Sophia stjæler fra butikker: “Hvorfor skulle jeg betale så meget for en parmesanost?”

Aftensmaden står på carbonara. Sophia går rundt i den lokale Netto. Pasta, tjek. Æg, tjek. Næste punkt er parmesanosten. Hun bevæger sig langs køledørene, til hun når hylderne med oste. Hendes blik leder efter den trekantede indpakning. 45 kroner?! Det er simpelthen ikke fair. Hvorfor skal hun – en stakkels studerende – betale så meget for en parmesanost? 

Alligevel kommer parmesanen ned i kurven sammen med resten af ingredienserne. Sophia bevæger sig mod udgangen og scan-selv kasserne. Bip...bip...bip. 

Hun griber fat i parmesanosten, der diskret sniger sig forbi scanneren og direkte ned i bæreposen. Intet bip. 45 kroner giver hun simpelthen ikke. Og man kan jo ikke rigtig lave retten uden. 

Sophia tager fat i hanken på den fyldte pose og spadserer nonchalant ud ad porten ved scan-selv. Hun har før bare lagt parmesanosten diskret ned i sin taske. 

Selve teknikken tænker hun ikke så meget over. Det er jo så nemt at stjæle. Og hun er altid sluppet afsted med det. 

Hverdagsluksus-tyven 

Stjålne varer som parmesan, hårvoks, oksekød eller deodorant letter budgettet og forsøder tilværelsen hos ganske almindelige danskere. Det kan ses på statistikkerne, at “hverdagsluksus-tyven” har gjort sit indtog i samfundet. 

Det fortæller Henrik Sedenmark, der er fagchef for betaling og detailhandelssikkerhed hos Dansk Erhverv: 

“Vi kan se, at det hverken er de helt basale varer eller varer til videresalg, der bliver stjålet mest af. Typisk er det varer, man gerne vil have, men hvor man måske har brugt pengene på noget andet den måned, eller varer, som man ikke gider bruge sine penge på.” 

Den typiske tyv er svær at beskrive, men ifølge Henrik Sedenmark kan man placere butikstyve i tre helt overordnede kategorier:  

1) Personer, der stjæler af økonomisk nød 

2) Personer, der stjæler med henblik på videresalg 

3) Personer, der stjæler luksusvarer til hverdagen 

Og det er altså særligt den sidste gruppe, der er stærkt repræsenteret hos danske butikstyve.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der bliver stjålet rigtig meget fra danske butikker. I 2024 blev der anmeldt 27.625 butikstyverier. Det er det højeste antal i mere end 20 år og 80% flere anmeldelser end i 2021.

Men butikkerne er ikke bare blevet bedre til at anmelde. Der bliver rent faktisk stjålet mere. 

“Der er sket en markant stigning i antallet af butikstyverier. Det ved vi, fordi vi taler med vores medlemmer. De kan aflæse det på deres data og se det helt fysisk i butikkerne. De fanger flere tyve,” fortæller Henrik Sedenmark. 

“Fuck, jeg har glemt vinen!” 

Solen er ved at gå ned over de ti-tolv venner, der er samlet i baggården en sensommeraften for at fejre Sophias fødselsdag. Menuen står på hjemmelavet pizza.

“Fuck, jeg har glemt vinen!” udbryder en af veninderne. Hun forklarer, at hun havde betalt for dem nede i Rema 1000. At hun havde købt en flaske til sig selv og en flaske til Sophia. Og hun insisterer på at gå tilbage efter dem.

Da veninden kommer tilbage, har hun to flasker vin med - men det er ikke de samme, som hun havde betalt for i første omgang. De nye flasker er tre gange så dyre. Veninden indrømmer med det samme, at hun ikke har betalt for dem. Hun mener, at hun var i sin gode ret til blot at finde to nye flasker vin og forlade butikken, for hun havde jo allerede betalt.

...

Hr. og fru Danmark er blevet de sarte sjæle 

At de lange fingre ubesværet finder vej til parmesanosten og de dyre vine, er ikke noget, der overrasker kriminolog Maria Søndberg. Luksusvarerne kan være sure at bruge penge på i hverdagen.

Hun er heller ikke overrasket over det øgede antal butikstyverier i takt med den stigende inflation de seneste år. 

