Overgangsalder: ”Jeg var sikker på, at jeg havde en hjernesvulst”

Ved spisebordet i det sort-hvide køkken sidder 52-årige Liv Gam og ser tilbage på de seneste tre års kamp for sit helbred.

“Jeg fandt lige den seddel, jeg havde med til lægen i 2022,” siger hun og folder et krøllet papir ud på bordet.

Listen rummer mere end tyve symptomer: kløe under fødderne, kramper i tæer og fingre, væske i kroppen, snurren i hænderne, migræne, ringen for ørerne, ledsmerter, tristhed, stress, angst og søvnmangel.

“Jeg troede, jeg havde fået en hjernesvulst eller en eller anden gigt- eller muskelsygdom.”

Symptomerne væltede ind 

Liv var midt i et presset arbejdsliv som regnskabsassistent med lokalpolitik ved siden af.

“Jeg jonglerede egentlig OK med det, indtil jeg lige pludselig begyndte at glemme ting.” 

Ord forsvandt midt i en sætning og hun fik svært ved at huske daglige arbejdsprocedurer. Liv forklarede det med stress.

Men så kom søvnløsheden.

Natlige toiletbesøg – fire, fem gange.

Og smerterne: hænder der ikke virkede om morgenen.

“Jeg kunne ikke klemme om noget. Leddene gjorde ondt, og det tog timer før jeg kunne stå på benene.” siger hun.

Liv prøvede i starten at bide tænderne sammen, men symptomerne eskalerede, og udviklede sig til depression og angst. 

Hun blev bange for at være sammen med andre. “Jeg kunne stå ved døren og få angst bare over tanken om at gå ud.”

Hun blev delvist sygemeldt i ti måneder og tilbudt psykofarmaka og henvisning til psykiatrien. 

Men efter tidligere voldsomme bivirkninger turde hun ikke prøve antidepressiv medicin igen.

“Jeg savnede, at nogen så hele billedet” 

Liv håbede, at gentagne lægebesøg ville skabe klarhed. I stedet oplevede hun, at hvert symptom blev behandlet for sig, uden at nogen overvejede, om der kunne være en sammenhæng.

“Jeg følte en form for svigt og at jeg stod alene,” siger Liv. Hun forklarer, at det var som at forberede sig til kamp hver gang, hun skulle til lægen. 

“Jeg måtte selv researche og presse på hele vejen, og det er hårdt, når man i forvejen er helt nede.”

Først da hedeturene begyndte, overvejede hun selv overgangsalderen - det eneste hun forbandt dem med.

Liv fandt en Facebook-gruppe, hvor kvinder delte både symptomer og erfaringer. Det fik hende til at prøve progesteron-gel fra Frankrig.

”Allerede efter få dage var det slut med alt det nattisseri, og jeg sov bedre, end jeg havde gjort i flere år.”

Fra afmagt til overskud 

Efter flere år, hvor Liv havde kæmpet alene, føltes det som et vendepunkt, da hun fandt en privat sygeplejerske, der arbejdede med overgangsalder og hormoner. 

Sygeplejersken bad hende udfylde et symptomskema, som samlede alle hendes gener på én gang.

“For første gang følte jeg, at nogen så alle brikkerne,” siger Liv.

Med sygeplejerskens anbefalinger gik Liv tilbage til sin egen læge. Han gik modvilligt med til at udskrive østrogen, men afviste både progesteron og testosteron og tilbød i stedet en henvisning til en gynækolog.

Der var 8 måneders ventetid. Da Liv endelig kom til var hun desperat. ”Jeg fortalte alt, og han sagde bare: 

‘Selvfølgelig skal du have hjælp.’ Det var en enorm lettelse.”

Hun begyndte på hormonbehandling med østrogen, progesteron og senere testosteron, og effekten kom hurtigt: Hun sov bedre, kunne tænke klart igen, og angsten slap sit tag.

I dag kan Liv arbejde, træne og være social. “Jeg kan overskue helt almindelige ting. Før skulle jeg bare overleve.”

Hun vil gerne fortælle sin historie, så andre kvinder ikke skal gå lige så længe i uvished.

 ”Jeg håber at det kan få andre til at føle, at de ikke er alene i kampen for hjælp.”