Ole hedder også Marianne

“Der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig...” 

Der er mørkt i stuen i en forstad til København. Rummet er kun lyst op af skæret fra de mange stearinlys, som Ole har fordelt rundt i alle kroge, der kan placeres stearinlys i. Bordet er dækket op med ost og rødvin, og der er lagt op til en romantisk seance for et lykkeligt ægtepar. 

Under bordet gemmer han på en hemmelighed, forklædt under de romantiske omgivelser.

Hans kone bliver ligbleg, og luften i rummet bliver tyk af nervøsitet og os fra stearinlysene. 

“Jeg er transvestit...”

Mariannes fødsel

Siden 82-årige Ole var fem år, har han vidst, at interessen for flotte kjoler og lange røde negle var lige så stor, som interessen for legetøjsbiler og jernbaner.

På gulvet i barndomshjemmets stue sad han og legede med biler, som enhver dreng jo skulle. Ved siden af legen lakerede hans mor negle med sin veninde. Det fangede Oles øjne, og han drømte om en virkelighed, hvor han også kunne være med. 

Gennem neglelakkens sprittede dunst udbrød hans mor, at hvis Ole havde været en pige, så skulle han have heddet Marianne. 

I det øjeblik var Marianne født. 

Konsekvenserne

At have Marianne inden i sig, var ikke altid nemt at forene med præpubertære drenges umiddelbare og til tider hånende spørgsmål. Specielt kom det til udtryk ved omklædning til gymnastiktimerne. 

Ole Emil er bygget med former. Former, som han med sine kvindelige briller på dyrker. Han har så længe, han kan huske haft en naturligt mere fremtrædende barm end de andre drenge i klassen. Det lod de ikke gå ubemærket hen. 

Efter det obligatoriske bad i skolens omklædningsrum, lød det rungende gennem massen af drenge, der klædte om: “Hvaaa, har du ikke glemt din BH? Kan du ikke låne din mors?” 

Der var jo ikke noget, han hellere ville. 

Den lyse farve i hans kinder forvandlede sig til ildrød. Tankerne vrimlede gennem hans hoved. Hvad gør en rigtig dreng? 

Han råbte, skreg og fortalte dem, at det overhovedet ikke var tilfældet. Læreren kom farende og gav dem en skideballe. Det skulle de aldrig sige igen. 

Men hvorfor sagde han det ikke bare? Han var for bange for konsekvenserne i skolegården, men også de mere omfattende konsekvenser. 

Indtil 2017 var kønsligt ubehag, som det blev kaldt, herunder transvestisme, på listen over psykiske sygdomme i Danmark. Derfor ville Ole dengang være været kategoriseret som psykisk syg. 

Derfor var det nemmere at holde tankerne for sig selv. Gemme dem et sted, hvor ingen kunne finde dem. Det fortsatte han med ind i ægteskab, forældreskab og karriere. 

Livet fortsatte. Ole blev gift med en skøn kvinde, og sammen fik de tre børn. Hele familien bosatte sig i et rækkehus i en forstad til København. 

En hemmelighed i nattens mulm og mørke 

Om natten, når han var alene hjemme, fik tankerne lov til at blive til virkelighed. Tankerne bevægede ham ud af sengen og ind i sin kones skab. Han så sig selv iklæde sig kjoler, nederdele og høje hæle, imens han befandt sig i en drømmelignende tilstand. Marianne blev bragt til live. 

Den drømmende tilstand brydes med et sæt. Virkeligheden rammer ham. Hvad han troede var noget pubertært, der ville gå over, blev ved med at prøve at bryde ud af skabet. Han havde lovet sig selv, at det var slut, at Marianne ikke skulle frem i lyset. Men hun ville ud. Disse nætter gentog sig med jævne mellemrum. 

Da han kom op i midten af 30’erne, begyndte han at overveje situationen. For “hvad pokker, det kommer jeg jo aldrig af med.” 

Idéen om at springe ud som transvestit, og leve et liv, som skiftevis mand og kvinde, begyndte at fylde. Men tanken om, hvordan familien, arbejdet og samfundet ville reagere fyldte mere.

