Rygproblemer stopper ikke 80-årig i at arbejde

Kroppen læner sig så langt ind over bordkanten, så hans hår næsten dypper den lune kaffe på bordet. Det ellers korte grå hår tilhører Per Vestergaard. Han nyder sin frokost inde i Ikeas cafeteria, for det plejer han. "Min kone gider ikke at smøre madpakke til mig mere, så nu sidder jeg her", griner han lavmælt. Han har ikke travlt. Tværtimod er frokostpausen på arbejdet, noget han sætter pris på. Først nu, i en alder af over 80, har han lært at spise i ro og mag.

Efter mange år som selvstændig i tæppebranchen sagde kroppen fra. Ryggen kunne ikke mere, og Per blev nødt til at lukke sit CVR-nummer. "Jeg gik til kiropraktor hver uge – og det gjorde min kone også," fortæller han. Blikket falder mod bordet, og der hviler et øjebliks tung stilhed.

Det var først derefter, at han opdagede roen. At der fandtes tid til at spise frokost og drikke kaffe uden at haste videre.

Han prøver at rette sig op, men ryggen vil ikke altid som ham. Det er svært at føre en samtale, når man hænger over bordet. 

Per har rundet de 80 år. Alligevel nægter han at lade kroppen bestemme. "Selvom min ryg er ødelagt, skal det ikke stoppe mig fra at gå mine egne veje."

Da ryggen sagde stop, åbnede der en dør med nye muligheder for Per. Jeg skal snart til Spanien for at se, om de laver et ordentligt stykke arbejde", siger han og slubrer kaffen i sig. Når Per ikke sidder i Ikeas Cafeteria, så bygger han saunaer sammen med sine to sønner. Nu bestemmer hans krop ikke længere over hans arbejdsliv. De har efter hans eget udsagn, været så gavmilde at ansætte ham, efter det stod klart hans krop blev slidt op.

I dag foregår hans arbejde i Aarhus, og i næste uge måske på Færøerne eller Grækenland. Penge mangler han ikke. Det er oplevelser for livet der gælder nu. Pension? Nej tak - den tanke afviser han med et glimt i øjet. "Man skal gøre det man brænder for, og jeg brænder for at arbejde" .

Ryggen retter sig en smule, når han taler om sit barnebarn. Et smil trækker sig i mundvigen. Per fortæller at hans barnebarn også er begyndt at leve med samme motto. "Hun har hverken arbejde eller studieplads, men hun lever for meget få penge, så hun kan udstille sine kunstværker rundt omkring i København." Dét er sådan man gør i familien Vestergaard.