Søn til lottomillionær: “Firkantet sagt, så betyder penge absolut intet for mig...”

Allan ligger og sover på sit teenageværelse, omringet af Metallica og Iron Maiden-plakater. Hen på formiddagen vågner han op. Der er en rumsteren i lejligheden. Telefonen bliver ved med at ringe ude i køkkenet. Der er fodtrin frem og tilbage foran værelsesdøren. Allan er med det samme i alarmberedskab. Hvad sker der? Er det lægerne, der har ringet til mor? Er der tilbagefald med hendes brystkræft? Han gnider søvnen ud af øjnene og vover sig ud i køkkenet. Der farer hans mor forvirret rundt. Hun slynger sætninger ud i rummet, “der må være noget galt”, “vi bliver nødt til at dobbelttjekke det” og “nej, nej, nej det må være en fejl”. Samtidig triller tårerne ned ad hendes kinder. Allan får øje på Niels inde i stuen. Det er morens kæreste. Allan afkoder det smil, som har bredt sig over Niels’ ansigt. Smilet afmonterer Allans bekymringer. “Så sig det da til ham, Maja”, tilskynder Niels kryptisk.

En livsforandrende besked

Hver uge prøver tæt på en million danskere lykken i Lotto. Håbet om de store pengegevinster, bringer således Lotto på toppen over de mest populære pengespil i Danmark. Selvom chancen for at vinde et livsforandrende millionbeløb er minimal, overtrumfer forestillingen om det muligt forstående held de ringe odds. Siden Danske Spil begyndte at tælle vindere tilbage i1989, er der udklækket mere end 5000 millionærer. Det er mange, men de fleste går stille med dørene.

Derfor er det oftest på tankeplan, når venner og bekendte snakker om, hvad man vil bruge pengene på, og hvad det vil påvirke en, hvis man en dag vandt en million kroner. Men for få heldige danskere er tankeeksperimentet altså blevet en realitet.

Og hvad sker der så egentlig, når man vinder, og gevinsten faktisk bliver sat ind på kontoen?

Penge er ikke noget, man taler om

Det ved Allan, for det var hans mor, som fór forvirret rundt den formiddag i lejligheden. Hun havde tidligere samme morgen modtaget et opkald fra en kioskejer, som fortalte hende, at hun havde vundet en million kroner i Landbrugslotteriet. Og det var den nyhed, som hun blev opfordret til at fortælle Allan. Og det gjorde hun

Normalt vil sådan en nyhed give anledning til at kippe med flagene, skrige sin glæde ud i vilden sky, eller sågar løbe nøgen rundt om boligblokken. Men sådan gjorde man ikke hjemme hos Allan og hans mor. Her holdt man lav profil og måtte faktisk ikke så meget som trække på smilebåndet. Nyheden skulle holdes tilbage for enhver pris. Det blev understreget så eftertrykkeligt, at Allan ikke engang turde betro sig til sin bedste ven. Men sådan en nyhed spreder sig alligevel hurtigt i et lille lokalsamfund. Hvad to mennesker ved, det ved alle.

Og en dag oppe i skolen var det slut med hemmeligheden. Her spurgte en klassekammerat, om det ikke var rigtigt, at Allans mor havde vundet en masse penge. Presset måtte Allan forsigtigt fremstamme, at “jo, den var god nok.”

Både Allan og hans mor var irriteret over omtalen i Aarhus Stiftstidende. Foto: Arkiv: Allan Hylbech

En kvinde, som altid troede, at strygejernet stod tændt

Allans mor mente at gevinsten og alt ståhejet skulle hemmeliggøres, fordi hun vidste, hvor hurtigt tingene kunne styrte sammen omkring hende.

“Hun voksede op med, at ulykkerne kunne komme ind fra højre,” fortæller Allan

Og det gjorde de også, ulykkerne.

For egentligt skulle Allans mor dø. Hun var dødssyg af kræft.

På sygehuset delte hun stue med fem andre kvinder. Allans mor var den eneste, der ikke forlod sygehuset i en kiste, og som kunne vende tilbage til livet. Tilbage til Vejlby Toften, hvor hun nu var flyttet til, og hvor Allan elskede at være. Det var selvom deres tilværelse tit havde bump på vejen og adskilte sig fra de andre familiers. “De første mange år af min barndom vidnede om en fattig tilværelse. Alle rundt omkring os klarede sig bedre end os,” siger Allan.

Allans mor var ikke mere end 14 år, da hun begyndte at arbejde på en systue for at tjene penge. Hun havde aldrig haft mange ressourcer, men lærte at klare sig med det, der var. Og ikke mindst ved at forsikre sig mod fremtiden for hende og Allan.

For Allan betød det, at han måtte arve sine venners tøj, og drøne ud med aviser for at tjene lidt ekstra. Han drømte om at sparre penge nok sammen til et trommesæt. Han har nemlig altid været glad for at spille musik, og har brugt det som sit frirum. Måske særligt fra skolen, hvor det ikke altid, udspillede sig lige så nemt.

“Pengene måtte for alt i verden ikke ændre på, hvem vi var” 

Det, at Allans mor på én dag kom til så mange penge, ændrede ikke radikalt på, hvordan livet var hjemme hos Allan. Transistorradioen blev stadig tændt og slukket på vægkontakten, for at spare eventuel slitage på tænd/sluk-knappen. I lejligheden lå der flere forskellige konvolutter med håndskrevne noter på. En, hvor der stod fjernsyn, en med radio, en med forsikring og så videre. Alle konvolutterne indeholdt et bestemt beløb i kontanter. Det var en slags forsikring, hvis nogle af tingene på et tidspunkt skulle gå i stykker.

