På lige fod: En hverdag med blindhed på Aarhus Universitet

Klokken er 09.35 fredag morgen på Vejlby-Risskov Kollegiet. Døren til kollegieværelset smækker blødt i bag ham, og med et sikkert greb folder han den hvide stok ud. Hundrede meter skiller Theis Michelsen Nielsen fra taxaen, der skal køre ham til dagens forelæsning i teologi. Hundred meter, der for de fleste ville være en bagatel – men for Theis, der er født blind, er det hverdagens første forhindring.

Han træder ud på den lange gang. Stokken rammer gulvet med en tør rytme, men tempoet overrasker: raskt, målrettet, uden tøven. Ved hjørnerne drejer han uden at mærke sig frem. ”Det er bare noget, jeg kan fornemme,” siger han senere.

Ude foran venter en taxa. Turen er rutine, og da taxadøren åbnes igen ved Aarhus Universitet, sker det første lille møde.

”Er der solskin i dag?” spørger Theis. ”Ja, det er der,” svarer Josias Pedersen, studiekammeraten, hans højrehånd.

Med Josias under armen, føres Theis ind i et undervisningslokale, der kunne være taget ud af en karikatur på dansk undervisningstradition: hvide vægge, linoleumsgulv, rækker af sorte plastikstole ved lyse træborde. Gardinerne er trukket fra, men alligevel summer loftlyset på fuld styrke i baggrunden.

Forelæserens lædersåler slår taktfast mod gulvet. Kridtet skratter kort mod tavlen, før teleslyngen overtager. For Theis er det ikke bare en teknikalitet: teleslyngen sender stemmen direkte ind i hans høreapparat. Også mikrofonerne på bordene gør en forskel – så han kan høre sine medstuderende, når de stiller spørgsmål.

På første række folder Theis et anderledes apparat ud af tasken. Ikke papir og blyant, men et bærbart punktskriftsapparat. Mere præcist en Braille Sense 6 mini.

Med klinisk præcision flyver fingrene over knapperne, hopper mellem punktskriftdisplay og tastatur. Hurtigt, præcist, helt uden pauser. Men han tager ikke noter.

”Det kunne jeg ellers sagtens,” smiler han, ”men jeg vil hellere bare huske det. Så jeg bruger den til alt muligt andet.”

”Jeg bestilte for eksempel lige en pizza til min mormor i Aalborg. Jeg tjekkede selvfølgelig lige om det var Wolt eller Just-eat, der var billigst.”

Han ler stille, mens fingrene fortsætter. ”Hun har lidt svært ved det der onlinebestilling.”

På overfladen kunne det ligne overspringshandlinger. Men teknologien er et redskab, han mestrer bedre end de fleste andre mestrer deres laptop. Når han forestiller sig et ord, dukker bogstaverne ikke op som tegn, men som prikmønstre.

”Hvis jeg forestiller mig et b, så ser jeg prik 1, 4 og 5. Det går meget hurtigere end at skrive på et almindeligt tastatur.”

For de fleste studerende er lokalet et sted, man kender på lysindfaldet eller rummets størrelse. For Theis er det ikke tilfældet.

Theis, du kan jo ikke se dine omgivelser, så hvordan opfatter du universitetet? ”Aner det ikke! Det kunne lige så godt være et eller andet random lokale. Det kunne være ti eller to hundrede meter, jeg har ingen idé. Men jeg kan genkende duften i fredagsbaren – den er ret speciel.”

”Når først de praktiske rammer er på plads, er der ingen forskel,” siger underviser Bo Kristian Holm, der virker sikker i sin sag, og fastslår at fra et pædagogisk perspektiv er Theis fuldstændig jævnbyrdig med de andre.

Hans professorstemme fylder rummet. Midt i forelæsningen falder en sætning tungt til gulvet:

”Et menneske er kun et menneske, når det er genstand for en forudsætning,” siger han

De studerende tager noter, men for Theis rækker disse ord lidt længere ud end pensum. Han nikker genkendende. For ham tolkes denne ”forudsætning” for mere end gud i traditionel forstand. Teologistudiet giver ham et mål, et formål og noget at engagere sig i. Og følelsen af at være en del af noget, er en kerneværdi for Theis.

Alligevel er der udfordringer, der ikke kan løses med teleslynge og punktskrift.

”Jeg er afhængig af mine hjælpere hele tiden på studiet. Hvis de ikke kan, er jeg strandet,” siger Theis. I gruppearbejder kan presset nogle gange blive tydeligere. ”Jeg frygter mest af alt at blive taget med bare fordi, nogen synes, det er synd for mig. Det vil jeg for alt i verden undgå. Jeg vil behandles som alle andre.”

Og så har han også alt for travlt til at mødes i en studiegruppe. Foruden studiet er han hovedbestyrelsesmedlem i Radikal Ungdom, hvor han også er i kultur- og ligestillingsudvalget, medlemsudviklingsudvalget og leder samtidig organisationens redaktionsudvalg. Hertil kommer bestyrelsesarbejde i foreningen Blindsigt, poster i festudvalget og teologisk forening, hvor han i øvrigt også styrer deres Facebookside - bare for at nævne nogle få af alle de aktiviteter denne mand har på kalenderen. ”Jeg kan ikke lide at være alene,” indrømmer han. ”Det giver mig energi at have et sted at høre til.”

Klokken slår 12. Forelæsningen er slut, stolene skramler tilbage mod gulvet, og Theis pakker sin Braille-maskine ned. Josias møder ham ved døren. Om lidt er han tilbage i taxaen, på vej hjem til kollegieværelset, hvor endnu en dag som studerende på Aarhus Universitet kan sættes i hak.

Han går ud med en rolig mine. Ikke fordi han har overkommet mere end andre, men fordi han, trods blindhed og nedsat hørelse, står tilbage med en følelse af at være på samme vilkår med de andre.