“I et supermarked ligger varerne frit fremme, og det frister sarte sjæle. Problemet er bare, at det nu er hr. og fru Danmark, der er blevet de sarte sjæle,” siger Maria Søndberg. 

Det er også et billede, som kriminalpsykolog Charlotte Kappel kan genkende. Det er afgørende for de “almindelige” butikstyve, at de kan retfærdiggøre deres handlinger over for dem selv. De skaber en form for indre fortælling, som efterhånden bliver sandhed.

“Hvis ikke de kunne retfærdiggøre det over for sig selv, så gjorde de det ikke. De stjæler kun, fordi de ikke får, hvad de synes, de fortjener, på anden vis. ’Hverdagsluksus-tyven’ giver sig selv en lønforhøjelse.” 

"Hvis naboen og veninden gør det...” 

Der er ikke kun sket en ændring i antallet af butikstyverier. Danskernes accept af butikstyveri har også ændret sig. Den er nemlig steget.

Det viser Trygfondens Tryghedsmåling fra 2024, hvor 21 procent af de adspurgte kunne acceptere, at man tager lidt varer i et stormagasin uden at betale. Til sammenligning var det 6 procent af de adspurgte, der i 2010 kunne acceptere dette.

Trygfonden kan ikke umiddelbart forklare, hvad denne stigning skyldes. De kalder udviklingen overraskende. 

Den vurdering er Charlotte Kappel enig i. Danmark er kendt for tryghed og tillid. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at vi bevæger os i en retning, hvor butikstyveri er mere acceptabelt. 

Hun tror også, at den større accept af butikstyveri med stor risiko kan være med til at normalisere det: 

“Hvis samfundet i højere grad accepterer en handling, så bliver det mere okay og acceptabelt for en selv.”

Også i de mere nære relationer kan der ske en form for domino-effekt, forklarer kriminolog Maria Søndberg:

“Hvis man ved, at naboen og veninden gør det, bliver det mere legalt. Jo flere, der gør det, jo mere normalt bliver det. Man begynder at have sit eget moralske kompas for, hvad der er okay.”

Hun mener, at denne domino-effekt har spillet ind i stigningen af butikstyverier.

Er det normalt at stjæle? 

Tilbage ved Sophias fødselsdagsbord bliver veninden mødt af nysgerrige spørgsmål. Og indrømmelser. Det viser sig, at hun er ikke alene. Sophias roommate fortæller, at den parmesan, der er på pizzaerne, er stjålet. Han hiver “gratis” ting med hjem fra supermarkedet flere gange i ugen.

Sophia fortæller, at hun aldrig betaler for bæreposer, og at der til tider godt kan ryge en ekstra ting ned i tasken. En veninde stemmer i. Hun stjæler både fra supermarkeder og fra sit arbejde. Den parfume, hun har på i aften, er også stjålet. En fjerde fortæller, at hun stjal, da hun var yngre. 

Den lovlydige halvdel af selskabet lytter nysgerrigt. Spørger, hvordan de andre stjæler og hvorfra. Sophia kan ikke tro sine egne ører. Hvad er det egentlig for nogle venner, hun har? Er det så normalt at stjæle? Hun kan ikke forstå, hvordan veninden turde tage de to dyre flasker vin. Selv stjæler hun jo kun småting. Men wow. Hvis de er så mange, der går og stjæler, så må butikker som Netto jo virkelig tabe mange penge på det? 

Det er lidt fedt at slippe afsted med det 

Sophia bevæger sig rundt i frugt- og grøntafdelingen. Hvorfor sælges forårsløg altid i et helt bundt? Hvis man vitterligt kun skal bruge et enkelt? Whatever, tænker Sophia, mens hun lader blikket glide over butikken, og et enligt forårsløg ryger ned i posen. Ikke tale om, at hun skal bruge 9 kroner på et helt bundt. Det er jo også ligegyldigt for butikken.

Hendes kæreste synes, at det er fjollet at gøre sig til tyv for et enkelt forårsløg. Men for hende er det en lille mental sejr, hver gang hun ikke bliver opdaget. Hun er udmærket klar over, at det ikke gør nogen økonomisk forskel for hende på den lange bane. Men stadigvæk. Det er lidt fedt at slippe afsted med det.

