"På højskolen er det som om, at man lige får et øjeblik, hvor man kan stoppe op og trække vejret"

I foredragssalen er mange af stolene endnu ikke besatte. Men som minutterne går, støder flere og flere til. Iført birkenstock og joggingtøj rækker de alle ud efter en af reolens blå sangbøger, inden de sætter sig. Summen af stemmer vokser, og grin og fortællinger flyder nu på kryds og tværs mellem stolerækkerne. Stemmerne stilner af, da forstanderen griber ordet: ”Godmorgen allesammen. Vi starter med at synge nr. 141 i dag.” Med klare toner slår klaveret an, og de første linjer af ’Livstræet’ løfter sig fra elevernes læber.

Efter sangen lyser en PowerPoint på salens store lærred, der hænger fra loftet. I baggrunden står den røde murstensvæg, der bærer farvemættede malerier af Grundtvig. Dagens samling handler om Hartmut Rosas teori om, at livet leves i det ukontrollerbare. Om at man skal turde slippe kontrollen, for at man for alvor kan mærke, at man er i live. Det er netop det, de unge i salen har gjort, da de startede på højskole. Ligesom mange andre i elevflokken kaster drengene på den bagerste række en hånd i vejret, da forstanderen spørger, hvem der var nervøs over ikke at kende nogen, da de begyndte. En af dem er 22-årige Victor Lange, der går på Rønde Højskole. 

En tæt hverdag

Viktor er en af de 10.000 unge, der hvert år tilvælger livet som højskoleelev. Selvom han havde nydt sit efterskoleår, lå det ikke i kortene, at halvdelen af sabbatåret skulle udfyldes med højskole: ”Det havde bare ikke slået mig, at jeg skulle afsted. Men en dag faldt min mor over en reklame fra Rønde, der tilbød en linje indenfor journalistik, som jeg altid har vidst, at jeg ville, og kort tid efter stod vi til åbent hus,” fortæller han. 

Selvom enkelte elever bor alene på skolen, deler størstedelen værelse i par, og generelt sætter det sociale liv sit tydelige præg på hverdagen. Man står op sammen, spiser sammen, går i skole sammen – og sover side om side. Det er et liv, hvor man er afskåret fra resten af samfundet. Hvor man ser hinanden på både gode og dårlige dage. Det styrker fællesskabet, og bidrager samtidig til udviklingen af ens sociale kompetencer, fortæller Victor: ”Man ser nærmest hinanden 24 timer i døgnet, og det gør bare, at vi har et rigtig stærkt fællesskab. Når man ser hinanden så meget, lærer man også, hvordan man på en god måde kan sige til hinanden, hvis der er noget, man er utilfreds med. F.eks. har jeg lært, at det er bedre at påtale småting, som hvis man synes, at ens roomie roder, inden det vokser sig til et større og større problem for en.”

Det er også en hverdag, der giver mulighed for at prøve sig selv af i en bred vifte af fag. Nogen har psykologi, badminton og keramik, imens andre har business, løb og guitar. At have mulighed for at sammensætte sit eget skema er noget af det, der gør højskolelivet særligt, ifølge Victor: ”Jeg synes, det er rart, at man kan lave sit eget unikke skema. Jeg har både noget bogligt, og så har jeg fyldt resten af skemaet ud med noget, der giver mig energi eller noget, jeg bare gerne vil afprøve.” 

Et frirum til afklaring

Efter samling står der ”Journalistik og kommunikation” i skemaet. I et lille lokale har seks elever taget plads ved et par sammenstillede skriveborde, som de sammen med deres underviser, Dagmar Winther, danner ring om. DR’s hjemmeside lyser frem fra flere af de opklappede skærme. Med sammenflettede fingre hvilende på bordet, læner Dagmar sig ind over sin egen computer. ”Godmorgen folks, hvad er der af store nyheder i dag?” indleder hun fredagens lektion med at spørge. En arm skyder op. ”Ja, Victor.” ”Der er flere af de danske lufthavne, der har været lukket, fordi der har været droner i luften,” svarer han.

Faget ”Journalistik og kommunikation” var den primære årsag til, at Victor valgte at tage på højskole. Han har altid vidst, at han ville søge ind på journalisthøjskolen en dag, og han håber derfor, at Dagmar kan give ham de rigtige værktøjer til at bestå optagelsesprøven.

Det er dog ikke alle på holdet, der har det samme mål med undervisningen. Klassekammeraten Ida Nielsen er taget på højskole for at blive klogere på, om arbejdet som journalist er noget for hende: ”Jeg tror, at jeg vil arbejde med noget indenfor kommunikation, men om det skal være som journalist, ved jeg ikke endnu. Jeg er netop taget på højskole for at blive mere afklaret.” 

I mange år har politikere og erhvervslivet ment, at de unge skal uddanne sig hurtigere. Tal fra Danmarks Statistik viser, at kun en tiendedel af studenterne, der gennemførte en gymnasial uddannelse i 2024, valgte at gå direkte videre til en ny uddannelse. Sammenligner man med årgangen i 2014, startede hver fjerde på en videregående uddannelse med det samme.

At tage sig tid til at afklare, hvilken vej Ida vil gå i uddannelsessystemet, er netop det, højskolen muliggør for hende. Victor stempler i: ”Vi har så mange uddannelsesmuligheder, der nogle gange kan gøre det rigtigt svært at vælge. Man skal hele tiden performe, og man må helst ikke tage de forkerte valg. På højskolen er det som om, at man lige får et øjeblik, hvor man kan stoppe op og trække vejret.”