En af Allans venner og jævnaldrende, Mogens, som boede på den anden side af vejen, havde mange fantasier om, hvad man kunne gøre med så mange penge. For eksempel kunne man købe et par flotte nye tennissko. Sådan gik det ikke for Allan, i hvert fald ikke til at starte med.

Det eneste, der forsødede Allans tilværelse i de første måneder efter gevinsten, var da hans mor købte ham et par nye Levi’s bukser. Senere forbarmede hun sig over Allan og forærede ham et splinternyt trommesæt. Sættet var dog ikke fra det anerkendte mærke Ludwig. I stedet var det et sæt til 3900 kroner fra Knud Eskildsen i Aarhus. Intet måtte glimte så meget, at omverdenen kunne beskylde dem for at have mistet jordforbindelsen.

“Pengene måtte for alt i verden ikke ændre på, hvem vi var”, fortæller Allan.

Forstads ekstravagance

 Selvom de skulle gå stille med dørene, kunne Allans mor alligevel ikke holde sig fra at bruge nogen af pengene.

 “Hun købte en pelsjakke, men hun brugte den aldrig. Den hang i skabet og var klar, hvis nu hun skulle til et bryllup eller en begravelse,” siger Allan.

En anden særlig ting, som Allans mor mente, hun kunne retfærdiggøre at anskaffe sig, var et glasbord. Det var lavet i Paris og med guld på hjørnerne, “sådan et man slog sig på”, mindes Allan. Bordet blev placeret midt i stuen, og stod i stærk kontrast til det reolsystem, der var dekoreret med kongelige porcelænsfigurer, eller “proletar pynt”, som Allan kalder det.

En sidste ting Allans mor brugte penge på, var når hendes familie eller venner manglede penge. Hvis de gjorde det, så kunne de komme til hende. Hun havde altid været god til at hjælpe andre. Ligesom alt andet, ville hun heller ikke ændre på det.

Forankret i fortiden

 På det gamle værtshus, Karrusellen, sidder Allan tit. I dag er det 40 år siden, at hans mor blev millionær. Karrusellen ligger på Ægirsgade, i det nordvestlige København og lige rundt om hjørnet fra den lejlighed, som Allan nu bor i. Og som i øvrigt bare er en, han har lånt. Han har selv indrettet den med møbler, som han enten har fået eller fundet på gaden. Når han kigger rundt, kan han godt se, at lejligheden roder og er lidt tilfældigt indrettet, men det gør ham ikke noget:

“Det behøver ikke ligne noget fra Bo Bedre. Ikke at det er et princip, men jeg synes faktisk, det er sjovere at have sådan et hjem,” fortæller han.

Hjemme i den rodede lejlighed, har tilfældighederne givet plads til en sofa. Det er på den, Allan opholder sig, når han er hjemme. Han undrer sig faktisk over, hvad han skal stille op med de resterende kvadratmeter. Han bruger dem jo ikke.

Allan har sjældent tid til at ligge på sofaen. Han er i gang med at lave en film om postnummeret 8240, og når han har fri for det, racer han direkte videre til teoriundervisning. Han vil erhverve sig det store lastbilskørekort.

Udover alt det, så spiller Allan med sit band Contribue på diverse værtshuse i København flere gange om ugen. Han gør det gratis, for det er ikke pengene, der driver Allan. Det er nærmere kærligheden til musikken og glæden ved at gøre noget for andre.

 “Firkantet sagt, så betyder penge absolut intet for mig, indtil der skal betales husleje, købes rugbrød, eller når min Honda Dax ikke gider køre mig en tur, fordi den mangler benzin,“ fortæller Allan.

Barndommens værdier lever videre på fire hjul

Selvom penge stadigvæk synes noget fjernt for Allan, så har han ved nærmere eftertanke alligevel en fantasi om, hvad han vil gøre, hvis han i dag vandt en million kroner. Han vil han spendere dem på følgende måde:

“Jeg vil bygge et tiny house, som du kan sætte op på ryggen af en lastbil, så du kan køre fuldstændig off rail. Den skulle have sådan en dyr vandmølle, som kan lave 70 liter om dagen, den skulle have solceller, og når du så skulle skide, skulle det være i et indbygget lokum, som kunne omdanne afføringen til sådan en slags aske. Ja, den vil jeg bygge, for hvis så Putin kom i morgen, så kunne jeg bare køre til Vesterhavet, eller et eller andet.”

Allan er vokset op med en mentalitet om at nøjes og ikke lade penge definere sit liv. Han har aldrig søgt rigdom, men det er alligevel en form for frihed, han har efterstræbt. Huset på lastbilen bliver et billede på det liv, han altid har levet. Et liv, hvor det han ejer, aldrig må eje ham eller definere den, han er. Og hvor det ikke handler om at samle materialistiske goder, men om at have præcis det, man har brug for.

Selvom en uventet milliongevinst kan ændre meget, måtte det aldrig få lov at ændre på tilværelsen i Allans barndomshjem. Pengene skabte på den måde ikke et nyt liv, men cementerede derimod den måde, de allerede levede på. Beskedent, forsigtigt og med fokus på at forsikre sig mod fremtidens kriser.