Pædagoger kan ikke genkende tal offentliggjort af kommunen: “Så har du lige pludselig en magisk voksen på papiret”

To små børn sidder på gulvet. Den ene banker en træklods mod en plastikskål, den anden skubber en blå bil frem og tilbage hen over gulvtæppet. På blå stue hænger lugten af lun havregrød og en blepose, der trænger til at blive skiftet. Midt i lugten, lydene og den konstante bevægelse fra gulvet står du med et barn på armen.

Det er mandag morgen, og der er langt fra stille. Din nærmeste kollega meldte sig syg, da klokken var 06.12. Din leder er til møde på kontoret, samtidig med at hun forsøger at skaffe en vikar. Tilbage står du. Alene og med otte børnehavebørn. 

Der står et barn ovre i hjørnet, som lige er startet og ikke helt ved, hvad det skal. Børnene på gulvet er nu begyndt at skændes om bilen. Et andet vil trøstes. Du forsøger at holde overblik over en masse små mennesker, der alle sammen har brug for dig – lige nu. 

Først til legen 

Aarhus Kommune har siden oktober 2025 gjort det muligt at sætte det enkelte dagtilbud under lup ved at se nærmere på antallet af børn per pædagogisk personale. Konkret fremgår det af opgørelsen, at der i de kommunale vuggestuer er 2,98 børn per pædagogisk personale og tilsvarende 5,81 i børnehaver. Aarhus Kommune overholder derfor loven om minimumsnormeringer, der trådte i kraft i 2024. 

Men ude i institutionerne ryster pædagogerne på hovedet. De kan ikke genkende de tal, som kommunen har offentliggjort, og mener, at tallene skaber et billede, der ligger langt fra virkeligheden. 

Vi har spurgt en håndfuld pædagoger fra forskellige institutioner, om de synes, at tallene fra opgørelsen reflekterer de normeringer, de selv ser i deres arbejde. Fire ud af fem svarer nej. En lignende tendens ses blandt pædagoger på landsplan. Ifølge BUPL’s årlige vilkårsundersøgelse fra 2025 har størstedelen af pædagoger sjældent eller aldrig en normering i hverdagen på 1:3 i vuggestuer eller 1:6 i børnehaver. 

Maria Brøgger Dupont, der er pædagog i Aarhus Kommune, forklarer, at det på papiret kan ligne en fornuftig normering uden at være den realitet, som børnene møder ude i institutionerne: 

“Det er sådan, at hvis man er syg, så dækker vi enten selv ind med de ressourcer, vi har, eller også så henter vi en vikar ind. Problemet med minimumsnormeringerne er, at lige så snart man henter en vikar ind, begynder de også at tælle med. Den sygemeldte tæller også med, det vil sige, hvis du har en langtidssygemelding på f.eks. et halvt år og henter en vikar ind i de timer, så har du lige pludselig en magisk voksen på papiret.” 

Det rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvorfor vælger man at udgive tal, pædagoger ikke kan genkende i deres hverdag?

Den magiske voksen 

Normeringstal måles på kommunalt plan af Danmarks Statistik med det formål at sikre, at kommunerne lever op til lovgivningen om minimumsnormeringer. Aarhus Kommunes særskilte opgørelse tager udgangspunkt i samme metode, men netop denne sætter de lokale pædagoger spørgsmålstegn ved. 

De ser problemer i, hvilket personale der inkluderes i opgørelsen samt i det, at bemandingen opgøres på baggrund af løntimer. F.eks. inkluderes både pædagoger og vikarer for pædagogisk personale. Da begge får registreret løntimer, vil en vikar, der er indkaldt for at dække en sygemelding, tælle for to voksne i regnestykket. Det fører til, at der opstår en “magisk voksen”, som Maria Brøgger Dupont kalder det. 

Samme problem kan ses i inklusionen af den pædagogiske leder, der vægtes med 0,85 i opgørelsen, da der tages højde for, at de har administrativt arbejde. Men sådan ser det ikke nødvendigvis ud i institutionerne. 

“Vores leder har på nuværende tidspunkt nul timer på gulvet,” fortæller Ida Thyregod Andersen, der er pædagog i en børnehave. Hun forstår ikke udregningerne og synes ikke, at de bliver tilstrækkeligt forklaret. 

Selv er hun ansat på fuldtid, men oplever, at hun i opgørelsen vægtes ligeligt med sine kollegaer med færre timer: “De fleste af mine kollegaer er på deltid, men bliver opnormeret og udregnet, som om de har 37 timer. Det giver en masse timer på gulvet, som der i virkeligheden ikke er.” 

Udover at opgørelsen kan medføre problemer, skaber den også negative følelser hos pædagoger, fordi mange oplever at skulle løbe rigtig stærkt og nå en masse opgaver. Samtidig får de at vide, at tallene viser, at de har det godt. 

Men det er ikke kun medarbejderne, der mærker konsekvenserne. 

“Det er jo min lille guldklump” 

Selvom det ikke er bevist, at der er en sammenhæng mellem normeringer og kvaliteten i et dagtilbud, mener Charlotte Ringsmose, professor for kultur og kommunikation ved Aalborg Universitet, alligevel, at normeringstallet kan have direkte indflydelse på et barn: 

“Det er klart, at du har en anden form for relation, hvis du har fem eller seks vuggestuebørn, for så forringes kvaliteten af det samspil, man som medarbejder har med børnene.” 

