Ophelia lærer hvordan man siger kælling på fransk

Med fast stemme læner hun sig mod sidemakkeren: “Kælling, kælling, kælling.” Der er ingen tvivl i hendes tonefald. Ved siden af hende sidder en farvestrålende dame, der slår en hånd ud i luften. “Nå, det er et hunkønssvin – jeg troede, det var en idiot, som er hankøn,” siger hun med et grin, mens hun ryster på hovedet over sin egen forveksling.

Kælling på fransk er ikke en del af hendes ordforråd, men resten af holdet hjælper, når gloserne driller. Hendes latter smitter de andre kursister, og hele rummet er fladt af grin. 

Den nye pige i hesteskoen 

På den modsatte side af lokalet fniser en midaldrende kvinde, mens hun kigger op fra klassens franskbog Édouard Louis. Ophelia Carlson er den nye pige i klassen. “Jeg meldte mig på holdet for otte dage siden, fordi min indre stemme sagde, jeg burde,” fortæller Ophelia, som er tidligere clairvoyant. Resten af holdet er pensionerede kvinder, der har kendt hinanden i årevis. De kalder sig selv for kernen. 

Ophelia rømmer sig og stikker fingeren op i vejret. Stemmerne falder, og blikke samler sig - nu skal der læses højt på fransk. 

14 kursister sidder tæt, så kun halvdelen af lokalet tages i brug. Det ligner, de har skabt en kæde, der kringler som en hestesko. 

Kursisterne falder ind i rytmen 

Mange af holdets kursister har en del livserfaring efterhånden, men inde i mængden af grå hår sidder den yngste kursist. “Jeg har sabbatår og vil bare gerne vedligeholde mit franske sprog,” fortæller Lea, der også er startet på holdet for nylig. 

Aldersforskellen - Den betyder ikke noget for holdet. De falder ind i rytmen, som om de har været her længe – på linje med pensionisterne. 

Ophelia sidder og dunker sig selv oven i hovedet. “Åh, hvad er det nu det hedder, det ord,” siger hun. “Det ved jeg,” lyder det på den anden side af hesteskoen. 

Ophelia smiler skævt. Det var en god beslutning at melde sig til holdet. Når det bliver svært, er der altid en venlig sjæl i lokalet, der kan hjælpe, når det franske driller. “Jeg er førtidspensionist, så jeg nyder at komme her og få tiden til at gå med noget, der interesserer mig,” siger Ophelia. 

Hun fumler med grammatikbogen, mens hun læser en sætning højt for klassen. Underviseren efterligner oplæseren med mimik, som hun altid gør. Den velkendte “øhh-lyd” kommer frem. “Det hedder de fleur, ikke le fleur,” forklarer Helle Munch, der er franskholdets underviser. 

Deres kemi i undervisningen er ikke til at tage fejl af – underviseren forklarer, og Ophelia griber forståelsen med det samme. “Aha,” siger Ophelia med et nik. 

Underviseren styrer med humor og mimik 

Med sin stramme knold og briller, der glider ned på næsetippen, er deres underviser også med på jargonen, der udspiller sig på en fredag eftermiddag. Hun har undervist her på skolen siden 90’erne. 

Sjældent bliver der stille nok i rummet til, at man kan høre urets tikken på væggen. Kun franske ord og latter fylder det kridhvide lokale. Den eneste udsmykning er to landkort med titlen Frankrig og Italien i blokbogstaver. 

“Oui, oui, oui,” lyder det på langsiden. Som en flok duer skråler man i kor, når man er med på, hvad der bliver sagt i undervisningen. 

En kvinde med et lille tørklæde stramt om halsen og hænderne i bevægelse forsøger at forklare sig for sin sidemakker. Underviseren afbryder, for hun kan høre, at glosen ikke stemmer overens med deres udtale. Ved siden af hende læner en farvestrålende dame sig frem og bryder ind med et grin: “Jamen, fromage er jo noget med at lave mad, så jeg tænkte, det kan da umuligt være hankøn.”

En spirituel tilgang til fransk 

Grammatikken er holdet enige om er det sværeste ved det franske sprog. 

Ophelia trækker en ny bog op af sin lilla taske med et lamineret peacetegn hængende. Nu er det tid til at tjekke op på lektien til i dag. “Jeg har ikke lavet lektier til i dag,” konstaterer en kvinde der nærmest er sunket ned i stolen. “Suk,” lyder det fra underviser. 

Kvinden med det stramme tørklæde vender blikket ned i sine egne noter nu, for hun er den næste oplæser i hesteskoen. Ophelia bevæger fingeren langs linjen på sit eget papir, mens lektien bliver læst højt i rummet. 

Lige om lidt er det hendes tur til at læse lektien højt, for hun er nummer fem i rækken. Hendes krop ryster en smule. Hvis man ikke tæller forrige gang med, har hun ikke dyrket det franske sprog i nogle år. 

“Må vi høre den næste sætning?” spørger underviser, som om hun har sagt det tusinde gange før. 

Ophelia retter sig op og skubber brillerne længere ind mod panden. Det lyder som om ordene svæver blødt ud af hendes mund, mens nogle bogstaver forsvinder undervejs. Hun gurgler nærmest på r’erne. Næsten musikalsk udtaler hun ordene som en blød strøm uden opremsninger eller hakkende ord. “Perfekt,” siger underviseren. 

Fredagens faste ritual 

Hvor de andre på holdet vil holde deres fransk ved lige til ferierejser, er Ophelia her af helt andre grunde. “Min datter er meget syg, samtidig med at den forening, jeg var medlem af før, den lukker nu her om ikke så lang tid.” 

En fyldt hverdag bliver nødvendig for at holde de indre stemmer i skak. “Jeg er et meget spirituelt menneske, og jeg tror på, at fransk kan hjælpe mig i denne her situation,” siger Ophelia. 

Med rank ryg og grammatik i tasken 

“Tak for i dag. Jeg skriver til jer, efter jeg har set Vild med dans,” siger underviser. “Det skal vi også,” siger kernen på langsiden. 

Ophelias blik møder hurtigt den yngste deltagers, og de bryder begge ud i grin over det, der bliver sagt højt i klassen. “Det har jeg ikke set i årevis,” siger den unge pige. “Nej, det har jeg altså heller ikke,” svarer Ophelia og ryster på hovedet med et smil. 

Hun samler sine bøger, lægger grammatikken ned i tasken og trækker sin polkaprikkede jakke over skuldrene. Otte dage efter hun meldte sig, trasker hun ud ad døren med selvtillid og rank ryg, mens dagens sidste franske gloser svæver i luften.