Søstrene Grene breder sig globalt – med oplevelsen i centrum
Fra lokal favorit til international kæde: Med en unik butiksoplevelse skaber Søstrene Grene en sikker forretning.

Kombinationen af lækkert design, overkommelige priser og en sanselig indretning – med klassisk musik, mørke teaterlignende vægge og en stemningsfuld belysning – har vist sig at være opskriften på succes.
Styrke i hele værdikæden
Igen i år er Søstrene Grenes omsætning steget markant – med 31% til 2,9 mia. kroner, skriver Ritzau. Alligevel ender koncernen med en lavere indtjening end sidste år. Medejer, Mikkel Grene, er dog rolig og fortæller, at det er en del af strategien. I år har de nemlig investeret i nye butikker, et nyt IT-system og robotteknologi.
”Vi gør en dyd ud af at holde fast i vores simple forretningsmodel, hvor vi har indsigt i hele værdikæden. Vi er helt ude hos leverandøren og producenten, når vi køber produkter og vi er helt ude hos slutkunden, når vi sælger varer.”
Udtaler Mikkel Grene til erhvervsmagasinet CXO.
Det er vigtigt at være med hele vejen for at sikre den bedste forretning, og for at butikkerne kan gøre besøget unikt for kunderne.
Mere end bare shopping
Kundeoplevelsen er én af butikkens særlige styrker. Besøget handler ikke blot om at handle, men også om at blive inspireret.
”Jeg er i Søstrene Grene konstant, altså flere gange om ugen.”
Siger Zenia og griner let, mens hun fortæller, hvordan hun bliver draget af de flotte udstillingsvinduer.
”Det er en oplevelse at komme derind, og stemningen giver mig lyst til at gå og tulre.”
Hun fremhæver også, at udstillingerne ændrer sig løbende, så hver tur føles ny og spændende. Et besøg i butikken er altså mere end bare shopping – det er en oplevelse, der pirrer nysgerrigheden og som oftest ender med impulskøb.
Efter Ritzau