Oversete og ensomme: Minoritetsetniske ældre står udenfor fællesskabet
Mangel på målrettede tilbud efterlader minoritetsetniske ældre uden fællesskab. Flere eksperter mener, at de danske ældreorganisationer skal løfte opgaven.
Oprindelig udgivet på Mediajungle 17.12.2024
I Danmark er der dobbelt så mange ældre med minoritetsetnisk baggrund, der føler sig ensomme, når man sammenligner med de etnisk danske ældre. Dette viser rapporten “Ensomhed i Danmark”.
Antallet af minoritetsetniske ældre over 65 år i Danmark forventes at stige med 347 procent frem til 2050. Det viser et studie lavet af Dansk Flygtningehjælp. Derfor prøver de at dykke ned i, hvilke udfordringer denne målgruppe oplever i forhold til ensomhed.
Lotte Frejo Varder, der er projektleder ved Dansk Flygtningehjælp, skaber sammenhæng mellem ensomheden og det danske samfunds indsats:
“Det er jo en målgruppe, som er meget overset både i kommunerne og i civilsamfundet. Det er også en gruppe, som Dansk Flygtningehjælp heller ikke har haft særlig meget fokus på.”
Hertil forklarer hun, hvor stor en rolle de sociale fællesskaber spiller for de minoritetsetniske ældre:
“De giver udtryk for, at det styrker deres livskvalitet og deres trivsel. De har noget at stå op til og se frem til i løbet af ugen.”
Forskningslederen ved Fonden Ensomme Gamles Værn, Christine Swane, retter også blikket mod de danske ældreorganisationer. Hun mener, de burde løfte byrde:
”Jeg har i årevis prøvet at få ældreorganisationer til at tænke på, at er man en dansk ældre organisation, så er det altså for alle de ældre, der bor i Danmark. Det er bare ikke lykkedes endnu.”
Hvis man spørger Hüseyin Arac, der er byrådsmedlem i Aarhus Kommune, er ensomheden blandt minoritetsetniske ældre en sag, der har været på dagsordenen i byrådet flere gange. Man arbejder på at lave flere aktiviteter til denne målgruppe:
”Men i fremtiden når der kommer flere og flere ældre med anden etnisk baggrund i vores lokalcentre, så er man nødt til at lave noget specielt for dem.”
Desuden understreger han, at sprogbarrieren er en udfordring, der skal mere fokus på:
”Man er nødt til at se på de sprogforskelle, der gør sig gældende. Måske ansætte noget personale der kan snakke deres sprog. Så de minoritetsetniske ældre har mulighed for at udtrykke sig og deltage i aktiviteter på lige fod med andre.”
Illusion om familiesammensætninger
Danskerne har ofte en forestilling om minoritetsetniskes familiesammensætninger. Christine Swane oplever generelt manglende viden og forståelse fra danskernes side. Herunder hvad det vil sige at begå sig i to kulturer som gammel, samtidig med at være flyttet til et andet land.
De minoritetsetniske ældre, der flytter til Danmark, oplever at deres forestillinger om, hvad det vil sige at blive gammel, ikke stemmer overens med den måde, Danmark har organiseret ældrelivet på. Christine Swane forklarer det således:
”De illusioner de minoritetsetniske ældre har af alderdommen, vil være nogle, hvor man er tættere på sin familie. Realiteten er bare, at børnene af de minoritetsældre ofte lever ligesom danske unge og voksne. Hvilket gør, at de yngre generationer ikke kan leve op til de forpligtelser, som de ældre har forestillet sig, at man har mellem generationerne.”
Der ses et skel mellem den almene opfattelse og de faktiske tal. Studiet, lavet af Dansk Flygtningehjælp, giver et indblik i denne vrangforestilling. Her portrætteres det, at 41 procent af de ældre der bor i Pakistan bor sammen med deres voksne børn. Dette gør sig kun gældende for 14 procent af de minoritetsetniske ældre, der bor i Danmark.
Nyt fællesskab i Aarhus
Som et opgør med denne udvikling har den iranske kvinde, Sanez Ghaffarianasl, startet sit eget tiltag. På Viby Bibliotek, tæt på Aarhus, afholder hun flere gange ugentligt forskellige arrangementer for minoritetsetniske ældre. Arrangementerne varierer fra systuer og medlavningsworkshops til sprogkurser.
Lotte Varder ser positivt på Sanez Ghaffarianasls tiltag:
“Det synes jeg lyder helt perfekt i forhold til, at de kan komme ind og blive en del af nogle aktiviteter, og få styrket deres netværk med nogle andre ældre.”
Hun peger yderligere på betydningen af at møde nogen, man kan spejle sig i:
“Det der med i første omgang at få mod og lyst til at komme ned, og ikke føle sig anderledes. Også bare at der er andre, der taler gebrokkent dansk gør, at man har mere mod på at kaste sig ud i det frem for, hvis man er den eneste.”
Også Christine Swane understreger betydningen af fællesskaber som dem, der foregår på Viby Bibliotek:
“Man kan jo se, hvor meget livsglæde det giver at kunne komme ud ad sin dør og hen til et sted, hvor man kan blive mødt, og lave noget man synes er meningsfuldt. Så man ikke sidder og kukkelurer derhjemme. Det er jo en del af ensomheden. Det er jo det, at der er rigtig mange, der er isoleret fra fællesskabet.”
