Stadig flere danskere holder døden ud i strakt arm - vågerne omfavner den
Ny rapport viser, at døden stadig er svær at forholde sig til, og det mærker frivillige vågere i mødet med samfundet.
Når frivillige vågere fortæller om deres arbejde med døende, møder de ofte ubehag eller frygt fra samfundet.
Det viser en ny rapport fra VIVE "At være med døden". Den sammenfatter et dansk feltstudie fra professor og antropolog Lone Grøn, der har fulgt vågernes arbejde.
Hun fortæller, at vågerne ofte er forsigtige med at sige, hvad de laver, fordi de møder reaktioner som, at det er “væmmeligt”, “uhyggeligt” eller “skræmmende”.
Frivillig våger Lisbeth Hagedorn genkender oplevelsen:
“Det er som regel dem, der ikke har nogen erfaring med døden eller haft et familiemedlem eller været omkring den proces at dø."
Ifølge Lone Grøn peger hendes studie på, at det stadig kan være svært for mange at forholde sig til den fysiske død.
Lisbeth Hagedorn understreger, at det er vigtigt at forholde sig til døden som en del af livet:
“Vi bliver født, og vi skal dø. Det ved vi.“
Samtidig viser undersøgelsen, at vågernes egne erfaringer med døden kan ændre deres syn på den. Når de er tæt på døden, oplever de den ofte som mindre dramatisk, end mange forestiller sig.
Lisbeth Hagedorn oplever selv, at døden ikke er farlig:
"Det er faktisk værdigt, stille og roligt."
Som våger kommer hun helt tæt på døden ved at sidde hos den døende i den sidste del af livet.
“Jeg er her, jeg sidder her, og jeg bliver her," fortæller hun om sin rolle som våger.
