Sen autismediagnose gav Olivia en ny forståelse af sig selv
”Autisme var faktisk det sidste jeg havde tænkt, for jeg har altid være ekstremt udadvendt og ekstrovert og god til mennesker” siger Olivia Amraoui Volf og ler.
Flere voksne får først autismediagnosen efter mange års mistrivsel. Dette gælder i særlig grad kvinder, som har lært at skjule deres autistiske træk.
I Autismehuset i Valby fortæller 28-årige Olivia Amraoui Volf, hvordan hendes liv for fire år siden ændrede sig radikalt.
”Jeg bliver kaldt for højtfungerende autist, men i virkeligheden er det jo bare fordi, jeg har været virkelig god til at negligere mine egne behov og ikke har vist det udadtil. Inden i har det ramlet for mig, og jeg har haft enormt meget angst”
Hun løfter sin kop, lader sit blik dvæle ved noget uden for vinduet, og fortæller så, at hun så langt tilbage hun kan huske, har kæmpet med forkerthedsfølelse, med ondt i maven og med en grundlæggende følelse af altid at være lidt ved siden af og ikke kunne følge med sine jævnaldrende.
For fire år siden opsøgte Olivia en psykiater. Hendes daværende kæreste syntes, at hun burde tale med nogen om de problemer hun havde, og ansporede hende til at søge udredning. Olivia fik stillet en ADHD-diagnose.
Undervejs i udredningen var Olivia dog begyndt at søge information og havde læst en masse om autisme. Særligt om hvordan autisme kunne vise sig mere skjult hos kvinder. Hos psykiateren scorede Olivia så højtpå autismetesten, at der ikke var tvivl om, at både ADHD og autisme skulle med som forklaringsmodel på Olivias udfordringer.
Olivias familie og venner havde i begyndelsen svært ved at genkende og acceptere den nye diagnose. ”Så er du nok kun en lille smule autist, sagde de til mig, hvilket jo negligerede de problemer, jeg altid havde haft. Også selvom mine problemer havde været skjult for de andre” siger Olivia og kigger ned i bordet.
Det er et kendetegn for mange, som får autismediagnosen sent i livet, at man bliver rigtig god til at læse andres behov og tilpasse sig til de forventninger andre har til en. Det kan i følge amerikanske Devon Price, ph.d. i socialpsykologi og forfatter, vise sig ved, at man maskerer sine autistiske træk og for eksempel holder øjenkontakt, selvom det giver ubehag, griner med på vittigheder, man ikke synes er sjove eller overpræsterer for at fremstå ’normal’.
Olivias netværk viste sig dog med tiden at blive en stor støtte for hende, og i dag er Olivia et sted i livet, hvor hun trives med en ny forståelse og omsorg for sig selv.
”Jeg er kæmpe fortaler for at ændre narrativet og diskursen omkring autisme. Der er så meget misinformation og så mange fordomme. Jeg vil gerne være med til at gøre verden til et lidt nemmere sted at være i for flere mennesker”
Sidste år blev Olivia færdig med sin kandidat i pædagogisk psykologi og arbejder nu som peermedarbejder i Autismehuset i København.
Olivia lægger hænderne på bordet, skubber stolen bagud og rejser sig. Hun skal til at gøre sig klar til at vise en flok sendiagnosticerede autister rundt.
