Staten pynter på pris og tidsplan for at få byggerier igennem: “Man begår et kollektivt bedrag”
Store offentlige byggeprojekter bliver ofte solgt politisk med for stramme tidsplaner og for lave priser, mener eksperter. Det kan være med til at forklare, hvorfor mange projekter bliver forsinkede eller dyrere.
Udefra lignede det en festdag, da Niels Bohr bygningen i København d. 29. oktober 2024 endelig blev indviet.
Kong Frederik klippede den røde snor, Johan Olsen fra Magtens Korridorer spillede musik, der blev drukket bobler og holdt taler.
Men bag facaden, gemmer der sig en historie om et af de mest omtalte statslige skandalebyggerier.
Otte års forsinkelse og tre milliarder kroner dyrere end forventet.
Niels Bohr bygningen er langt fra en enkeltstående historie.
Ifølge eksperter er den blot et af mange eksempler på et mønster i offentlige byggeprojekter: Politikere og beslutningstagere kommer med løfter om tidsplaner, de ofte godt ved, de ikke kan holde.
“Man begår et kollektivt bedrag”, forklarer Professor for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC, Jacob Torfing, når politikere og bygherre indgår aftaler i udbudsrunder og godkendelser af offentlige byggerier.
“For når man først har fået godkendt projektet, og er gået i gang med at bygge, så stopper man jo ikke fra dag til anden, hvis budgettet eller tiden skrider.”
60% er ikke færdige til tiden
Det er et politisk smørremiddel
Det er langt fra noget nyt fænomen, at offentlige byggerier oftest hverken overholder budgetter eller tidsrammer.
En beretning udarbejdet af Rigsrevisionen fra 2025 viser en kortlægning af 120 offentlige bygge- og anlægsprojekter i perioden fra 2018 til 2022. Hertil viser den at hele 60% af byggerierne ikke var færdige til tiden.
Derudover blev 20% af byggerierne ikke opført inden for den afsatte økonomiske ramme, og der blev i perioden brugt knap 5 milliarder kroner mere end først afsat.
At der er mange bygge- og anlægsprojekter, der ikke overholder tid og budget, er noget Jacob Torfing har haft på fornemmelsen:
“Når man er for optimistisk i udarbejdelsen og planlægningen af byggerier, så er det den naturlige vej, det går.”
Og han er ikke den eneste, der mener, at politikere og bygherre indgår en slags kollektivt bedrag.
Andreas Leed, er Head of Data Science ved Oxford Global Project, og ph.d.-studerende i økonomi ved Aarhus Universitetet. Han analyserer store projekter internationalt, og ser samme mønster i sin forskning.
Han forklarer, at politikere og bygherre bevidst foretager, det han kalder strategisk misrepræsentation, særligt i de større projekter, der giver mere politisk prestige.
“Politikere vil gerne have været med til at bygge et operahus eller en metro, så de er mere villige til at godkende sådanne projekter, selvom de nok godt ved, at planen ikke holder.”
Gå på opdagelse i vores forsinkelsesbarometer, hvor du kan se projekterne, som rapporten har undersøgt.
Hvem har ansvaret?
Politikere og bygherre ved godt, at det ikke nødvendigvis hverken holder budget eller tidsramme, når de indgår aftaler om nye bygge- og anlægsprojekter. Det er en måde, at få politisk opbakning på, fortæller Jacob Torfing.
“Der er en tendens til at man præsenterer et lidt for rosenrødt billede af tallene for at samle politisk opbakning, velvidende at alle godt ved, at det bliver dyrere, eller ikke bliver færdigt inden for tidsrammen. Det er et politisk smørremiddel”
At alle er velvidende om bedraget, er også netop her, at man skal finde svar på, hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det fra politisk hold.
Ansvaret er fordelt ud over en lang række politikere og beslutningstagere, og det kan derfor være svært at fastlægge skylden et bestemt sted, fortæller lektoren:
“Der er ikke rigtig nogen, der kan sige “det er simpelthen for galt det her”, fordi alle har, eller har haft en finger med i sådan en sag på et tidspunkt. Så der ikke nogen, der med god ret, kan pege fingre ad alle de andre.”
