Poesien popper på Fairbar: ”Kultur skaber et ståsted i en tid med krig og kaos”
Sidste mandag i måneden er der poesiaften på Fairbar i Aarhus. Det er et Open Mic arrangement for spirende og etablerede poeter, som tilbyder publikum lige dele alsidige perspektiver på verden og underholdning.
”Der sidder stadig rester af kød på skroget!” starter Josefine Elfrida Twisttmann eksplosivt. Hun er lige trådt op på scenen, og har stillet sig ved siden af mikrofonen i stativet foran et sort bagtæppe oplyst i grøn og blå af scenelamper.
Det giver et sæt i to af tilskuerne, og alle har nu blikket stift rettet mod scenen og Josefine Elfrida Twisttmann. Hun fortsætter sin performance, vildt gestikulerende og med en mimik der er i konstant forandring. Hvis nogen blandt publikum undrede sig over, hvorfor hun ikke skulle bruge mikrofonen, forstår de det nu.
Performeren
Anledningen for Josefine Elfrida Twisttmanns performance er den månedligt forekommende poesiaften på Fairbar på det summende Klostertorv i Aarhus C.
Hvis hun er nervøs viser hun det ikke – men det er heller ikke første gang, hun står på en scene.
”Jeg elsker at performe. Jeg er uddannet skuespiller, og det med at skrive poesi startede egentlig bare som en undskyldning for at stå mere på scenen,” siger Josefine Elfrida Twisttmann med et stort smil.
Rum for de unge uetablerede stemmer
Vi leger med pistolern’ ude på markern’, Lugern’ skyder efter duern’
Poesiaften på Fairbar startede i september 2020, som et begyndervenligt supplement til de eksisterende open-mics som ifølge Sofie-Amalie Rosenstjerne, poet og arrangør af poesiaften, er rettet primært mod de etablerede digtere.
”Poesiaften på Fairbar er et trygt rum, hvor alle kan udforske poesien. Men det startede som et rum for de unge uetablerede stemmer,” forklarer Sofie-Amalie Rosenstjerne.
I aften går seks oplæsere på scenen i det bagerste lokale på Fairbar, der ligger afskærmet fra resten af baren. Sorte tæpper pryder vægge og vinduer i lokalet. Scenelys i skiftende farver lyser rummet op. Der dufter let ristet af publikums popcorn og kaffe.
Poesi er ikke for alle
Hun vil smelte på håndklædet, og lade sine kropsvæsker sive ud på stoffet
En gruppe unge mænd i skjorter sidder i hjørnet, drikker specialøl og snakker om forretningsliv. ”Mulighederne er klart større i København” siger en af dem, inden deres opmærksomhed ledes hen på scenen, hvor aftenens første oplæser Jacob træder op på de falmede persiske tæpper. Oplyst af blåt lys kigger han ud på publikum, og siger:
”Nu starter vi lige med at være lidt deprimerede, nu hvor solen har skinnet så meget i dag.”
Og så går Jacob i gang med et voldsomt tempo. Nogle griner højlydt med digtene, der vælter udover publikum, som popcorn der popper, andre lytter intenst. Gruppen af unge mænd i hjørnet kigger forskrækkede og undrende på hinanden.
”Vi leger med pistolern’ ude på markern’, Lugern’ skyder efter duern’,” vrænger Jacob med en påtaget drankerstemme. De unge mænd i skjorter udvandrer.
En mosaik af poeter
Den nye hjælper skal nok få set mig på en dag, hvor jeg ligner en ork, der lige er kravlet ud af Saurons røvhul
Klapsalverne lyder for Jacobs oplæsning, den næste poet i rækken går på scenen og digtene popper fortsat ud til publikum, der griber dem med latter, forundring og eftertænksomhed. Mikrofonens ’delay’ runger i væggene. Når der opstår pauser mellem poesioplæsningerne, sniger lyden af glade samtaler fra barens forreste lokale sig med ind.
Amalie-Sofie Rosenstjerne går på. Hun læser op med blid stemme i et roligt tempo – det handler om kærlighed. ”Vi ligger i ske. Vi er nøgne. Vi kunne kurere hinandens vinterdepression,” læser hun sanseligt op.
Næste mand på scenen er Jonas. Han må fifle med stativet, for at få det i den rette højde. Han læser med en klar og eftertænksom stemme op om natur. Blandt publikum bliver der skriblet eller tegnet i notesbøger, måske inspireret af Jonas’ blomstrende billedsprog. ”Tagrør vokser frem i landskabet, med høje gule stængler skyder de op i eftermiddagen,” nærmest synger han.
En poet ved navn Laura går på scenen og præsenterer en grafisk fortælling om teenageangst. Ord som ”opkast”, ”skam” og ”indvolde” runger i rummet, og ansporer publikum til at kigge op fra notesbøgerne.
Lyset på scenens bagtæppe skifter i takt med oplæsningerne. Først lilla, så blå, så rød. Spruttelyde fra kaffemaskinen akkompagnerer digteren Lauras linjer. ”Hun vil smelte på håndklædet, og lade sine kropsvæsker sive ud på stoffet,” læser hun op i en kraftfuld tone.
Kunst og kultur har en samlingskræft. Det at nogen skriver digte, maler eller spiller musik, er de små bække, der løber sammen til den å, som kan fungere som et samfunds holdepunkt i en fragmenteret verden. Kultur skaber et ståsted i en tid med krig og kaos
Skabertrangen
Luften er blevet tungere i det lille lokale, hvor ordene strømmer ud. Bag det sorte tæppe der adskiller de to rum, bestiller en mand en ”sekser” fra tavlen med speicaløl. Samtidig bliver Thomas Wael Bentsen rullet op til scenen i sin kørestol.
Han præsenterer sin tekst, der handler om at være ung mand i det kommunale system for handicappede. Han optegner dikotomien mellem varme sommernætter på Roskilde Festival og kolde vintermorgener med en handicaphjælper, med lige dele overskud og selvopofrende humor:
”Den nye hjælper skal nok få set mig på en dag, hvor jeg ligner en ork, der lige er kravlet ud af Saurons røvhul,” læser han op med et smil. Latteren bryder ud blandt publikum.
Efter sin oplæsning, hopper Thomas Wael Bentsen op i helikopterperspektivet. ”Jeg tror, alle har brug for en måde at udtrykke sig på. Nogle spiller guitar, nogle maler, men jeg får bedst afløb for den skabertrang, som vi alle besidder, gennem poesien,” siger han.
Mange bække små…
Metallisk skratten fra en fustage der skiftes, blander sig med den sidste klapsalve for alle aftenens poeter. Amalie-Sofie Rosenstjerne runder tilfreds poesiaftenen på Fairbar af. Publikum spredes, og poeterne samles i én af lokalets sofaer og griner, snakker og diskuterer passioneret skrivekunsten.
Thomas Wael Bentsen giver et bud på, hvad poesien kan tilbyde os alle:
”Kunst og kultur har en samlingskræft. Det at nogen skriver digte, maler eller spiller musik, er de små bække, der løber sammen til den å, som kan fungere som et samfunds holdepunkt i en fragmenteret verden. Kultur skaber et ståsted i en tid med krig og kaos.” siger han.
