Oprustningens paradoks: Sikkerhed i ubalance

Der pumpes lige nu milliarder i forsvar verden over. Nye våben, flere soldater og større budgetter skal gøre os tryggere. Men hvis vi skal afværge en krig, skal der mere end militær oprustning til. 

En øget militær trussel mod Europa og faldende opbakning fra USA, har ført til en dynamik i Europa, hvor man ser et ekstremt behov for at opruste. Det fortæller Anders Wivel, der er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. 

“Vi har et sikkerhedsproblem, som vi er nødt til at finde en løsning på,” siger han. 

Og på vejen mod fred og stabilitet skal man altid gå på to ben. Det ene ben udgør den hårde forsvarspolitik, altså blandt andet den igangværende militære oprustning. Det andet ben handler om diplomati gennem fredelige forhandlinger og vedligeholdelse af relationer mellem stater.  

“Lige nu er risikoen, at der kommer for meget fokus på den forsvarspolitiske del. Det betyder, at det ben bliver et ordentligt bodybuilderben, mens det andet bliver et lille, tyndt og ubrugt ben,” siger Anders Wivel.  

Voksende opbakning til den militære oprustning 

Danmark er et af de lande, hvor den militære oprustning virkelig har taget fart. Ifølge Tryghedsmålingen En usikker verden fra maj 2025 er 53 procent af danskerne positive over for den kraftige vækst i forsvarsudgifter, der gennemføres i disse år. Det er knap en tredjedel flere end i 2023. Samtidig viser undersøgelsen, at antallet af danskere, der er negative overfor de voksende udgifter, er faldet fra 26 procent til 17 procent fra 2023 til 2025. Det tyder altså på, at danskernes holdning er skiftet i takt med den mere usikre verdenssituation. 

Kilde: Tryghedsmålingen maj 2025 

2022 repræsentativt udvalgte danskere har deltaget i undersøgelsen.  
Illustration lavet i Canva Clara Kjellerup Seigneuret  

To danskere, hvis holdning har ændret sig, er 28-årige Christian Dissing og 79-årige Bente Rind.

“Min holdning til oprustning har absolut ændret sig. Jeg ville da foretrække,
at man kunne sætte sig om et bord og snakke om tingene først,
men det virker ikke længere til at være lige så let.”

“Vi har været meget afhængige af, at vi kunne regne med USA. Det har så vist sig,
at USA ikke længere er så tilregnelige, som de har været.”

“Vi er jo bare en lillebitte plet. Hvis vi vil være en del af den NATO-aftale som jeg gerne
vil være en del af, så må vi være villige til at proppe nogle penge i vores forsvar.
Det viser, at vi er med, og at vi gerne vil spille inden for de spilleregler, der er.“

Christian Dissing, 28 år

Foto: Eya Mathilde Hald

“Før krigen mellem Rusland og Ukraine begyndte, havde jeg ikke taget stilling til oprustning,
da lod jeg politikerne klare det. I dag synes jeg, det er nødvendigt.”

“Jeg synes alting er så ustabilt. Oprustning er nødvendig, sådan som verden er lige nu,
og med en præsident i USA som vi ikke længere kan regne med.”

Bente Rind, 79 år

Foto: Clara Kjellerup Seigneuret

Et flertal af danskerne er altså nu positive over for de højere forsvarsudgifter, som den markante oprustning fører med sig.  

Et not so special relationship 

Når Danmark fremskynder oprustningen til 3,5% af BNP allerede i 2030, kan det, ifølge professor Anders Wivel, blandt andet skyldes, at man fortsat gerne vil have et samarbejde om europæisk sikkerhed på tværs af Atlanten. Her er budskabet fra USA, at europæerne også skal levere i forhold til egen sikkerhed.  

“Når vi opruster på denne måde, bliver vi stærkere militært, og gør Europa bedre til at kunne forsvare sig selv. Det vil også gøre, at amerikanerne vil være mere villige til at hjælpe os,” siger han.  

Han påpeger, at man i Danmark har haft en opfattelse af, at der har været et ‘special relationship’ med amerikanerne. Men i Donald Trumps første og anden præsidentperiode er det blevet tydeligt signaleret fra Washington, at amerikanerne ikke synes, at vores forhold er så specielt. De ser på os som alle mulige andre lande.  

Spørger man Sten Rynning, der er professor i International Politik og War Studies på Syddansk Universitet, opruster Danmark så massivt, fordi alternativet er værre.  

“Hvis ikke Danmark går forrest i at vise, hvordan man kan investere i fællesskaber som NATO og EU, så kan vi risikere at miste de institutioner, der er så gode for små stater,” siger han.  
 
Han påpeger, at institutionerne er bundet af regler, og at der ligger en sikkerhed i at have en regelbaseret orden. Ellers ville de store magter kun passe på sig selv, og så ville de små lande for alvor blive glemt. 

Hvad virker mod Rusland?  

Det er ikke tilfældigt, at verden opruster mere end nogensinde før. I international politik ser man på oprustning ud fra to teoretiske modeller.  

