Sigtede skød ikke papegøjen: dømt for grov vold på Papegøjen i Kolding

På anklagebænken sidder en ung mand. Han er tiltalt for grov vold mod to andre. Han har siddet der før. Hans ansigtsudtryk afslører ham ikke. Følelsesforladt og fjernt. Vidneforklaringerne derimod fortæller historien.

Den tiltalte skød ikke papegøjen, men blev dømt for grov vold begået på baren Papegøjen i Kolding.
Offentliggjort

På træparketgulvet klinger forsvarerens høje hæle hult.

Den sigtede er en ung mand, som kender proceduren. Han er tidligere dømt. Mimikken i hans ansigt er intetsigende.

Et tomt blik møder retssalen og dens fremmødte. Deres blik møder ham. Den næste håndfuld timer er afsat til, at retfærdigheden skal ske fyldest. 

Af anklageskriftet fremgår det, at han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 245: om vold af særlig brutal karakter.

For to forhold mod to forskellige mænd på baren Papegøjen i Kolding tilbage i marts, hvor han befandt sig med sin familie. Her tog han henholdsvis halsgreb og slog med en flaske i hovedet.

Han nægter sig skyldig.

Den sigtede bliver som den første afhørt.

Om forhold et siger han, at han efter eget udsagn ikke tog halsgreb, men derimod fat om livet på A for ikke at falde. Herefter faldt de begge to og der udviklede sig tumult.

Da han og familien efterfølgende blev bedt om at forlade stedet, tog han hjem: 

“Ja, 100 procent, der var ikke så meget mere at komme efter den aften”, gendriver han anklagerens påstand. 

Til retsmødet er indkaldt fire vidner. Den første er A. Han husker ikke meget fra dagen, da han fik blackout, fortæller han. 

Det andet vidne, T, fortæller, at han “tager dybt afstand fra det, der er sket”, med henvisning til værtshusballaden.

T var efter eget udsagn blevet irriteret på A, fordi han havde pillet ved T’s kæreste under bordet. Det fremprovokerede en reaktion hos T, som rejste sig op, væltede nogle flasker på bordet og som efterfølgende skabte tumult. 

Udenfor så T, at den unge mand og to senere vidner, D og M, var i en slåskamp. Men det fremgår ikke af D’s eget vidneudsagn.

Efter sigende bad han den sigtede og hans familie om at forlade stedet. Da D og M vurderede, at der var faldet ro på, vendte de om for at gå ind igen.

Umiddelbart efter kom den sigtede løbende mod D, og det næste, han hørte, var “han har en flaske”, før han blev ramt i hovedet af den.

Et overfald så brutalt, at D siden hændelsen i marts har været sygemeldt. 

Om forhold et siger D, at han så T springe over bordet inde på baren, som herefter udviklede sig, til den tumult der tidligere er nævnt. Han nævner også, at han så den unge mand tage halsgreb på A. 

Om forhold to, hvor D beder den sigtede og familien om at forlade stedet, er den sigtede “meget truende og meget ophidsende” i sin adfærd, siger D under vidneudsagnet. 

M fortæller, at han så den sigtede tage halsgreb på A. Han fortæller også, hvordan han selv sparkede, slog og holdt den sigtede fast på jorden for at undgå yderligere konflikt. 

Anklageren læser den unge mands tidligere domme op. De tilhørende rynker overrasket på panden.

Forsvareren finder det vægtigt, at den sigtede har gode personlige forhold i dag.

“Så er jeg blevet voksen”, tilføjer han, mens han smiler insisterende. 

De enkelte vidneudsagn virker modstridende. Men tilsammen udgør de den historie, som retten lægger til grund for sin beslutning. 

Men den sigtede må give sig retten i vold. Han idømmes fem måneders ubetinget fængsel, samt et forbud mod at opholde sig i nattelivet i ti måneder.

Domsmandsretten lægger vægt på, at voldstilfældene var af særlig brutal karakter, og at den sigtede er tidligere dømt. 

Han anker ikke dommen. 

Powered by Labrador CMS