Han fik større ansvar i sin professionelle karriere og blev afdelingsdirektør i en stor virksomhed. Altså, havde han ansvaret for en masse menneskers arbejdsliv og indkomst. Han frygtede hvilke konsekvenser, Marianne ville have for ham og for alle de mennesker under ham på kontoret. 

“Hvis jeg havde sprunget ud som 30-årig, var der nok ikke nogen, der havde turde røre mig. Så hvis jeg havde sprunget ud, havde det nok frataget mig muligheder.” 

Marianne-dage

Det eneste sted, Ole fandt plads til Marianne, var fortsat i nattens mulm og mørke i sit eget selskab. Idéen om at gå udenfor en dør forbandt han med skam. Derfor fandt han plads til hende et andet sted. Udenfor landets grænser. 

Hans karriere fortsatte opad, og efter, han havde rundet 60 år tog han på mange forretningsrejser. Ofte valgte han at forlænge rejsen med en dag eller to. En forlængelse dedikeret til Marianne. Marianne-dage. 

På sin første forlængede rejsedag faldt han over en butik i Frankfurt. Die Damenboutique für Herren, hed den. Et navn, som Ole kunne spejle sig i. Nysgerrigheden om, hvad han kunne blive til, eksploderede inde i ham. Han var nødt til at gå derind. 

Butikken flød med flotte kjoler og højhælede sko. “Kan du forvandle mig til en kvinde,” hørte han sig selv spørge om. Falske hofter blev fundet frem, BH’er med push up blev prøvet på og smukke kjoler blev hængt op, så han kunne vælge. Spejlbilledet viste pludselig en kvinde. 

Disse forlængede forretningsrejser blev en fast del af Oles liv. En tur til Amsterdam blev dog afgørende. Et besøg i en hollandsk version af Die Damenboutique für Herren, blev afgørende. Den rigtige kjole, de rigtige stiletter og den rigtige paryk blev valgt. Spejlbilledet viste pludselig ikke bare en kvinde, men den kvinde, han altid havde været. Marianne. 

Han tog Marianne med hjem til Danmark. Hun fortjente at blive vist frem til verden. Hun skulle ikke længere gemmes væk i nattens mulm og mørke. 

“Det har jeg da altid vidst” 

“Jeg er transvestit...”

En høj latter forvandlede rummets tykke luft til igen at være let og livlig.

“Det har jeg da altid vidst.”

Oles kone fortalte, hvordan hun havde bemærket, at hendes tøj sommetider havde ligget anderledes end da hun lagde det sammen. Hvordan der havde været efterladt et lille spor, hver gang. Hun havde ikke turdet at sige noget. Hun var bange for, at han ville være brudt sammen. De havde gået og spist den halvdel af rundstykket, som de troede, at den anden mindst kunne lide, men i virkeligheden var det omvendt. 

Ole bliver ramt af total forløsning. Hans kone, som havde været én af de største grunde til at holde Marianne væk fra omverdenen, accepterer hendes eksistens. En 65 år lang hemmelighed kom ud af nattens mulm og mørke. Ud i lyset og ud i verden. 

Selvom hans kones reaktion var den bedst mulige, var det ikke udelukkende sådan modtagelsen var. To af deres tre nu voksne børn har svært ved situationen. De vil ikke længere kendes ved deres far, og de har derfor ikke ville tale med ham siden. Ole ønsker ikke, at børnene involveres yderligere i denne artikel.

Den pige, de gik i klasse med 

Den Marianne, der nu er ude i lyset og ude i verden, skammer sig ikke længere. Ole har fået plads til at udfolde den kvinde, han altid har haft inden i sig. På samme tid har han også plads til at udfolde den mand, han altid har været. Han ser på sig selv som værende 75 procent mand og 25 procent kvinde. Aldrig på samme tid, men de lever begge inden i ham. 

Som 80-årig tog Ole til gensynsfest med sin gamle folkeskoleklasse. De ser ham som Ole en gang om året. Men dette år skulle det fandme være løgn. De skulle se den pige, som ville have sprunget ud i drengenes omklædningsrum som 11-årig. Så da han er begge dele, mødte han op som Marianne. 

“De skulle jo også kende den pige, de gik i klasse med.”