Sikkerhedsdilemmaet
Denne model fungerer som en spiral. Når et land gerne vil beskytte sig selv
og vælger at opruste, sker der det, at dem man opruster mod, føler sig truet.
Så opruster de, så vi føler os truet, og så opruster vi noget mere. På sigt kan man dog risikere
at undergrave sin egen sikkerhed og ende i en ‘oprustningsspiral’. Det kan resultere i,
at én af parterne angriber i frygt for, at den anden bliver for stærk og angriber først.

Illustration lavet i Canva Clara Kjellerup Seigneuret

Afskrækkelsesmodellen
Ifølge denne model er den bedste vej til sikkerhed at have så stærkt et militær som muligt,
så vi afskrækker de andre lande fra at angribe vores.

Illustration lavet i Canva Clara Kjellerup Seigneuret

Anders Wivel mener godt, at man kan tillade sig at sige, at den politiske debat i Europa lige nu er domineret af denne afskrækkelsesmodel.  

“Som det ser ud nu, handler det om, at Europa vil være stærke nok til at afskrække Rusland fra at angribe,” siger han.  

Det gælder også i Danmark, og kom blandt andet til udtryk ved et pressemøde med landets Statsminister d. 22. marts i år.

“Danmark er, som I ved, en del af NATO, og NATO er verdens stærkeste forsvarsalliance. Alt, hvad vi gør i de her år, også fra dansk side, handler om at mindske risikoen for krig i Europa. Det gør vi ved at opruste for at afskrække Rusland for at angribe videre ind på vores kontinent.”

Billede fra Børnenes Pressemøde af Statsminister Mette Frederiksen Foto: Statsministeriet//Camilla Stokholm Glargaard

Og spørgsmålet om oprustningens formål kan til tider skabe debat. Ifølge professor Sten Rynning, er der næppe nogen mere klassisk debat i NATO eller i Vesten, end debatten om, hvilken vej dilemmaet vender. Skal man satse på afspænding først, så vi undgår oprustning. Eller er det nødvendigt først at opruste, så vi kan få afspænding.  

Begrebet afspænding dækker over en proces, hvor fjendtlige stormagter sænker konfliktniveauet og forbedrer deres diplomatiske forhold for at undgå krig. 

I dag er der dog enighed i NATO om, at man skal stå stærkt først, hvis afspænding skal være en mulighed, med et Rusland der er svær at håndtere.  

“Det vil sige, at man er nødt til at opruste og på den måde invitere til, ‘at nu slapper vi lidt af allesammen’,” siger Sten Rynning.  


En konstruktiv spiller 

Danmarks formål med oprustningen handler ikke alene om militær styrke og afskrækkelse. Et lille land som Danmark vil aldrig kunne være i stand til at forsvare sig selv, og det gælder derfor i lige så høj grad om at blive set som en konstruktiv spiller, som vores allierede vil hjælpe med at forsvare.  

“Det handler om at signalere til de andre lande, at vi har evnen og viljen til at bidrage til europæisk sikkerhed,” siger Anders Wivel.  

Og ifølge Anders Wivel, er den militære oprustning så langt fremme på globalt plan, at mulighederne for nedrustning ikke længere er inden for rækkevidde. Men på trods af ønsket om at kunne forsvare sig selv, medfører den massive militære oprustning, ifølge fredsforskning, en række konsekvenser.  

Ifølge FN-rapporten “The Security We Need” fra 2025, retfærdiggøres militærudgifter ofte med afskrækkelse og national sikkerhed. Men de øgede militærudgifter fører ikke nødvendigvis til større fred eller stabilitet. I stedet risikerer de at forværre politiske spændinger mellem lande, medvirke til våbenkapløb og øge risikoen for konflikt. 

Samtidig påpeger rapporten, at afskrækkelsesmodellen kan føre til fejltolkninger, der utilsigtet kan resultere i eskaleringer. Det betyder, at oprustning potentielt vil kunne skade målet om at beskytte og forsvare et land. 

“Så vælter man på et tidspunkt” 

For at holde oprustningen på sporet og sikre, at det sker på en koordineret måde, spiller diplomatiet en vigtig rolle i alle dimensioner. Det fortæller professor Sten Rynning.  
I sidste ende er det også diplomatiet, der får NATOs beslutningsprocesser til at fungere. Diplomatiet er altså med til at sørge for, at den oprustning, der fylder så meget i de her år, faktisk kan levere og være effektiv i afskrækkelsen af Rusland.  

Og på trods af, at der er enighed i Europa og NATO om, at truslen fra Rusland kræver oprustning, negligerer han ikke, at der altid vil være en risiko ved at opruste. Derfor er det vigtigt med politisk styring.  

“Der skal være en politisk top, der har hånden på rattet,” siger Sten Rynning.  

Anders Wivel mener heller ikke, at man kan forestille sig en situation uden militær oprustning. Men for at holde situationen stabil, er det vigtigt, at det forsvarspolitiske ben og det diplomatiske ben er lige store. Hvis ikke diplomatiet følger med oprustningen, skaber det en ubalance. Problemet opstår, hvis det ene ben er stort og stærkt, mens det andet visner bort.  

“Bliver man ved med at gå på de to ben, så vælter man på et tidspunkt,” siger han.