Spøgelsesjagt på Danmarks mest hjemsøgte borg: “Alt hvad der er her, bliver her”

“Det ligner angiveligt, at der står en lige bagved dig,” lyder Thomas’ stemme, som taler henimod de to eneste nye personer i rummet. Kulden intensiveres, og den forplanter sig i benene, der bryder ud i rystelser, som kun kulden kan fremdrive. Stilheden er larmende, og pulsen i ørene er intens. 

“Kender du en af os?,” spørger Thomas, og lysbolden aktiveres straks. De blå og røde farver danser op ad væggen og tillader små glimt af hinandens kroppe, der ellers er skjulte i den tyknende mørke. 

Paranormal passion 

Karina Bendiksen, Thomas Andersen og det nyeste skud på ghosthunter-stammen, Anita Knudsen, skal i nat udforske Østergaard Middelalderborg. Sammen udgør de en del af holdet fra Ghosthunting.dk, en forening drevet af passion for det paranormale. 

Både Thomas og Karina fortæller, hvordan de som unge, uafhængigt af hinanden, mødte det uforklarlige for første gang: Synet af deres afdøde forældre, der kørte forbi dem i biler. Levende og håndgribelige, men alligevel væk i næste sekund. 

“Det er fint, at andre ikke tror på det – de skal bare ikke prøve at overbevise mig om, at det ikke findes,” siger Thomas. 

“Det sjove er, hvis jeg kommer til en fest med 200 mennesker, og siger, at jeg er spøgelsesjæger, så griner alle 200 af mig. Men allerede ti minutter efter kommer de første ti hen og fortæller, hvad de selv har oplevet.” 

Slagplan lægges 

Rundt om det slidte mødebord, inde i en af borgens mange rum, er alle samlet inden jagten sættes ind. Mødet foregår i skæret fra to lommelygters bløde kegler mod loftet. Omringet af vægge der skaller i store flager, og i skyggerne lurer hovedløse giner klædt i middelalderdragter. 

For enden af bordet er kufferterne med udstyr. “Det her er musikboksen, og den sender ultralyd ud og rammer væggen. Hvis noget bryder ultralyden, begynder musikboksen at spille,” forklarer Thomas under gennemgangen af alt det medbragte grej. 

Netop musikboksen bliver valgt som udstyr til nattens søgen efter tegn fra en anden verden, i følgeskab med “lysbolde”, der stråler med rødt og blåt lys, så snart den måler vibrationer. 

“Men som sagt, så er den sunde fornuft vores allerbedste værktøj,” siger Thomas. 

Udstyret er udvalgt, reglerne er ridset op og forventningerne til natten er afstemt, understreget af det faktum, at nye personer kan vække stor interesse ved spøgelserne på borgen. 

Køkkensnak 

Allerede under introduktionen af det kølige og kulmørke køkken mærker Thomas, at der er noget i rummet. Han spørger efter drengen, Niels, der plejer at være fast selskab på køkkenets trappe. “Oppe på trappen ligger den røde brandbil..,” er Thomas ved at fortælle, da han bliver afbrudt af lysbolden der spreder sine farver, som flyder ned over trappetrinene og oplyser brandbilen. 

En strøm af spørgsmål stilles for at opklare, hvem der viser sin tilstedeværelse. Med vidt opspærrede øjne, søgende i mørket, følger alle med. Svarene igennem bolden bekræfter, at nogen er til stede. En med et budskab. 

“Har du noget at gøre med en af os?,” spørger Thomas. Bolden lyser uafbrudt i syv uforklarlige minutter – noget som ikke engang de mest garvede spøgelsesjægere i rummet har oplevet før. Thomas forklarer at mekanikken i bolden ikke kan tillade et lysshow på syv minutter. 

“Er det en fra min familie?,” spørger Anita. Boldens stråler fortrækker sig, og det komplette mørke omfavner igen rummet. Endnu en strøm af spørgsmål forsøger at finde en afklaring – men ingen klare svar afgives. 

Dog konstaterer Karina og Thomas, at noget i rummet prøver at snakke med de nye personer. Det er muligvis den skikkelse, der befinder sig bagved dem, i hjørnet. Intet kan fastslås, men sikkert er det, at når skikkelsen italesættes, lyser bolden. 

Musik i riddersalen 

Ovenfor trappen modtages man af endnu en flok giner i mørket, der vækker en lettere rædsel såfremt man ikke advares om dem på forhånd. Kommer man forbi dem, når man ind i riddersalen. Udstyret placeres nøje i rummet, og en lysbold placeres i “skatkammeret” inde ved siden af. 

Roen indfinder sig. Den gamle, lidt sure lugt, der ellers kun er brudt op af strejf af skyllemiddel og parfume, får nu nye nuancer. Alkohol og bålrøg. 

“Hvad fanden var det?,” udbryder Thomas og forklarer, at en hvid skikkelse brød igennem væggen inde i skatkammeret, og lysbolden bekræfter. 

Men hvem var det? “Niels, tjenestepigen, hunden, kaptajnen, muren, de to afdøde, den indemurede pige?,” spørger Thomas hen imod det mørke kammer. Ingen af dem svarer. 

“Nu ved jeg, hvad vi har glemt – vi skal da have musik,” siger Thomas og henter straks musikken. “Hvad er det for noget musik man spiller?,” spørger Anita. “Det er mest aqua,” svarer Thomas og det sorte rum fyldes af latter. Valget falder dog på ‘hil dig frelser og forsoner’, men intet reagerer. 

Farvel og tak 

Flere af borgens rum og kroge afsøges, men klare signaler viser, at energien fra den anden side er brugt op, og det er tid til at indstille jagten. 

Holdet samles på træbænkene omkring mødebordet atter en gang, hvor nattens oplevelser drøftes. “Der sket en masse ting, som vi aldrig har oplevet før, og det har været larmende på en anden måde. Jeg tror, at vi har haft besøg af familie til en af jer to nye,” siger Karina. 

Inden holdet forlader borgen, lyder en sidste opfordring fra Thomas: “og så lad være med at kigge i bakspejlet, når I kører hjem.”. Nattens sidste grin udveksles. 

Sidste ritual udføres udenfor borgen for at sikre, at ingen ånder drager med hjem. På skift siger alle højt “Alt hvad der er her, bliver her.” 

En efter en triller bilerne fra middelalderborgen, uden ånder på bagsædet, men med en stor portion oplevelser i rygsækken.