Statens støtte kan ikke fjerne unge jøders frygt

I Danmark begynder fortællingen om jøder ofte med en redning. Vores hjælpende hånd ved flugten til Sverige i oktober 1943 er blevet en moralsk grundpille i danskernes selvforståelse.

Historiker Jakob Egholm Feldt kalder det ”vores stjernestund”, og episoden står ikke kun skrevet i historiebøgerne:

”Den indgår som danskernes yndlingsepisode i Matador. Det er episode 18 om redningen af jøden Hr. Stein.”

Statsminister Mette Frederiksen har stået fast på den fortælling igen og igen: Danmark beskytter jøderne. I sin første statsministerperiode kom hun jøderne til undsætning ved at afvise et forbud mod omskæring, og efter terrorangrebet på Israel d. 7. oktober 2023 har hun været entydig i sin støtte.

Alligevel føler mange jøder sig ikke trygge i Danmark. I september udkom en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der er den største kortlægning af jødisk liv i Danmark siden 1973. Den dokumenterer, at særligt de yngre respondenter mellem 18 og 39 år oplever væsentlige barrierer for at leve et frit jødisk liv i Danmark, og 40 procent af de adspurgte i denne alderskategori svarer, at de går med overvejelser om at fraflytte Danmark.

Statens beskyttelse er et tveægget sværd

Således opstår et paradoks: Officielt er de danske jøder beskyttet af staten og hyldet i den nationale fortælling, men i praksis oplever de at leve i utryghed.

Ifølge Jakob Egholm Feldt, der er professor i Global Historie ved Roskilde Universitet og medprojektleder på et nyligt oprettet Nationalt Forum for Antisemitismeforskning, er den statslige beskyttelse et tveægget sværd:

”Hvis man er beskyttet af staten, er man også på magtens side. Og de, der så er imod den magt, som for eksempel udspringer fra Mette Frederiksen og højrefløjen, ender med at se kampen mod antisemitisme som politiseret. De ser ikke kampen som rettet mod den diskrimination, som jøder er udsat for, men som et angreb på palæstinensere og andre minoriteter.”

Derved risikerer man at underminere selve begrebet antisemitisme, forklarer Jakob Egholm Feldt og sætter samtidig spørgsmålstegn ved, om diskussionen om antisemitisme i dag overhovedet gavner nogen:

”Begrebet handler ikke længere om det, som det bør handle om, nemlig at antisemitisme findes, og at der er sket en stigning i antallet af antisemitiske handlinger, og at jøder føler sig udsatte og oplever, at man ikke kan have en fri skole og en fri synagoge uden, at der skal være militærpoliti rundt om.”

Tavshedens pris 

Charlie Krautwald er historiker med speciale i antisemitisme. Han er en del af det firårige forskningsprojekt “Code and Conspiracy” ved Københavns Universitet, der har til formål at kortlægge antisemitisme i Danmark efter 1945 og derved også udfordre den dybt forankrede forestilling om Danmark som immun over for antisemitisme.

Ifølge ham har Danmark både før og efter Anden Verdenskrig været dårlig til at tale om antisemitisme:

“I mange år har vi slet ikke talt om antisemitisme i Danmark. Der er faktisk ingen før os, der i universitetsregi har undersøgt antisemitisme i en dansk sammenhæng. I både Norge og Sverige har der været foretaget undersøgelser af antisemitisme siden Anden Verdenskrig, så det er bemærkelsesværdigt, at det samme ikke gælder for Danmark.”

Jasmin Cohen er projektmedarbejder ved Jødisk Informationscenter i Aarhus og tilhører desuden den gruppe af unge jøder i Danmark, som overvejer at forlade landet:

”Det hjælper meget på situationen, at vi har så meget opbakning fra regeringen, og at de eksempelvis støtter vores arbejde i Jødisk Informationscenter. Ikke desto mindre er det en stressfaktor, hvor spredt og godtaget antisemitisme er i befolkningen, og når alt kommer til alt, er det jo den, vi møder i hverdagen.”

Danmarks stolte fortælling om redningen af jøderne i 1943, som er vokset op igennem resten af det 20. århundrede, kolliderer med nutidens virkelighed. For Jasmin Cohen og andre unge jøder betyder det, at de står tilbage med en tvivl om, hvor de hører til.