SF’s ungdom synger både om molotovcocktails og diskuterer swingerklubber

“Når jeg ser en Shell-tank brænde, bli’r jeg glad og vil se mer’. Når min Molo’ ikke vil tænde, bli’r jeg glad for jeg ved jeg har fler’.” 

Thomas Vester Høj synger sammen med resten af SFU med på diverse sange som afslutning på torsdagsmødet hos SFU. Ved siden af sangene bliver der ihærdigt lavet fagter, når der bliver sunget om hammer og segl, alt imens en guitar, der mangler en streng, forsøger at styre tempoet.

Ringkøbingvej nr. 7 

SFU’s torsdagsmøder starter først klokken 18, men der skal mad på bordet, og derfor er Thomas Vester Høj kommet før tid i dag.

“This is where the magic happens,” siger han smågrinende, da han viser køkkenet frem. Der dufter af wok, og køkkenet er bestemt et lokale der efterlader indtryk. Der hænger blandt andet en plakat i regnbuefarver, hvor der, i en skriftstørrelse så man ikke er i tvivl, står: “FUCK REGERINGEN”, og nedenunder er et lille SFU-logo. I køleskabet er der veggie-pålæg, to kasser øl, og til højre for køleskabet står en stor JBL-højtaler, der supplerer madlavningen med rytmiske toner.

Hvad vil vi med socialismen? 

Der sidder 10 SFU’er om et stort bord i aldersgruppen 17-26, den varme mad bliver ihærdigt spist, og sludderen går. Der er ingen minimumsalder for at melde sig ind, men når 20’erne er forbi, er ens SFU-karriere det også. 

Klokken 18:30 går mødet i gang. Selvom samtlige SFU’ere har givet kram til hinanden ved deres ankomst, begynder mødet med, at alle fortæller navn, alder og pronominer.

Til nogle torsdagsmøder bliver det meste af tiden brugt på at diskutere reality, men i dag er Sonja Agerbæk-Petersen kommet hele vejen fra København. Hun forsøger for tiden at komme i Københavns Byråd for SF, men i aften skal hun facilitere snakken “Hvad vil vi egentlig med socialismen?”

Workshoppen består af at medlemmerne skal debattere deres utopiske samfund. Sonja leder i snakken op til, at man kan få inspiration af Marx, men understreger, at det er helt op til den individuelle SFU’er, hvad man finder ideelt i ens eget utopiske samfund.

Der bliver blandt andet debatteret om et anderledes boligmarked, hvordan samfundets nuværende arbejdsforhold og arbejdstider er skruet sammen og sågar swingerklubber. For i SFU Aarhus’ ideelle samfund er der ikke længere sexarbejdere, men en større seksuel frihed. Der bliver grebet fat i mange debatter, og selvom SFU ikke finder løsninger på særlig meget, bliver der drøftet mange emner på en torsdag aften.

Sonja fortæller under debatterne, at hun er angst for mange af de udfordringer, verden står overfor - særligt klimaet. “Handling er en måde for mig at være i kontrol på, jeg brænder for forandring”, fortæller hun. 

Hvorfor SFU?

Alle SFU’ere lytter aktivt, når der bliver talt, der bliver stillet spørgsmål, grint, smilet og deltagerne er tydeligt engagerede i hinanden.

“Jeg tror, at mange kom for politik, men blev for fællesskabet”, fortæller Jakob Fuglsang Andersen.

Han bruger ugentligt 20-35 timer på SF eller SFU-arrangementer, og stiller også op til regionsvalget til november. Ved siden af alt dette studerer han statskundskab på 5. semester.

Jakob fortæller om sine gode minder med SFU, og at størstedelen af hans tætteste venner er fra SFU. Sidste år meldte han sig til en bestyrelsespost, og det har kun styrket hans tilhørsforhold til foreningen.

Pubcrawls er lige så vigtige som aktivisme

Mange af tingene Jakob fortæller, nikker kontaktperson Victoria Fuglsang genkendende til, imens hun tager opvasken, efter at alle andre er smuttet hjem. Hun fortæller, at alt ikke er sjov og ballade, men at der er brug for et godt socialt fundament, for at foreningen kan køre rundt. 

Derfor nyder Victoria særligt at planlægge pubcrawls, tour de chambre eller andre sociale arrangementer for SFU. Uddeling af flyers og andet aktivisme skal der først og fremmest være overskud til, og der er fællesskabet altafgørende.

Victoria overvejede det også grundigt, inden hun meldte sig ind: 

“Jeg skulle pludselig stå på mål for en ideologi, jeg måske ikke helt forstod”, fortæller hun om sin ungdomspolitiske debut.

I forlængelse af det, frygtede Victoria også, at alle vidste, hvad hun stod for politisk, men som årene er gået, er Victoria blevet mere tryg i fællesskabet. 

Og fællesskabet fylder meget for Victoria. Ovenpå afslutningen af gymnasiet er SFU blevet en endnu mere fast del af hendes hverdag, og derfor er størstedelen af hendes omgangskreds andre SFU’ere.

Efter tre timers møde er den sidste sang om revolution blevet sunget, opvasken er taget, og folk er så småt på vej hjem. Sommetider bliver de for at drikke en øl, men i dag er alle taget direkte hjem. Det er også blevet efterår i SFU.