Hvis børnene får udfordringer, fordi kvaliteten ikke er god nok i deres institution, kan det påvirke deres trivsel og brede sig helt ind i familielivet. 

Ligesom pædagogerne stiller Charlotte Ringsmose sig kritisk overfor metoden bag Aarhus Kommunes opgørelse. Hun understreger, at misvisende data ikke kun er et administrativt problem men kan skabe reelle menneskelige konsekvenser: 

“Det er en stor del af et barns udviklingsbehov at være i en nær kontakt med en voksen. Problemet er, at vi ved rigtig meget om små børns behov, og hvis ikke de får de behov opfyldt, skaber det nogle problemer hos barnets familie.” 

Selvom opgørelsen kan fungere som et pejlemærke for forældre, der skal vælge en institution til deres barn, kan den også være årsag til, at forældre går på arbejde med ondt i maven. 

Line Hansen, der er forælder til et barn i en kommunal vuggestue, fortæller, at det betyder alt, at ens barn trives: “Det er jo min lille guldklump, som jeg afleverer.” 

Mens forældrene står med utrygheden i maven ved aflevering, står pædagogerne tilbage med presset og ansvaret i den anden ende. Det gælder også de børn, der af forskellige årsager mistrives. Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation, mener ikke, at pædagoger har hverken tid eller ressourcer til at tage sig af netop disse børn: 

“Vi skal prioritere, at der faktisk er ressourcer til, at børn kan have op- og nedture. Og det skal ikke tage tre måneder at få støtte, hvis man har et barn, som har udfordringer. Det er dét, der gør den store forskel, for så skal pædagoger gå fra for at skrive underretninger, og det tager virkelig lang tid.” 

Børn i Excel 

For Line Hansen er det ikke et spørgsmål om præcision i et regneark. Det er et spørgsmål om ærlighed - at man som forælder hellere vil kende til udfordringerne end at få præsenteret et glansbillede. Derfor synes hun, at det er ærgerligt, at kommunen fremlægger tal, som pædagoger ikke kan genkende: “Det virker som om, der bliver fiflet med dem. Så synes jeg hellere, at kommunen burde skrive det, som det er.” 

Fortællingerne fra stuerne peger ikke kun på individuelle oplevelser, men på et ansvar, der ligger på politisk niveau. Der opstår en afstand, som handler om, hvordan normeringer bliver opgjort og brugt som målestok. Netop det ser Maria Brøgger Dupont som problematisk: 

“Hvis jeg kigger ind I nogle af de tal, kan jeg se, at vi har en rigtig god normering. Men jeg ved også, at lige præcis på det tidspunkt, der manglede vi rigtig mange medarbejdere af forskellige årsager, som jo så er blevet erstattet af vikarer, og så giver det jo ingen mening at tale om minimumsnormeringer som politisk målestok, hvis tallene ikke viser, hvor mange voksne der reelt er til stede.”

Hendes pointe er klar: Når politikere bruger de samme tal som bevis for, at alt er, som det skal være, bliver pædagogerne reduceret til et excel-ark med kolonner og gennemsnitstal. 

Fra rådhuset til blå stue 

Den samlede kritik peger i én retning. Problemet handler ikke kun om, hvor mange voksne der er i dagtilbuddene, men om hvordan virkeligheden bliver opgjort og præsenteret. Aarhus Kommune afviser ikke kritikken, men fastholder at offentliggørelsen af normeringstallene skal skabe mere transparens og overblik. 

“Den er ikke perfekt, men den er vores bedste bud på, hvordan normeringen faktisk er ude i de enkelte institutioner,” udtaler Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, der påpeger, at opgørelsen er efter samme metode som Danmarks Statistik. 

Han mener, at det er vigtigt at understrege, at god normering helst skal kombineres med stærk faglighed. At der er brug for flere uddannede pædagogiske medarbejdere ude på stuerne, fordi det har stor betydning for kvaliteten samt børnenes udvikling og trivsel i dagtilbuddene. 

Forældrenes Landsorganisation påpeger, at diskussionen om hvordan normeringstal opgøres skal løftes videre. Debatten handler ikke om at forkaste opgørelserne men at udvikle dem. De ønsker, at Aarhus Kommune bliver ved med at opgøre deres normeringer og lægge dem ud på institutionsniveau, men også at man har et fokus på generelt at hæve kvaliteten. Det handler om normeringer, pædagogandel og forældresamarbejde. 

Normeringsopgørelser i sig selv er derfor ikke en endelig løsning på problemet. Det er blot ét element i et langt større regnestykke, hvor de andre komponenter spiller en altafgørende rolle. Og for Thomas Medom er arbejdet med minimumsnormeringer i kommunen langt fra et færdigt kapitel: 

“Jeg mener, vi skal være mere ambitiøse end blot at overholde loven om minimumsnormeringer. Vi skal have endnu flere voksne blandt børnene i vores vuggestuer og børnehaver – ikke i gennemsnit på tværs af hele kommunen, men helt ude på blå stue.”