maks to sangønsker, og spring jeres første indskydelse over”, tilføjer han, inden forsamlingen løsriver sig. Jakobs kommentar får mundvigene til at løfte sig over hele salen.

Papirlapperne, som hver og en repræsenterer en tanke, følelse eller minde, finder én efter én hurtigt ned i den røde skål, mens folk forsyner sig i den lille opsatte bar.

En ældre dame står med et glas rødvin i hånden, da snakken falder på, om det mon er godt for stemmen. "Det ved jeg ikke, men det er hyggeligt," siger hun med et lille grin.

Tilbage i salen er det blevet tid til at indløse sangønskerne fra den godt fyldte Magretheskål. 
”Nummer 585… Nummer 353… ”. Som et andet bankospil læser en dame på forreste række ønskerne op.

Efter tredje sangønske bryder en klapsalve ud. Ikke for Jakob, men mere en klapsalve der signalerer at, ”dét gjorde vi altså godt”. For der er vist ikke mange andre end ønskets ejermand, der på forhånd kunne teksten.

Til tonerne af ”Sensommervise” og ”Solen er så rød mor”, vugger folk stille med på Møllevangskirkens bænke. 

Jakob Grundkær slår de sidste toner an, og højskolesangbøgerne klappes stille og roligt i én efter én.