Skolerne står med et alvorligt problem: LGBT+-elever passer ikke ind
LGBT+-elever på danske skoler mistrives i langt højere grad end ikke-LGBT+-elever. Det viser undersøgelser, og eksperter kalder det et alvorligt problem, som ikke bare kan løses med et fingerknips, fordi det bunder i en bestemt kultur.
Artiklen er oprindeligt udgivet d. 19. december 2024 på Mediajungle.
Klik. Så er det ude. Der er ingen vej tilbage for 18-årige Arthur Greve Bendixen.
Han har netop udformet og sendt den besked til sine klassekammerater, der har ulmet i hans baghoved i lang tid. En tanke, der blev sået på efterskolen, hvor han første gang stiftede bekendtskab med personer fra LGBT+-miljøet.
Bekendtskaberne blev svar på, hvad det var, der ikke føltes rigtigt inderst inde i den unge teenager. “Hun” ville tage skridtet til “han”.
Det er en ængstelig, men også stolt følelse, der fylder gymnasiedrengens krop, idet han trykker send og beder sine klassekammerater kalde de for Arthur. Det reelle navneskift er et skridt tættere på at være den, han føler sig som.
Men han ved, at det er uden for normerne. Hvad vil klassekammeraterne sige? Vil de acceptere hans beslutning? Han er klar over, at det er en ujævn vej i livet for mange at være en del af LGBT+-miljøet.
En alvorlig situation
LGBT+-miljøet i Danmark er en stigende minoritet. I grundskolen, på ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser sidder der i gennemsnit én til to LGBT+-elever i hver klasse. Det konkluderer VIVE, som står bag en undersøgelse, der viser at LGBT+-elever i alderen 15-25 år mistrives i langt højere grad end ikke-LGBT+-elever.
Blandt andet er det hver tredje LGBT+-elev, der mistrives, mens det kun gælder for hver femte ikke-LGBT+-elev. Relateret dertil viser den også, at dobbelt så stor en procentandel af LGBT+-elever har lavt selvværd i forhold til ikke-LGBT+-elever.
Undersøgelsen, der er bestilt af Børne- og Undervisningsministeriet, afspejler en tydelig tendens, forklarer Didde Boisen Andersen, der er en af forskerne bag:
“Vi synes, at de store tal afspejler en alvorlig situation, da vi på mange parametre finder en signifikant forskel i trivslen for LGBT+-elever, når vi sammenligner med den øvrige elevgruppe.”
Forskeren forklarer desuden, at selve problemet ikke kommer som en stor overraskelse for hende, men at problemets størrelse er opsigtsvækkende.
En kultur fyldt med normer
Problemet bunder ikke udelukkende i én årsag. Det peger både eksperter og parter på. En af dem er Claus A. Brandstrup, der er politisk konsulent for LGBT+ Danmark, og som arbejder med mistrivslen til hverdag. Han kalder problemet komplekst, og hvis der kun var én årsag til problemet, så ville det være løst for længst.
Han oplever dog, at det især på skolerne er svært for den unge LGBT+-elev som minoritet, at passe ind hos majoriteten af ikke-LGBT+elever. Der er skabt en kultur af normer, som LGBT+-eleverne har svært ved at navigere i:
“Når majoritetsunge bruger skældsord som for eksempel bøsserøv eller svans, så sidder der også en LGBT+-ung, som oplever, at det kan være svært at være sig selv. Men skældsordene skal slet ikke menes sådan. Det er mere en jargon, man har,” fortæller Claus A. Brandstrup.
Tal fra LGBT+ Danmark viser, at 42% af LGBT+-elever på daglig basis oplever, at ord som bøsse, lebbe, svans og lignende bliver brugt som skældsord. Yderligere 30% oplever det ugentligt.
Det kalder forsker på Center for Ungdomsforskning Anne Görlich for subtil hverdagsdiskrimination. Det er med andre ord diskrimination, som ikke er rettet direkte mod de unge, men alligevel rammer dem.
