Steno Museet forvandles til hospital – et møde med sundhedsvæsenet i børnehøjde

Iben holder sig så tæt ind til sin fars ben, at hun næsten bliver væk bag ham.

Hun er fire år og har ellers taget sin bamse med for at blive tjekket, men hendes hænder er fulde: den ene klamrer sig til fars store hånd, den anden til hans ærme. Så far må bære bamsen Bamse, mens Ibens blik flakker rundt i rummet.

“Ved du, hvad Bamse fejler?” spørger en kittelklædt bamselæge, der har bøjet sig ned, så øjenhøjden passer til Iben. Hun svarer ikke, og far må hjælpe til med at få Iben i gang med at tale.

Til sidst kommer der dog et svar. ”Han har ondt her og her og her og her,” remser Iben op, mens hun peger løs på Bamse. ”Og her og her og … her,” afslutter hun med et peg på bamses øre.

Lægen finder en bamsejournal frem, og sammen udfylder de den.

Spørgsmålene er enkle: hvor gør det ondt? Over det hele. Hvordan skete det? Han slog 8 prutter. Har han spist noget mærkeligt? Alt for mange vingummier.

Alt imens lægen ivrigt noterer; for alt bliver nemlig skrevet ned i journalen, der nu tilhører Bamse.

Et hospital i børnehøjde

Bamsehospitalet er et landsdækkende initiativ, hvor frivillige medicin- og sygeplejestuderende tager imod bamser som patienter. På den måde kan børn opleve et lægebesøg i øjenhøjde, uden selv at være i centrum.

I tre små stationer bliver bamserne undersøgt, røntgenfotograferet og behandlet, mens børnene hele tiden inddrages i opgaverne: de må veje, måle, lytte og sætte plaster på. 

Formålet er at afmystificere mødet med sundhedsvæsenet – at gøre stetoskoper, sprøjter og hvide kitler mindre skræmmende. Tanken er nemlig, at når barnet har set, at bamsen kan klare et lægebesøg, bliver det lettere at møde sin egen næste konsultation med ro i maven.

Ifølge den lokale aktivitetsleder og medicinstuderende Julie Maria Jühne er forskellen fra start til slut tydelig at se. Mange børn kommer ind som Iben, lidt tilbageholdende og tæt klistret til mor eller far.

Men gennem de små opgaver undervejs tør de langsomt mere og mere op.

Røntgen afslører slik i maven

Mellem montrerne om naturvidenskab og fysik er der sat et lille hospitalsafsnit op. Lige bag ved en udstilling om radioaktivitet i røgalarmer står en miniature-røntgenmaskine, og foran den et bord med papir og tuscher.

Her er intet pakket væk – Bamsehospitalet er ganske enkelt rykket ind midt i Steno Museets faste rammer.

Iben holder sig tæt til far, da hun får tilbudt en strålingsjakke af lægen - sådan en man også har på, når man rigtigt skal have taget røntgen.

Men hun ryster straks på hovedet, og far Kenneth forsøger i stedet at mase sig ned i den lille vest. Men han må opgive, da den ikke kan komme op til skuldrene.

Uden vest og med far i baggrunden skubber bamselægen og Iben i fællesskab Bamse ind i røntgenåbningen og trækker ham lydløst ud igen, indtil lægen rækker Iben et ark papir – et røntgenbillede af Bamse.

På det skal de sammen tegne alt, hvad der er galt Bamse.

“Der er simpelthen slik over det hele i bamses mave,” siger bamselægen med et skævt smil og tegner vingummibamser i hele Bamses mave.

Iben tager en rød tusch og tegner med.

Først et par streger, så hele maven fyldes med skarpe, røde linjer. Hun forklarer, at det er blod, og bliver ved indtil papiret er dækket.

Den frivillige nikker alvorligt: “Det ser ikke for godt ud med det blod. Vi må hellere sende Bamse videre til operation.”

Frivillige giver børnene mod

I Aarhus afholder Bamsehospitalet omkring ti arrangementer om året. Nogle af dem er åbne for offentligheden - på biblioteker, i Bruuns Galleri eller andre steder - og andre afholdes ude i børnehaver, hvor bamser og børn bliver undersøgt i velkendte rammer.

For 4-årige Iben er det ikke sundhedsvæsenet i sig selv, der er noget fremmet – begge hendes forældre er nemlig sygeplejersker, og hendes mor arbejder ovenikøbet på en børneafdeling.

Til gengæld opleves det her uden for de trygge rammer på mors arbejde, og så får hun lov til at være med i hele sin bamses forløb med operation og det hele.

Operation og kærlig kur

Ved enden af hospitalsruten står operationsstuen klar. En frivillig iført blå operationsjakke og hårnet møder Iben og Bamse.

Bordet er dækket med små instrumenter, plaster og tryllevand – alt klar til at behandle den lille patient. Iben træder nærmere, mens Bamse ligger foran dem.

Lægen læner sig frem og siger roligt: “Så skal vi have suget alt blodet ud ad Bamses mave.” Iben tager selv del i opgaven, med små, forsigtige bevægelser. Sammen suger de blodet ud af Bamse, og lægen roser Iben. “Bamseblod er usynligt,” forklarer hun, og Iben arbejder koncentreret videre.

Da de er færdige, rykker de ud af operationsstuen for at gøre plads til andre patienter. “Vi må hellere få en forbinding på den mave,” siger lægen.

Imens hun binder knude på forbindingen, henvender hun sig til Iben: “Er der noget, Bamse særligt godt kan lide?”

Iben svarer uden tøven: “Avokado,” og nikker ivrigt. “Og avokadoblade.”

Lægen færdiggør forbindingen, og Iben tager det sidste plaster og sætter det på med omhu. Lægen smiler: “Giv Bamse en masse kærlighed og avokadoer, så skal han nok få det bedre.”

Bamse bliver pakket trygt ned i tasken sammen med madpakken, og Iben løber næsten fra sin far med et stort smil på læben.