Rød samhørighed i Aarhus

Klokken er halv fire lørdag eftermiddag, og de første Liverpool-trøjer dukker op på The Old Irish Pub. Folk hilser på de bekendte, man har set her før. Ved et af bordene inviteres nytilkomne med i den interne tipkonkurrence - puljen lyder i dag på 3.500 kroner.

"Back in Black" med AC/DC pumper ud af højtalerne, mens de sidste øl bliver skænket op. Folk finder deres vante pladser. Om få minutter ruller bolden på Selhurst Park i London, hvor Liverpool møder Crystal Palace.

Benjamin og Amalie er kommet fra Holstebro. De er flyttet til Aarhus for nylig og har fundet vej til pubben denne eftermiddag.

"Det er det næstbedste i forhold til at være på stadion," siger Benjamin og ser sig omkring i lokalet. "For at komme så tæt på stadionstemningen."

Amalie nikker: "Der er sådan en kæmpe samhørighed. Man kan mærke de andre, når der sker noget spændende, eller når der bliver scoret."

You'll Never Walk Alone

Lyden fra tv'et stiger pludselig. På skærmen går spillerne på banen, og så starter det: "You'll Never Walk Alone" - Liverpools berømte hymne strømmer ud i lokalet. Folk synger med. Det er tydeligt ikke første gang, de synger denne sang. Når den slutter, klappes der. Nu er det kamptid.

Dan Aggerholm og Peter Kjær guider seerne gennem kampen på TV. Men deres kommentarer drukner ofte i pubbens egne reaktioner.

Crystal Palace bringer sig foran. Stemningen herinde bliver trykket. Ved bordet ved siden af ryster en mand på hovedet og sukker højlydt.

Tolv minutter inde i kampen går alt i stå. En fan på stadion har tilsyneladende fået et ildebefindende. Folk i pubben bliver kortvarigt stille.

"Mon ikke han er okay," siger en ved bordet over for.

Fem minutter senere er kampen i gang igen. Der klappes på stadion i England. I Aarhus klappes der med.

Mere end bare fodbold

Malthe er en af fire personer i styregruppen, der sørger for, at Liverpool-fans kan mødes hernede. Han har brugt eftermiddagen på at hænge flag op, tjekke at skærmene virker, sikre at der ikke er flimmer på billedet.

"Vi er ikke en forening på papiret. Vi er en lokal afdeling af Redmen Family, som er en privat virksomhed. Folk betaler kontingent til Redmen, men har markeret Aarhus som deres afdeling. De kontingentpenge får vi tilbage her, så vi kan lave nogle fede arrangementer lokalt."

Arrangementerne varierer. Nogle gange er der fri fadøl i en time før kampen, som ved kampen mod Everton sidste weekend. Andre gange uddeles der præmier - Liverpool-trøjer eller andet merchandise.

Men det handler om mere end præmier og øl.

"Fællesskabet fylder helt vildt meget. Det er det, der bærer det hele hernede," understreger han. "Hvis ikke der var et lokalt fællesskab, så gad folk jo heller ikke komme ned og se kampene."

Historisk hjemmebane

Liverpool-fans har mødtes på Old Irish siden omkring 2012-2013. Det gør stedet til den historiske Liverpool-bar i Aarhus, selvom der også sidder fans på Sherlock Holmes et andet sted i byen.

"Det er en lang historie," forklarer Malthe om splittelsen. "Men vi har altid været her. Man har altid kunnet komme herned til Liverpool kampe."

Han bemærker, at der ikke er helt så mange som forventet i dag. Men det er nok til at skabe stemning.

"Vi har både mange gamle kendinge, der kommer igen hele tiden, men vi har også de nye, der kommer en gang imellem. Der kommer også ret mange i Liverpool-trøjer, som er helt nye hernede. Jeg tager det som et klap på skulderen, når jeg ser dem ugen efter eller to uger efter. Så må det være fordi, vi har skabt et godt fællesskab."

Frustration og jubel

Halvvejs i første halvleg var Liverpool tæt på. Chancen blev brændt. Et par borde væk slår en mand højlydt i bordet af frustration.

Anden halvleg starter med fornyet håb. Folk er forventningsfulde - nu skal der scores et mål af Liverpool.

Og det kommer. Efter mere end femogfirs minutter scorer Liverpool. Pubben eksploderer. Rummet bliver slugt af sang og stemmer. Armene løftes, jublen er øredøvende.

Men der er VAR-tjek. Er der mål?

Dommeren fløjter - det er der!

Jublen starter igen. Forbipasserende på gaden kigger ind ad døren, stemningen er ekstatisk. En spilder sin øl i ren begejstring.

Men glæden varer ikke ved. Dybt inde i overtiden scorer Crystal Palace.

"Fuck!" råbes der ved bordet ved siden af. "Pis!"

"Der er offside!" skriger nogen.

Nu er der VAR-tjek igen. Men målet står.

Bordet ryster, når der bliver slået i det af frustration. Folk forlader hurtigt pubben. De har fået nok. Det var ikke i dag. Måske næste uge.

Sammenhold i modgang

Malthe pakker flag ned og tørrer spildt øl op. Skuffelsen over de tre tabte point hænger stadig i luften, men han er allerede fokuseret fremad.

"Det er derfor, jeg bruger min tid hernede. Jeg kunne jo bare sætte mig tilbage og sige 'fuck det, det gider jeg ikke stå med.' Men jeg synes, det er vigtigt, at der er et lokalt fællesskab for Liverpool-fans i Aarhus. Jeg ved, der er et marked for det, og jeg ved, der er mennesker, der gerne vil have det."

Han tilføjer med et skævt smil: "Normalt har vi bedre stemning hernede, end der i hvert fald har været i dag."

Men næste gang samles de igen. Og ugen efter. For som Malthe udtrykker det: "Man er altid velkommen her."

På væggen hænger Liverpool memorabilia mellem irske flag og Guinness-reklamer. Dette er deres hjemmebane, tusinde kilometer fra Anfield. Her deler de sejre og nederlag, frustrationer og glæder. Her synger de "You'll Never Walk Alone" og mener det.