Spisebordet der samler: Når hverdagsmåltidet bliver familiens vigtigste frirum

For Ruth Lunde Andersen, på Børnehuset Birksvej i Silkeborg, handler måltidet om at skabe et åndehul midt i dagens tempo. ”Når børnene har været i gang med leg eller aktiviteter, får de lige et pusterum ved bordet. Her kigger vi hinanden i øjnene, og de øver sig i at lytte og fortælle,” siger hun. Den sociale læring er tydelig, og ifølge hende er måltidet i Danmark både kulturelt forankret og pædagogisk udnyttet. Man samles, man sidder ned, og man taler sammen.

Men bag de vellykkede aftensmåltider gemmer der sig også en anden fortælling. Hos Børns Vilkår møder børnepsykolog Julie Bek mange børn, der savner netop det nærvær, rutinen kunne give. ”Vi taler med børn, der oplever, at deres forældre ikke er til rådighed, ikke nødvendigvis under aftensmaden, men generelt. Det er et gennemgående tema,” siger hun. Måltidet er ikke altid en idyllisk kernefamiliescene. For nogle børn bliver det konfliktpræget, eller også eksisterer det slet ikke som fælles ritual. 

Ifølge Julie Bek ligger en del af forklaringen i forældrenes forventninger, ”Mange tror at hygge kun er fravær af konflikter. Men små børn larmer, prøver grænser af og spiser ikke altid det, man har lavet. Hvis man som forælder bliver presset af det, er det fristende at give op, og så forsvinder rummet for nærvær.”

Netop den oplevelse genkender Mette Nielsen, mor til to skolebørn i København. I deres familie er spisebordet blevet et bevidst holdepunkt i en ellers uforudsigelig hverdag. ”Når skoledagen har været kaotisk, er bordet det eneste sted, hvor der falder en ro over børnene,” fortæller hun. Derfor er spisebordet rigtigt vigtigt for Mette og familien, ”Det er her, de får sorteret i det, der fylder og hvor alle har plads til at fortælle om sin dag.” De har endda indført en regel om ingen telefoner ved bordet, ikke som en løftet pegefinger, men fordi de kan mærke, at stemningen bliver bedre uden. Og for nogle børn kan et måltid ved spisebordet være netop det stabile holdepunkt, de ikke får andre steder, men har brug for.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvorfor så mange familier prioriterer spisebordet, men hvad der sker i de familier, hvor det ikke lykkes. Forældre, der mangler tid, overskud eller ro til at skabe dette fællesrum, får måske aldrig muligheden for at opdage, hvor meget det betyder for barnet. Og børn, der savner forældres tilgængelighed, savner sjældent kun en samtale over kartoflerne, de savner forbindelsen.

Og måske er det derfor, spisebordet stadig er samlingspunktet. Ikke på grund af maden, men fordi det er dér, vi opdager hinanden.