Slikbutik for genbrugstøj 

Gad vide om vi skal stå i kø?”.

En kvinde vender sig væk fra sine veninder, løfter sin arm og peger bilnøglen mod den bil de lige er trådt ud af, og trykker på knappen. Hun venter kort på at bilens lygter blinker, for at indikerer at den er låst, før hun vender sig om og småløber op til veninderne, der er gået et par meter i forvejen.

En næsten skyfri himmel viser sig over et industrikvarter i Aarhus, hvor den sparsomme vind får et banner med teksten ”Hello Vintage” til at bølge stille. I skyggen er der koldt, men solens stråler varmer, når de bryder skyerne og rammer huden.

”Hvor blev køen af?”. 

Et kærestepar, der var lige i hælende på de tre veninder er kommet frem til indgangen. Der er ingen kø, som de nok havde forventet, derimod en åben dør og endnu et banner med teksten: “Hello Vintage”.

Hello Vintage, en omrejsende genbrugsbutik, er for en enkelt dag kommet til Aarhus og flyttet ind i Savværket. Et lokale i et industrikvarter, som i dagens anledning er forvandlet om til en slikbutik for genbrugstøj.

Det er et væld af sanseindtryk, man rammes af, når man træder ind i Savværket. Ens næsebor fyldes af den søde, gamle og let støvede karakteristiske lugt, som genbrugsbutikker har. Den lugt tøj får, når der bliver opbevaret i et indelukket rum.

Øjnene scanner det store lokale, der er fyldt med stativer og borde med tøj i alverdens farver og materialer. Samtidig registrerer ørene alle lydene. Lyden af bøjler, der bliver skubbet over bøjlestangen. Musikken der skifter fra at have spillet The Human Leagues ”Don’t you want me” til Justin Timberlake med ”Rock your body”, og samtalerne for alle de mange besøgende, der efterhånden forvandles til en let summen.

”Jeg kan købe dem her og gå rundt og ligne Kendrick”

”Hvad koster den er?”. 

En mand har taget en polo ned og holder den op for at se den.

”Her betaler man per kilo. 360 kr.”, siger den ekspedient, som han fik stoppet, da hun gik forbi ham og fortsætter: ”Men derovre har vi nogle vægte, så kan du veje hvor meget du har shoppet for indtil videre”, siger hun og peger på et bord, der står langs den ene væg.

Ved bordet, hvor man kan veje, og hvis man er god til hovedregning, regne sig frem til hvor meget tøj man har blandet for, er en stime af mennesker begyndt at samle sig. Køen, flere frygtede de skulle stå i for at komme ind, finder man her.

Eller faktisk er der køer flere steder. Femten-tyve unge mennesker med favnen fuld af tøj, danner en kø ved prøverummene, der er en midlertidig installation lavet af sort stof mellem rullevogne, fyldt med papkasser, og ekstra tøjstativer.

Og det er nok ikke en tilfældighed, at hovedparten af dem i køen er unge mennesker. Tal fra Genbrugsindekset fra 2024, lavet af DBA, viser at 93% af unge mellem 16 og 30 år, har købt og/eller solgt genbrug de seneste 12 måneder.

Et andet sted i butikken har en fyr tager et par bukser ned fra et stativ og holder dem op i luften.

”Skat, se lige dem her”.

Et par jeans i en lys vask, med en endnu lysere farve på låret. Så lyse, at det ligner, at stoffet er blevet helt tyndslidt, og man kan se hvordan stoffet er vævet sammen. Men det er bare en del af designet. Når man ser jeansene tættere på, kan man se, at stoffet er intakt. Næsten helt intakt. Øverst på låret er et hul. Et lille hul på størrelse med en enkrone, og som umiddelbart kan have svært ved at vurdere, om er et designvalg eller om det er slitage. Benene virker til at gå lige ned indtil de rammer knæene, hvor de gradvist bliver bredere. Et par klassiske bootcut jeans.

”Jeg kan købe dem her og gå rundt og ligne Kendrick”, griner han, mens han referer til de bukser fra Celine, som Kendrick Lamar havde på, da han optrådte til Half Time show ved Super Bowl, og som efterfølgende gik viralt.

Overfor ham står en kvinde. Med en flydende bevægelse stryger hun bøjlerne med t-shirts over bøjlestangen, mens hun hurtigt studerer tøjet. Det ser nærmest helt indøvet ud. Med hænderne på bøjlerne, fjerner hun blikket t-shirtsene og ser de jeans, der kan få ham til at ligne Kendrick Lamar.

Hun tilter hovedet let frem, mens hun rynker panden og brynene. Uden at sige et ord, fnyser hun let, og får på den måde kommunikeret, at hun ikke bryder sig om bukserne. Han hænger dem tilbage på stativet, med de mange andre jeans, og ler stille for sig selv.

Ikke så meget Hellerupcore

Udenfor dufter der af kaffe. Man kan ikke købe kaffe nogen steder i nærheden, men BKI kafferisteri ligger længere nede af vejen, og den blide blæst har bragt duften af nyristet kaffe med sig. På bænkene foran Savværket sidder flere med ansigtet vendt mod solen. Hver gang en sky glider hen over solen, rykker de alle sig en smule, som om de var solsikker, der vender sig mod sollyset.

”Min ven, Noah, han er stadig i kø. Jeg ved ikke om han står i kø til prøverummet eller om han er ved at betale, men jeg kunne ikke helt finde noget jeg ville have, så nu sidder jeg her. Og venter”, fortæller Bertil Skov, der sammen med sin ven, Noah, har taget toget fra Viborg.

Der er intet nyt under solen i den her situation. Noah prøver tøj, og køber tøj, mens Bertil sidder og venter: 

”Vi er ret tit i genbrugen, jeg har dog aldrig været til et, hvor man betaler per kilo. Men ellers er vi. Men jeg finder ikke så ofte noget. Min stil er lidt Hellerupcore. Ralph Lauren og sådan noget, og det ikke helt moden nu”, siger Bertil og kigger ud på børnene, der lige er kommet ud fra det trampolinland, der ligger ved siden af savværket.

”Hvad så smukke”, Bertils stille øjeblik bliver afbrudt af en hånd, der hårdt, men kærligt, bliver dasket på hans skulder, ”Er du klar til at smutte ind til byen?”.

Det er Noah, der er kommet ud, og sammen går de over den solbeskinnede parkeringsplads, for at finde en bus, der kan tage dem Aarhus Centrum, inden turen atter går til Viborg.