Oprustningen sender det danske diplomati til Østeuropa

Udenrigsministeriet meddelte i starten af december, at de vil åbne en ny ambassade i Albanien. Den kommende ambassade er dog blot én ud af i alt fire danske ambassader, der siden krigen i Ukraine har slået dørene op i de gamle lande i østblokken.

Georgien, Bosnien, Moldova og nu Albanien.

Det virker måske naturligt, men det er et brud med årtiers status quo for dansk diplomati i Østeuropa. Ikke siden Sovjetunionens opbrud har Danmark åbnet nye ambassader bag det nu rustne jerntæppe.

Genopbyggelse af mure

I 90’erne var missionen med det danske diplomati at støtte spirende demokratier og nedbryde både symbolske og konkrete mure. ”Mr. Gorbachov tear down that wall!” hørtes der. I dag sker det i skyggen af en europæisk krig, hvor der muligvis igen bliver optegnet hårde linjer op gennem kontinentet.

“Når vi åbner nye ambassader nu, er det en erkendelse af, at vi også må opruste diplomatisk, ikke kun militært.” siger Isabel Bramsen, der er freds- og konfliktforsker på Lund universitet.

Dette skaber et billede af, at dansk diplomati måske har ændret sig til et værktøj, der ikke nødvendigvis skal forhindre en konflikt, men placere os så stærkt så muligt, hvis den opstår.

Det samme budskab ser man også i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen forklarer grunden til at åbne disse ambassader.

”Verden forandrer sig med hastige skridt. Det giver nye udfordringer, men rummer også store muligheder. Vi skal have en stærk og tidssvarende udenrigstjeneste, der er til stede i de lande, hvor vi har vigtige interesser på spil, og det har vi taget yderligere skridt mod i dag.”

Et støvet forhandlingsbord

Men det er en forkert måde at anskue diplomatiets opgave på, mener Isabel Bramsen.

”Danmark har i årevis haft en forfejlet forståelse af diplomati som noget, man kun indgår i med dem, man er enige med. Det har blandt andet ført til en no-contact-politik over for Rusland, som afskærer Vesten fra at lægge pres ved forhandlingsbordet. Og det besværliggør muligheden for fred”.

“Hvis man skal have fred med nogen, skal man jo forhelvede mødes med dem,” siger hun.

Men at indgå dialog med handler ikke kun om, at sende et signal til Rusland. For i sidste ende handler det også om, hvorvidt den danske statsmagt har støtten fra sin egen befolkning i tilfælde af krig.

“Hvis man oplever, at alle andre muligheder er blevet forsøgt, er det også lettere som borger at acceptere de svære valg.” siger Isabel Bramsen.

Ikke fredsdiplomati, men konfliktdiplomati

Denne måde at bruge diplomatiet på er i kontrast til, hvordan Danmark i 90’erne kæmpede for et frit Europa.

I august 1991 blev Danmark det første land i verden til formelt at anerkende Estland, Letland og Litauen som selvstændige stater. De gjorde det samtidig klart, at danske ambassadører ville blive sendt afsted hurtigst muligt.

Rasmus Brun Pedersen, der er lektor ved Institut for statskundskab på Aarhus Universitet med særlig ekspertise i sikkerhedspolitik beskriver situationen dengang som, at der ”efter Sovjetunionens kollaps opstod der et magtvakuum, som Vesten havde en stærk interesse i at udfylde. Der var en idealisme og optimisme i 1990’erne, som er væk i dag.”

Han ser det som en konsekvens af, at dansk diplomati i lang tid har været trukket for tyndt ud i forhold til deres budget. Denne erkendelse er regeringen nu også kommet med. Og det betyder, at man nu er begyndt at skifte Danmarks diplomatiske fokus mod sikkerhedspolitik.

“I Moldova og Georgien er der ingen tvivl om, at det handler om at minimere russisk indflydelse.” siger Rasmus Brun Pedersen.

Isabel Bramsen anerkender også denne tendens. Og det ser det som problematisk når ”diplomatiet begynder at handle om økonomiske interesser og alt muligt andet, end at arbejde med at række ud til dem, man er uenig med”

Krigens alternativ er lagt i graven

Når Danmark bevæger sig tættere på Europas brændpunkter, får det ikke kun konsekvenser for diplomaterne i Moldova eller Bosnien, men for alle danskere, der måske skal forholde sig til eller at genoverveje, hvad vi egentlig er villige til at risikere for vores land.

For hvad betyder det, at staten opruster diplomatisk side om side med sin militære oprustning? Og hvad siger det om den fremtid, danskerne forventes at navigere i?

Freds- og konfliktforsker Isabel Bramsen formulerer det skarpt:

“Danmark har i mange år syltet sit diplomati. Næsten lige så meget som militæret. Vi har lagt os så tæt op ad USA, at vores egen udenrigspolitik nærmest er forsvundet.”

Det er et problem, mener hun, for det har betydning for, om Danmark reelt ser krig som en løsning og ikke en sidste mulighed.

“Vi kan ikke legitimere vores unge at gå i krig, hvis ikke vi samtidig gør alt, hvad vi kan diplomatisk.” siger hun.

Ifølge Isabel Bramsen er Danmark og store dele af Vesten blevet fanget i en logik, der stammer fra krigen mod terror, der herskede i 00’erne og 10’erne. Enten er man med os, eller også er man imod os. I den logik bliver diplomati kogt ned til moralsk afstandtagen og symbolske markeringer i stedet for hårde forhandlinger.

“Diplomati er ikke en rundkreds. Man kan lægge et større pres gennem et forhandlingsspor, end mange tror.” siger hun.

Men hvis vi i dag i højere grad bruger diplomati for at gøre kløfter dybere end som en måde at opnå kompromisser, rejser det et ubehageligt spørgsmål.

Kan vi egentlig påstå, at vi gør alt, for at undgå krig?

Det spørgsmål bliver især relevant, når Danmark opruster militært som aldrig før og samtidig bevæger sig diplomatisk ind i regioner, hvor spændinger er høje. Georgien blev invaderet af Rusland i 2008 og har fortsat en militær tilstedeværelse i landet. Ambassaden i Moldova placeres kun en times kørsel fra den russisk-kontrolleret udbryderregion Transnistrien.

Det kan ud fra en russisk forståelse, virke som om, at Danmark eskalerer muligheden for en konflikt. En eskalation i den forstand, at vi begynder at hjælpe til med tovtrækningen mod Rusland i en region, de har som høj prioritering.

Rasmus Brun Pedersen er dog ikke enig i denne udlægning. ”Det er klart, at Rusland ser det som en rigtig dårlig idé. Men jeg ser det ikke som en direkte konfliktoptrapning.” og siger desuden ”Det var ikke os, der startede krigen, men det er en af grundende til at sikkerhedspolitik derfor spiller en større rolle i de diplomatiske prioriteringer nu”.

Til samme spørgsmål om Danmark gør nok at undgå krig er svaret klart fra freds- og konfliktforsker Isabel Bramsen.

“Nej, nej, nej. Overhovedet ikke” siger hun. “Hvis jeg skal sende mine døtre i krig, vil jeg vide, at alle andre muligheder er udtømt. Det kan vi ikke sige i dag.”