Kulturen blandt eleverne, hvor hverdagsdiskriminationen fylder, er også præget af en idé om klare normer. Normerne kommer for eksempel til udtryk i traditionelle mande- og kvinderoller, der af unge opfattes, som det man skal leve op til, hvis andet ikke italesættes:
“Hvis man falder udenfor det, så passer man ikke ind, fordi man orienterer sig mod de gængse normer, der praktiseres. Og det er klart, at dem der tydeligt falder udenfor normen, vil opleve en større risiko for at blive ekskluderet,” fortæller Anne Görlich.
Rapporten fra VIVE viser, at næsten dobbelt så stor procentandel af LGBT+-elever ikke føler sig accepteret på deres skole. Desuden svarer 18% at de ikke føler, at de hører til på sin skole i forhold til 11% for ikke-LGBT+-elever. Værst står det dog til på grundskolerne, hvor det er næsten en fjerdedel, som ikke føler, at de hører til på sin skole.
Explainer om den historiske udvikling for LGBT+-miljøet i Danmark af Lasse Bisgaard Jensen og Gustav Norup Egsgaard
En underminering af personlighed
Unge betaler en høj pris, når mistrivslen vinder indpas. Det gælder for alle unge, uanset om de er en del af LGBT+ eller ej. Faktum er bare, at LGBT+-unge i højere grad mistrives, hvorfor de negative følgere også kan ses hos unge i LGBT+-miljøet, fortæller Anne Görlich:
“Tallene taler sit tydelige sprog med en overrepræsentation af angst, depression, selvskade og selvmordsforsøg.”
VIVE-undersøgelsen viser nemlig, at over halvdelen af LGBT+-eleverne har moderate eller svære tegn på angst og depression. Til sammenligning er det kun lidt over en tredjedel af ikke-LGBT+-elever.
Ifølge forskeren har de unge svært ved at leve op til normerne og døjer med lavt selvværd. Faktisk tager hun skridtet videre og kalder det “en underminering af den unges personlighed,” fordi de i den samme proces, hvor de prøver at finde ud af, hvem de er, konstant bliver fortalt, at de er forkerte og ikke passer ind. Her påpeger Anne Görlich, at det har alvorlige konsekvenser for de unge LGBT+-personer:
“Det vil selvfølgelig påvirke ens trivsel rigtig meget, hvis man gentagne gange oplever diskrimination og mobning, og nogle oplever så voldsomme følger, at de kan ty til destruktive handlingsstrategier.”
I VIVE-undersøgelsen tegnes et klart mønster af skoleelevers tendens til selvskade baseret på kønsidentitet og seksuel orientering. LGBT+-elever er nemlig tre gange mere tilbøjelig til at udøve selvskade end ikke-LGBT+-elever.
Desuden viser tal fra LGBT+ Danmark, at mere end seks ud af ti 15-25-årige LGBT+-personer har haft selvmordstanker, og det er fire ud af ti, der har det enten flere gange om ugen eller om måneden.
Skolerne hungrer efter hjælp
Problemet kan ikke bare løses fra den ene dag til den anden. Den komplekse problemstilling indeholder rigtig mange aspekter af samfundet, fortæller Claus A. Brandstrup.
Han ser dog et stort behov, når han er ude på skolerne i sit virke som politisk konsulent i LGBT+ Danmark:
“Skolerne hungrer efter hjælp,” indleder han.
Han fortæller, at personalet på skolerne ikke er opkvalificerede nok til at forstå og hjælpe LGBT+-unge med deres mistrivsel:
“Når man som pædagogisk personale oplever, at ens kompetencer ikke rækker længere, så hungrer de efter at vide, hvordan de skal løse det,” erfarer Claus A. Brandstrup.