Dog mener Jacob Torfing, at der er sket noget på området de seneste år, og at man er begyndt at være mere opmærksom på problemerne. Det kan dog være svært som politiker at lade være med at vælge den nemme løsning og begå disse kollektive bedrag, fortæller han.
“I sidste ende har alle de involverede en interesse i, at prisen skal være lav og fristen kort, når man skal have det vedtaget.”
En god business case
Velkendte offentlige byggerier, der både er blevet markant dyrere og gået langt over tidsramme, er de nye supersygehuse. De blev præsenteret som nogle af de største offentlige byggerier i nyere tid.
Ifølge Lektor på DTU, Christian Langhoff Thuesen, skyldes det blandt andet, at for mange af projekterne blev besluttet på et forkert grundlag:
“Det er ikke regnet ordentligt igennem, inden man påbegynder byggeriet. Man har bare sat en kvadratmeterpris for, hvad sådan et hospital må koste.”
Det er et fænomen, han kalder for strategisk misrepræsentation: Når politikere overestimerer gevinsterne ved projekterne, og samtidig underestimerer udgifterne, så man får en god business case.
I skrivende stund er blot 11 ud af de 16 supersygehuse blevet færdige. Noget der ikke undrer Christian Langhoff Thuesen:
Man har ikke fundet de vise sten endnu til at overvinde denne fristelse, det er at lade sig bedrage
“Politikerne tilbage i 2009 meldte bare ud, at de skulle stå færdige i 2020,” og kalder det “mere et udtryk for ønsketænkning, end en professionel vurdering af, hvornår det reelt kunne være færdigt.”
Når planerne for byggerierne slår fejl, skal regnestykket stadig gå op. Og det kan få konsekvenser for byggeprojekterne:
“Når man går på kompromis med økonomien, bliver kvaliteten af byggeriet også forringet,” fortæller han.
Den norske model
Hvis Danmark vil undgå, at byggeprojekter igen og igen bliver forsinkede, bør man kigge mod Norge, mener Christian Langhoff Thuesen.
Her har staten opbygget et mere fastlåst system, når det kommer til store offentlige byggeprojekter. Hvis et byggeprojekt når over en milliard norske kroner, skal det godkendes af finansministeriet. Det skal sikre, at der er nok midler til at få gennemført byggeriet samt, at der er en realistisk tidsramme afsat.
Netop en strømlining af systemet, hvor man har en fælles koordination og et fælles læringsprogram, mener Christian Langhoff Thuesen, kan være med til at mindske forsinkelser og overskridelse af budgetterne.
“Lige nu er det meget forskelligt fra kommune til kommune, hvor man har forskellige modeller for, hvordan man gør tingene. Det bliver meget ad-hoc læring.” Og tilføjer:
“Hvis man får et fælles læringsprogram som i Norge, hvor man kan lære af de fejl, der bliver lavet, så tror jeg også på, at man kan mindske de fejl fremadrettet, og dermed blive bedre til at overholde tidsrammer og budgetter.”
Det er en fristelse at lade sig bedrage
Ifølge Andreas Leed er en del af løsningen på at blive bedre til at overholde tids- og prisplan, at man afsætter mere tid til selve planlægningen af byggeriet, inden det påbegyndes. Projekterne bør altså være mere fastlåste, før de sendes i udbud:
“Thinking slow, act fast,” siger han.
Han mener samtidig, at det vil gøre det nemmere at gå i udbud med projektet, fordi bygherrerne også kan give et mere kvalificeret bud på tids- og den økonomiske ramme.
Spørger man Jacob Torfing, er der dog sket nogle forbedringer, i måden staten bygger på. Men den grundlæggende fristelse, er ikke forsvundet.
For det giver stadig politisk prestige at have igangsat et stort byggeri som politiker, fordi det skaber synlige resultater for vælgerne. Og det er langt lettere at få det til at se godt ud, hvis prisen er lav og tidsrammen er kort.
Han peger på, at når byggeriet først er vedtaget, den politiske vilje er lagt og byggeriet er i gang, er det svært at gå tilbage. Og regningen kommer først videre til borgerne senere.
“Man har ikke fundet de vise sten endnu til at overvinde denne fristelse, det er at lade sig bedrage i det her. Der er mange, der gerne vil bedrages og være med til at starte noget nyt.”