På en anden indkøbstur piller hun de lækre, modne økologiske avocadoer ud af deres indpakning og putter dem over i plasticposerne til løse grøntsager. Hun betaler for dem, så det er jo ikke rigtigt at stjæle. Hun betaler bare mindre for dem. Og undgår at komme hjem med de dårlige avocadoer, der er tilbage i løs vægt.

Hun forstår ikke, hvorfor der ikke er flere, der gør som hende. Det er så nemt. Og det virker hver gang. Hun bærer altid høretelefoner og husker at opføre sig naturligt. Ingen hurtige eller hakkende bevægelser. Hendes udseende er uskyldigt, og det er en fordel, som hun hviler godt i. 

Men hun synes også, at det er lidt pinligt. Og at det lyder nærigt, når hun skal forklare sit avocado-trick. Der er hendes kæreste dog mere ligeglad. Han vil også gerne have friske avocadoer.

Egoismen vinder 

Sophia kunne aldrig finde på at stjæle jordbær fra en vejbod. Men hvis jordbærrene lå i Netto, var det en anden sag. Retfærdiggørelsen ligger for Sophia i, hvem hendes tyveri går ud over. Hun synes ikke, at det er synd for de store virksomheder, der alligevel ikke bemærker, at en stakkels studerende hapser lidt i ny og næ. Det gør en forskel for hende, men hun tror ikke, at det gør en forskel for dem. 

Alle har et repertoire af gode undskyldninger for at gøre ting, man ikke må. I kriminologien kaldes disse forklaringer ‘neutraliseringsteknikker.’ Det er en måde at give sig selv syndsforladelse på. Det forklarer Rasmus Munksgaard, der er lektor i kriminologi ved Aalborg Universitet: 

“Folk har typisk mange gode forklaringer på, hvorfor de har brudt loven – og de falder oftest i nogle meget klassiske kategorier. For eksempel, at det “bare” er store selskaber, og at der derfor ikke er noget rigtigt offer. Eller at deres handling er i orden, fordi de fortjener det.”

Uanset forklaringen er det ulovligt at stjæle og derfor strafbart. Men straf kan virke på forskellige måder. Den kan være meget streng eller komme hurtigt, men den kan også virke ved, at man bliver opdaget. Det er ikke altid nok, at man bliver straffet hårdt.

“Vi ved, at det virker rigtig godt, hvis vi øger risikoen for at blive opdaget. Det er en meget ubehagelig oplevelse, der kan være endnu værre end en bøde,” fortæller Rasmus Munksgaard.

I sidste ende stopper viljen til at stjæle altså først, når man bliver opdaget. For ifølge kriminolog Maria Søndberg ved hr. og fru Danmark godt, at deres handlinger har konsekvenser for butikken. 

“De er ligeglade, fordi de prioriterer deres eget behov. Egoismen vinder,” siger Maria Søndberg. 

Det giver jo ikke mening at betale for en neglelak, når man er i tvivl om farven 

Bip, bip, bip. Alarmen går, netop idet Sophia bevæger sig ud af Normal. Et jag af adrenalin skyder gennem hende. Det kilder i maven, og hendes kinder bliver varme og lyserøde. Det kan ikke være hende, den bimler og bamler sådan af. Hun har jo lige betalt for både tandbørsten og tandpastaen.

Eller vent. Hendes bordeauxrøde neglelak i håndtasken har stadig en alarm på sig. Den stjal hun i sidste uge. Gemt i læderjakkens lange ærme. For det giver jo ikke mening at betale 30 kroner for en neglelak, når man er i tvivl om farven.

Hun lader som ingenting og forsætter ud af butikken uden at kigge sig over skulderen. På gaden bliver hun en del af mængden. Den dårlige samvittighed mærker hun ikke. Så havde hun ikke stjålet. Men hun er glad for ikke at blive opdaget. 

Sophia er aldrig blevet taget i at stjæle. Men hun er meget bevidst om, at der for tiden er et øget fokus på butikstyveri. Hun kan ikke lide at føle sig nervøs, når hun “handler.” Hun stjæler stadig, men langt mindre end før.