Det synspunkt bakkes op af Anne Görlich. Det er nemlig lærernes ansvar, at de forstår og kan hjælpe deres elever:
“Vi hører fra elever, at lærerne ikke ved nok om for eksempel transkønnethed. Underviserne vil supergerne, men de ved ikke, hvordan de skal gribe det an. Det er vigtigt, at de sætter sig ind i emnet, så de kan finde en måde at undervise på,” fortæller Anne Görlich.
Derfor peger de begge på, at skoler som minimum skal have retningslinjer for lærere og elever, så det får en konsekvens, hvis hverdagsdiskriminationen finder sted.
Alle skal smile i smilets by
Men for at skolerne ordentligt bliver gearet til at aflive problemet, skal kommunerne prioritere de rette indsatser for unge LGBT+-personer, mener Claus A. Brandstrup.
Den opgave er man bevidst om i Aarhus Kommune, hvor mistrivslen særligt ser slem ud for LGBT+-unge. I en undersøgelse af seks områder fordelt på hele landet, viser det sig, at Aarhus har den laveste livstilfredshed og den næstlaveste tro på egen formåen blandt 15-17-årige.
Mette Bjerre (SF), forperson for Udvalget for Mangfoldighed og Ligestilling i Aarhus Kommune, er helt enig med LGBT+ Danmark. Hun mener også, at det er et politisk ansvar at komme mistrivslen til livs.
Men forpersonen er også klar over, at ændringerne ikke kan implementeres med et fingerknips:
“Der findes ikke en nem løsning, for så havde vi selvfølgelig gjort det. Det handler om det fortsatte, vedholdende fokus på, at man skal have lov til at være, som man er, uanset udseende, kønsidentitet og seksuel orientering,” forklarer Mette Bjerre.
Det fortsatte fokus, forklarer hun, skal ligge i tiltag som eksempelvis LGBT+-huset, der for nyligt fyldte fem år. Her mødes LGBT+-personer med ligesindede, der forstår hinandens situation, tanker og følelser.
Det nyeste tiltag i kommunen er det såkaldte “Center for Trivsel”, der oprettes som en del af Sundhedsloven fra 2024. Centeret er ikke udelukkende tiltænkt LGBT+-unge, men i Aarhus har man oprettet et samarbejde med netop LBGT+-huset for at nå bedre ud til LGBT+-unge, der mistrives.
“Center for Trivsel har blandt andet en LGBT+-vinkel, hvor man kan få hjælp til, hvor man skal gå hen. Man har fokus på, at alle ikke er ciskønnede og heteroseksuelle, men at man også kan identificere sig som andet,” forklarer Mette Bjerre.
Find fællesskabet
Et halvt år er gået, siden Arthur Greve Bendixen fortalte sine klassekammerater om sit navneskifte. Det har ikke været nemt for den nu 19-årige gymnasieelev at skulle afvige fra samfundets normer. Men hans besked til sine klassekammerater blev modtaget over alt forventning:
“Den besked jeg sendte ud i klassechatten, er den eneste besked, der nogensinde er blevet liket af samtlige af mine klassekammerater,” storsmiler Arthur Greve Bendixen.
Især i fællesskaber bestående af andre LGBT+-elever har han fundet ro i tilværelsen, når han for eksempel træder ind i LGBT+-huset på Skolebakken, og spiller et brætspil med andre LGBT+-personer fra byen. Og han vil råde andre til at gøre det samme:
“I rigtig mange byer findes der forskellige klubber eller andre initiativer. Find et fysisk fællesskab, hvor andre kan relatere og forstå dig,” fortæller den 19-årige gymnasieelev.
Den dag i dag er han ikke i tvivl om, at navneskiftet var det rigtige. Blandt andet minder han sig selv om det ved at gemme alle navneskilte med sit nye navn.
“Det er en påmindelse om, at jeg gjorde noget rigtigt. Jeg tog et stort skridt, og det var i den rigtige retning,” afslutter Arthur Greve Bendixen.
